Mange har problemer med pace i FIFA og er trætte af, at alle konstant skal bruge det. Vi har sat fokus på hvad man kan gøre for at stoppe trenden.

Engang imellem er det vigtigt at stille fokus på de store spørgsmål i forhold til FIFA. Et af de største, der har været oppe siden starten er, om pace er det vigtigste element i spillet? Mange siger ja på grund af et simpelt faktum: Alle baserer deres spil på pace. Man skal have hurtige fløje, hurtige angribere og et hurtigt forsvar. Jeg må erklære mig uenig – til dels. Selvfølgelig er det umuligt at spille med et hold, hvor samtlige spillere er lige så hurtige som 12-årige med knogleskørhed, men man skal ikke nødvendigvis fokusere på pace på samtlige positioner. Der er andre elementer, der er lige så vigtige.

Lad os tage et eksempel: Det klassiske Premier-League hold. Mange kender holdet, hvor man smider Rémy og Sturridge op foran, og så lader man dem ordne hele kampen med stikninger og høje bolde. Problemet er, at spiller man på den måde, så er pace den eneste måde, man kan vinde kampene på. Der er dog MANGE andre måder at spille på. Man skal overføre virkelighedens spillestil til holdene, man anvender. Tag f.eks. det hold, som Bækkelund og jeg lavede i formationen 4-3-3(5) – vi anvendte Totti som angriber. Bevares, resten af holdet har til dels ret hurtige spillere, men dette er ikke pointen. Totti endte med at blive topscorer. Det var fordi vi begge to lærte at anvende ham som han skulle i formationen.

Det, der var fokus der, var at skabe et godt hold omkring en ekstremt langsom spiller. Totti kan ikke løbe fra nogen, men spiller man et pasningsorienteret spil, kan man godt få ham til at stråle. Det er dog vigtigt ikke at tage løbeduellerne. Dette kan gøres i mange formationer, der har fokus på spillet i midtbanen, fordi det kan lade sig gøre at lave et hold, hvor pace ikke er hovedfokus. 3-5-2, for eksempel, er også en rigtig god formation til at tage duellerne i. Angriberne her skal være høje, og ikke nødvendigvis hurtige. For at give et eksempel, kan der her ses det, der er blevet kaldt “den perfekte 3-5-2”:

holdet

Valg af spillere
Holdet ser umiddelbart ikke specielt spændende ud, men nu skal jeg forklare jer, hvorfor det netop er de spillere, jeg har valgt. Målmanden er jo det samme på alle hold – han skal helst være høj og have gode stats. Ikke meget diskussion, De Gea er et godt og billigt valg. Med forsvaret er der mange, der allerede nu vil rynke på næsen. Hvorfor i alverden Mertesacker i midten? Når man vælger forsvarsspillere, er det vigtigt at tænke på, at der skal være nogle forsvarsspillere til at tage duellerne mod de hurtige fløje – derfor er Koscielny og Onuoha med. Men Mertesacker, hvorfor? Helt simpelt. Mertesacker er en af de bedste forsvarere i spillet, når man ser bort fra hans pace. 90 hovedstødspræcision, 87 markering, 87 stående tackling og 1,98 høj? Hvad mangler man? Intet. Derfor er Mertesacker den optimale forsvarer til at trække lidt tilbage i banen med. Hvis man sætter taktikken korrekt, og sørger for ikke at få ham for langt fremad, bliver det intet problem med ham. Man skal som tidligere nævnt altid have fokus på taktikken, da han ellers vil være en forfærdelig spiller.

Næste punkt er midtbanen. Fløjene kan også diskuteres – i hvert fald venstrefløjen. David Silva er rigtig skarp i dribling og indlæg, hvilket er vigtigst for fløjen i denne formation. Hvis man gerne vil have et alternativ, er der mange gode fløje til positionen også – dog er det vigtigt ikke at tage Schürrle af en simpel grund. Hans evner til aflevering er ikke vildt skarpe. Han er meget skudstærk, og derfor fungerer han godt i en anden formation, men formationen er ikke optimal til en fløj af hans type. Silva har derimod ikke et fantastisk skud, men han skal bare smide sukkerbolde ind til angriberne. Den offensive midt er også primært valgt for hans evne til at skabe spil ud på fløjene – selvom Özil generelt ikke er noget dårligt valg. Til sidst vil jeg gerne snakke om de to defensive midtbanespillere, Fernando og Matic. Disse to er valgt for at have to ekstra forsvarere, mere eller mindre fordi defensiven kan blive for ustabil, når fløjene skal trække fremad. Derfor er de to valgt, da de er nogle af de bedste midtbanespillere til at udfylde denne rolle.

Til sidst er der angriberne. De er valgt af en simpel grund – de kan heade. De er høje, stærke og kan ramme målet. Der er masser af andre gode alternativer (Giroud, Drogba, Van Persie, Carroll m.fl.), men mine personlige favoritter er disse to. Deres evner til at drible er ikke fantastiske, de kan ikke løbe, men det er også ligegyldigt. De har begge to et ganske fint spark og et fantastisk hovedstød. Dette er også det eneste, der skal bruges i denne artikel.

Spillestil
Men hvordan skal man så spille med holdet? Som sagt tidligere er det nødvendigt at gå væk fra spillestilen med mange stikninger og lobbede bolde. Man skal anvende fløjene i høj grad og tvinge sig selv til at skabe spillet der. Den offensive midt skal også være katalysator for alt spillet. Han skal styre samtlige afleveringer, der går fremad, og er derfor essentiel. Til sidst er det vigtigt at have et meget tilbagetrukket forsvar, da de skal være bagved grundet manglen på forsvarsspillere generelt – hvis de to brede CB’s trækker fremad, har du kun Mertesacker i defensiven, og det er simpelthen ikke nok.

Jeg vil altså sige, at pace ikke er “nødvendigt”. Problemet er bare, at det kræver en ændring i spillestil, fordi denne er uvant for rigtig mange. Hvis du er klar på at prøve det, vil du kunne spille på en måde som ingen andre gør, eller tør.

Hvis du selv er blevet træt af folk, der kun spiller på pace, ligesom så mange andre, skal du prøve dette hold. Hvad skal vi sætte fokus på næste gang?

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.