Med blot tre dage tilbage, inden turneringen i Aarhus skydes i gang, er det blevet tid til at kigge på dem, vi forventer allermest af til CULT Cola Aarhus Open.

Det er absolut nogle af de bedste FIFA-spillere i landet, der er tilbage på vores seedingsliste. Det er tre af de yngre spillere og en af de mest erfarne spillere på den danske scene, der bliver sat fokus på i dag – og disse spillere har alle sammen før vist prøver på deres talent på det højeste niveau. Hvis du missede gårsdagens artikel, hvor vi præsenterede seed 8-5, kan du læse den her.

Læs mere og køb billet her

4: Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg – Wicked Gaming

Primeturbo efter hans seneste sejr til Pricerunner Cup.

Primeturbo efter hans seneste sejr til Pricerunner Cup.

Lars har været med på scenen siden dens spæde start. Med den erfaring og det høje niveau, han har holdt på tværs af flere spil, er det svært ikke at anse Lars som en af scenens “grand old men”. ‘PrimeTurbo’ har senest vundet Pricerunner Cup, og viser til stort set hver turnering sit gode spil frem ved at nå rigtig dybt i turneringen. Dog kan Lars også have sine “down days”, hvor tingene ikke altid går hans vej. Hvis han får sit spil til at køre på dagen, er han dog et rigtig solidt bud på en vinder.

“Min forberedelse har været fin. Jeg har ikke spillet så meget andet end turneringer, og få gange med mine holdkammerater og Pilm, så den har været fin, og spillet har set okay ud. Jeg skal dog være skarpere og bedre, hvis jeg skal vinde turneringen med så mange gode spillere. Jeg ser ikke mig selv som favorit, da jeg ikke er verdensmester eller vandt den sidste turnering, men jeg skal med i toppen, da jeg aldrig rigtig viser det store til Opens. Jeg forventer dog at jeg rammer spillet, og så ved jeg også at jeg er uhyggelig svær at stoppe. Det vigtige for mig er at forbedre bundniveauet og være heldig med bracket, men jeg glæder mig bare til eventet, og at se drengene igen. Jeg håber at vi i WG får endnu en sejr at bygge på, men der er stor konkurrence omkring sejren.”

Lars siger desuden, at han ikke er sikker på en top 3, men han vil byde på Dingo, Bacha og Hjorth som de tre bedste bud, selvom der er mange, der kan kæmpe med om titlen.

3: Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach – Wicked Gaming

Mikkel BachMikkel er et af de største talenter på den danske scene i et godt stykke tid. Han er på ingen tid vokset fra at være en af dem, der aldrig havde et stort turneringsresultat, til at være en af Danmarks mest konsistente spillere, der til hver turnering præsterer på allerhøjeste niveau. Mikkel har nu en del sejre under sig, og har vist sit niveau både alene, men også på 2v2-scenen sammen med Malthe ‘KontraDørge’ Dørge. Hvis Mikkel finder sit storspil frem, så er en god placering nærmest garanteret.

“Jeg føler mig ikke super forberedt. Dog deltager jeg lidt i de turneringer, der er, og så håber jeg virkelig at jeg kvaller mig til Power LAN på onsdag (i dag, red.), da det vil give selvtillid. Min forberedelse har været at spille mod andre spillere, men det er ikke blevet til meget FIFA her i ferien. Derfor er forberedelsen ikke fantastisk, men jeg er dog sikker på at jeg får trænet rimelig meget her i ugen op til. Jeg ser ikke mig selv som favorit. Der er så mange gode spillere i Danmark og jeg skal ramme mit absolutte topniveau, samt have det fornødne held for at gå hele vejen. Mine forventninger er at gå videre fra begge gruppespil og derefter tage en kamp af gangen. Forhåbentlig rækker det langt, men vi får at se.”

Mikkels bud på en top 3 lød på PrimeTurbo, Al-Bacha og Dingo i den rækkefølge, med en masse outsidere, der også havde mulighed for at præstere.

2: Daniel ‘Dingo’ Kristensen – Wicked Gaming

dingoDagens tredje Wicked Gaming-spiller har på det seneste vist, at man skal regne ham med i Danmarkstoppen. Dingo har vist over flere turneringer, at han spiller for at vinde, og hver eneste titel, han spiller sig til, er fortjent. Dingo har især vist hvad han kan til Odense Open, hvor han endte med sejren over sin holdkammerat Fredberg, samt til diverse andre turneringer, hvor han sjældent ryger ud før kvartfinalen. Dingo har potentialet til at blive fast inventar i toppen af Danmark, og derfor er det kun retfærdigt at spå et godt resultat til ham i Aarhus.

“Jeg føler mig helt klar, og glæder mig egentlig bare til det går i gang. De sidste turneringer er gået rigtig godt, derfor håber jeg, at jeg kan forsætte de gode takter. Der har ikke som sådan været nogen forberedelse for mig. Jeg har bare nydt ferien stille og roligt, og så tager jeg det, som det kommer. Selvfølgelig er det blevet til et par timers FIFA i ferien, men jeg prøver at lade vær med at spille for meget. Jeg vil ikke sige, at jeg ser mig selv som favorit. Der er rigtig mange gode spillere, som alle kan nå langt, hvis de rammer dagen. Jeg tror dog meget på mig selv, og så må jeg se, hvor langt det rækker på lørdag. Jeg forventer, at jeg bliver en af de sidste til turneringen, og forhåbentligt ham der står med pokalen til sidst. Det er dog svært at sige en præcis placering man sigter efter, da det hele også handler meget om lodtrækningen. Der er desværre mange konkurrenter, og derfor bliver det en virkelig svær turnering at vinde.”

Dingo tror på en top 3 bestående af Bacha, Fredberg og Mikkel Hjorth.

1: Mohamad ‘xBachaa’ Al-Bacha – Tricked eSport

Bacha efter FIWC-sejren.

Bacha efter FIWC-sejren.

Den forsvarende verdensmester har over en længere periode vist sit høje niveau meget stabilt. Han har ikke vundet en stor titel siden verdensmesterskabet, men har over mange omgange været meget tæt på, eksempelvis med en finaleplads til Pricerunner Cup. Derfor kan man stadig regne med Mohamad som en af de absolutte favoritter til at vinde turneringerne rundt om i landet. Det vil ikke være en overraskelse for særligt mange mennesker, hvis Al-Bacha hiver en titel mere med hjem til Tricked.

“Jeg er klar. Jeg har prøvet at arbejde på nogle nye ting i mit spil ift. driblinger mm., og så er fokuset også kommet op på et højere niveau, men jeg mangler lige at færdiggøre min forberedelse. Jeg synes dog at min forberedelse går udmærket, jeg får spillet lidt op med nogle gode spillere, som egentlig har været min forberedelse. Der er et stærkt felt i Danmark. Jeg har ikke præsteret godt nok i den foregående periode, men jeg ved at jeg godt kan ramme toppen igen. Jeg forventer en god og velorganiseret turnering og så en god atmosfære. Jeg forventer at jeg rammer en kvart- eller semifinale, but mit håb er at vinde!”

Mohamad har intet decideret bud på top 3, men tror at Mikkel Hjorth, Malthe Dørge og Anders Dammand når langt i turneringen.

Dermed har vi talt med alle 16 af vores seedede spillere op til CULT Cola Aarhus Open – følg med på siden i de næste par dage, hvor vi snakker med nogle af de markante hold på den danske scene.

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.