Elgiganten Cup #3 løb af stablen i forgårs, og som historien har været de seneste to udgaver, så var det to debutanter på scenen, der fik deres helt store gennembrud med en sejr.

Elgiganten Cup var af mange blevet kaldt Danmarks største turnering – og det var med fuldt belæg, da der var dukket 172 hold op til at tage del i den store præmiepulje, der i alt med giveaways osv. løb op i omkring 100.000 kroner. Sørby eSport havde endnu en gang lokket Elgiganten på som hovedsponsorer, og stod som værter på den kæmpestore turnering med det fantastiske setup. Det er på mange måder det vildeste setup nogensinde i dansk FIFA med en helt speciel hovedscene og fantastiske stationer, der var placeret rundt omkring.

scenen-elgiganten

Sådan så scenen ud til Elgiganten Cup.

Og dette helt enestående setup var også med til at lokke mange af de allerbedste spillere til turneringen. To af de spillere, der dukkede op, var de nyligt kvalificerede til ESWC, Nicklas ‘Niller’ Steensgaard og Lars ‘Primeturbo’ Korreborg, der spillede sammen under holdnavnet ‘Cancer is a bitch’. Streamen blev som altid leveret med Simon Juul i hovedrollen – men dog med Pixel.tv som “medstreamere”, da det hele blev sendt på deres kanal samt med deres layout. Men det var ikke kun de bedste spillere, der deltog i turneringen – der var også mange debutanter, der havde deres første turneringsoplevelse på grund af det bløde format, der gav plads til alle med en sølv-turnering.

Og netop sølv-turneringen skulle faktisk også vise sig at blive aktuel for et af favoritholdene, nemlig DHG eSport. De røg nemlig ud i deres første gruppespil, og måtte derfor tage til takke med sølvturneringen, hvor de desværre også måtte sige farvel og tak i gruppen. Selve sølvturneringen skulle faktisk også vise sig at blive en underholdende affære, da et af holdene i finalen havde et lidt alternativt valg af hold – de spillede nemlig West Ham. De endte faktisk også med at tage sejren i sølvturneringen og sagde efterfølgende i interviewet, at de “bare skiftede stil for at se hvordan det gik”. Og det må siges at det gik meget godt, da de endte med at vinde turneringen og præmier for over 5.000 kroner.

I guldturneringen var der relativt hurtig “frasortering” af favoritterne, hvor nogle af de helt store favoritter allerede røg ud efter første knockout-runde. Favoritterne blev langsomt skillet fra, og i kvartfinalerne var der kun fire af de 9 seedede hold tilbage i hver deres kvartfinale kamp. Marienlyst eSport, Fyns Efterkommere, Team Massive og GGMU. De to førstnævnte måtte erkende deres nederlag, mens de to sidstnævnte gik videre i en semifinale mod hinanden. Dermed var der altså allerede lagt i ovnen til en finale mellem et erfarent hold og nogle nye ansigter på scenen.

pilm-mj

Team Massive i kamp mod GGMU.

I den første kamp mellem FC Twins og Veteranerne viste Twins en fantastisk forståelse for hinandens spil, og spillede et brag af en kamp. De endte med at tage sejren 3-0 over Veteranerne, og dermed var de ret komfortabelt i finalen. I den anden kamp blev det en helt anden drabelig affære. Her kom GGMU hurtigt foran, men lige pludselig blev kampen fuldstændig ændret med et straffespark til Team Massive og et rødt kort til GGMU. Staffesparket blev brændt, og resten af kampen var mere eller mindre et stort pres mod Dingo og Hjorth. Dog lykkedes det dem faktisk at holde målet rent i resten af kampen, og dermed kunne de gå i finalen mod FC Twins.

Den finale var af mange spået til at gå GGMU’s vej og give dem sejren, men historien skulle vise sig at blive en helt anden. FC Twins viste sig for alvor fra deres gode side, og det var tydeligt at se at de to havde spillet sammen længe. Deres fantastiske sammenspil fungerede for alvor godt for dem, og de fik FC Barcelonas pasningsstil til at komme til deres fordel. De endte med at komme foran 2-0, og på trods af et strømsvigt mod slutningen af kampen, så lykkes det dem at holde den føring hele vejen hjem. De endte altså som de tredje debutanter i streg med at tage sejren med fra turneringen i Sørby – stort tillykke!

Ranglisten er nu opdateret – se den her. Rasmus Smedstrup tog en masse lækre billeder til turneringen, og de kan ses her.

Tusind tak til alle sponsorer og deltagere for en god dag i Sørbyhallen!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.