FIFA 16 er ved at blive rundet af, og derfor har vi talt med nogle af de vigtigste danske personligheder på FIFA-scenen i løbet af året – både på den danske scene og den internationale.

Bemærk! Disse interviews er foretaget over en længere periode, og derfor kan detaljer om nogle turneringer være udeladt.

I gårsdagens artikel talte vi med Lars ’PrimeTurbo’ Korreborg, der for første gang har fået en ny rolle på scenen som manager, og om året, der er gået. I dag er vi gået hen ad en anden boldgade, da vi har talt med grundlæggeren af Sørby eSport, Martin Bødker Fritzen. Martin havde i første gang ambitionen om at skabe en forening, og det hele blev skudt i gang med Elgiganten Cup. En turnering, hvor der oprindeligt var forventet 128 hold, men det deltagerantal blev sprængt, og første turnering blev sidenhen til en til, der også blev meget velbesøgt. Martin har stadig organisationsdelen i orden, men han har siden da fået bygget et helt hold op i flere forskellige former for esport. Det er også noget, som Martin er meget stolt af.

Mikkel Hjort og Malthe Dørge som vindere af første udgave af Elgiganten Cup.

Mikkel Hjorth og Malthe Dørge som vindere af første udgave af Elgiganten Cup.

”Sørby eSport har levet i knapt 6 måneder nu, vi åbnede dørene den. 5. marts 2016, og siden da er det gået rigtig stærkt. Vi startede med to spil: CS og FIFA og tilbyder nu (stadig) CS, FIFA, Hearthstone, League of Legends med flere spil i pipeline. Vi har afholdt nogle kæmpe FIFA events, med stor succes, samt afholdt mindre lokale turneringer fx til Slagelse Festuge, hvor vi sammen med Jyske Bank, lavede en 1v1 turnering med 32 deltagere. Vores medlemsbase vokser stille og roligt, og vi har landet de første aftaler med partnere der bidrager økonomisk til foreningen. Så alt i alt synes jeg vi har fået en god start.”

Sørby eSport er ikke bare drevet af Martin i førersædet, men også en masse frivillige kræfter bag det hele. Ud over de frivillige kræfter har Sørby også nogle topspillere under sig, med Daniel Kurland og Johan Gass som de øjeblikkelige trænere, mens de tidligere har haft Lasse Bækkelund med på holdet også. Dette har ifølge Martin også gjort en stor forskel.

Vores FIFA team omhandler 4-6 frivillige ledere og trænere, med Tobias Gudtmann som teamleder, uden en stærk ledelse, kan det ikke lade sig gøre. At Gass og Kurland har mod på at være spillende trænere hos os gør en stor forskel for vores FIFA medlemmer. At vores FIFA medlemmer kan træne og sparre med nogle af Danmarks bedste spillere, er en ære og samtidig gør det alle bedre. Ligeledes er det også en ledelsesmæssig uddannelse for Gass og Kurland, der som ledere møder nye udfordringer de ikke stod i som spillere. Så alt i alt er det vigtigt at vi har gode spillere, og stærke ledere hos os.

Selvom Sørby har store ambitioner, så har de endnu ikke vist de helt store ting på den store scene. De mangler endnu en stor sejr til deres mange spillere, men det er dog meget retfærdigt, da de ikke satser meget på eliten og ikke har ”hentet” storspillere på samme måde som andre klubber. Det er heller ikke noget, som Martin tænker som 1. prioritet.

Et ældre billede af Sørbys FIFA-mandskab.

Et ældre billede af Sørbys FIFA-mandskab.

”Vores tidsramme er mindst to år, så at vi ikke har set nogle Sørby sejre endnu, betyder ikke så meget. Det er langt vigtigere at vi får vores organisation på plads, og at vores trænere og ledere føler sig integreret i Sørby eSport. Vi er en forening med mange medlemmer og vores primære fokus er at skabe uforglemmelige gamingoplevelser for medlemmerne, i form af pro bootcamps for eliten, træningslejre for bredden, LANs for alle, turneringer for dem der vil. Vores motto er: ”Hjem for gamere”. Det betyder at vi hellere vil skabe sjove og spændende gamingoplevelser for en masse, end prøve at gå efter at få vinder en turnering. Så vi vil stadig stille talstærkt op til turneringer. Når det er sagt, så gør vores FIFA-trænere og hele FIFA-afdelingen alt hvad der står i deres magt, for at blive så dygtige som muligt, frem mod alle turneringer. Selvfølgelig vil vi gerne vinde!”

Et emne, der altid er interessant at tale med diverse holdledere om, er hvem der har imponeret dem mest i løbet af året. Der kan komme en spændende diskussion ud omkring det, da hver person ser forskellige talenter i forskellige spillere. Men Martin har et meget alternativt bud på det.

”Jeg vil tillade mig at brede det lidt ud og sige at den spiller der har imponeret mig mest er communitiet som helhed. Personligt er jeg imod private buy-ins, og officielt vejleder vi alle vores medlemmer om ikke at spille om penge. Når det er sagt, synes jeg det er berigende at se profiler som Kent Brylle og andre gå forrest, både når det handler om at folk mangler at betale hvad de skylder, men også når det handler om god tone – og respekt for hinanden og for spillet. Det imponerer mig. For mig er en god spiller ikke ham / hende der vinder – for mig er en god spiller den der har øje for andre, og sætter værdier som ærlighed, respekt og fællesskab højere end økonomi og prestige.”

En ting, som de fleste folk i det danske FIFA-community gerne vil se, er at scenen vokser sig endnu større. Vi spurgte afslutningsvis Martin om, hvad han ønskede for den danske FIFA-scene i løbet af det næste år, samt den danske scene generelt.

”Jeg ved at vi kommer til at se flere eSport foreninger i Danmark inde for det næste år, som også vil have FIFA på programmet – og vi hos Sørby eSport byder dem alle velkomne og vil gøre hvad vi kan for at hjælpe nye organisationer og foreninger i gang med FIFA og eSport.”

Dette afrunder den fjerde artikel i serien – følg med igen i morgen til endnu en spændende artikel!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.