Anden sidste FIFA 16-turnering nærmer sig. Det samme gør anden sidste Open i denne omgangs CULT Cola-series. Vi er klar med vores 16 seeds forud for CULT Cola Aarhus Open. Her bringer vi jer de første fire – nemlig seed 16-13.

Om under en uge, 13. august for at være helt nøjagtig, skydes næstsidste CULT Cola Open-turnering i gang – denne gang med Danmarks anden største by, Aarhus, som location.

Læs mere og køb billet her

Et spændende startfelt vil som altid være til stede, og som sædvanlig bliver vores opgave udover at afvikle turneringen at komme med Sports-Gaming.dk-redaktionens eget bud på top 16 farligste spillere. De fire første er følgende:

16: Nicklas ‘Niller’ Stensgaard – Wicked Gaming Academy: 

Hidtil bedste præstation fra Nillers side. Er der mere på vej?

Hidtil bedste præstation fra Nillers side. Er der mere på vej?

Seneste turnering, hvor Nicklas Stensgaard viste sit topniveau frem, skal vi ikke meget længere tilbage end Coolshop FIFA Cup 2v2 for at finde. Her blev det til en fornem 3. plads i samarbejde med hans makker, Christian Aaby. FIFA 16 har til gengæld budt på mange frustationer for Wicked Gaming akademi-spilleren, der efter utallige andenpladser og 3/4. pladser ikke har formået at kvalificere sig hverken Sommerbold E-Sport, ESWC Denmark eller Power-LAN, som bliver den sidste FIFA 16-turnering i år. Lige ved og næsten har han dog været, og det er vel også kun et spørgsmål om tid før det hele går Nillers vej til en turnering. Hør her, hvad han selv havde at sige:

“Jeg har rimelig høje forventninger til mig selv denne her gang, da jeg føler, jeg har spillet på et højt niveau, som kun er blevet bedre henover sommeren. Jeg forventer at spille med i den sjove del af turneringen. Jeg tror selvfølgelig på, at jeg kan indfri mine forventninger,” sagde han og snakkede herefter videre om strategien for at opnå netop dette:

“Jeg skal spille mit spil og undgå at blive frustreret, som jeg blev ved sidste turnering. Derudover skal jeg være skarp på dagen, og så kan jeg håbe på at marginalerne går min vej.

“Jeg har spillet en god del FIFA fire-fem dage om ugen henover sommeren. Der var også Geekunit Summer League og Power-LAN kval turneringer, som betød at jeg var nød til at holde mit niveau højt gennem hele sommeren, så jeg kunne spille med om sejren. Jeg vandt også en turnering, men har ikke kvalificeret mig til Power-LAN endnu, så håber, jeg kan kvalificere mig inden Århus Open, så jeg ikke skal tænke på det. Jeg er tæt på at være 100% klar,” sluttede Niller af med at sige.

Her er Nillers bud på top 3:

“1) Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg, fordi hvis han har en god dag kan ingen slå ham.
2) Claes ‘KegleKongen’ Hansen, fordi han har et virkelig højt niveau og med sin sejr i Sommerbold turneringen, kommer han med meget selvtillid.
3) Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach, fordi han spiller altid på et virkelig højt niveau, og hvis han har en god dag, kunne han sagtens vinde turneringen.”

15: Wali ‘Kaz’ Kazmi – Marienlyst eSport:

Kaz & Carly.

Wali Kazmi og Carl-Emil Lindblad med pokalen efter CG-LAN’s 2v2-turnering, hvor de løb med 1. pladsen.

Wali Kazmi er en af feltets yngste i en alder af bare 15 år, men alligevel er ambitionerne altid at blande sig blandt de mest rutinerede ræve, og der går nok heller ikke lang tid før, at vi ser Wali gøre lige netop dette til en af landets store turneringer.

Sidste Open blev det til en 1/32-finale, hvor han røg til sin nuværende holdkammerat, Marcus Jørgensen. Noget som unge Kaz heller ikke var fuldt ud tilfreds med:

“Jeg tror bestemt, at jeg kan indfrie sidste Opens skuffelse, men når man møder en, der pt. er blandt Danmarks bedste bliver det svært. Hvis bracket ligger til det, samt marginalerne også gør, kan det godt gå virkelig godt til Aarhus Open,” fortalte Wali Kazmi og fortsatte:

“Om det så er Carly eller MJ (Marcus Jørgensen, red), så har jeg altid det samme pres på mine skuldre, og det er at præstere for mit hold. Jeg har virkelig spillet ekstremt lidt henover sommerferien, så det er på tide, at jeg begynder lige at få nogle kampe ind, eftersom jeg henover ferien har spillet noget af mit dårligste FIFA. Så jeg er ikke klar endnu, men jeg er 100% sikker på, at det kommer, når jeg sætter mig ned for at få en masse kampe ind.”

Han havde naturligvis også et bud på en mulig top 3:

“1) MJ – Hvis han finder det FIFA frem vi kender til, så skal han nok komme virkelig langt, det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg tror i hvert fald på ham!
2) Andreas Hjortskov – Jeg tror på, at han kan nå virkelig langt eftersom han spiller virkelig meget, og er i en rigtig god form online. Kan han få det vendt til offline, så kan det blive godt.
3) Malthe Dørge – Jeg tror på, at han kan finde sin gode form frem, som vi kender. Den rigtige dygtige Malthe er jeg ikke et sekund i tvivl om når langt, hvis han kan få det til at fungere, som han oftest kan.”

14: Wahed ‘The-Kid’ Obayd – ECVisualize: 

Vinderne af 2v2-DM, Mohamad Al-Bacha og Wahed Obayd.

Vinderne af 2v2-DM, Mohamad Al-Bacha og Wahed Obayd.

Wahed Obayd har udover sin flotte andenplads ved Elgiganten Cup sammen med tidligere holdkammerat og verdensmester, Mohamad Al-Bacha, formentligt ikke været fuldstændig tilfreds med sit 2016. Med de kvaliteter ECVisualize-spilleren besidder, kan vi i hvert fald godt forvente at se ham endnu længere fremme ved de store turneringer herhjemme i Danmark end vi hidtil har set i år. Måske dette kunne blive hans turnering? Vi har selvfølgelig taget en snak med ham:

“Jeg er aldrig tilfreds før jeg står som vinder, men jeg synes, at det i år har været ekstremt svært at sætte afstand fra eliten, ift sidste år. Jeg kan nævne 10 forskellige spillere, der kan ende som vinder. Det fortæller lidt om niveauet og FIFA 16, hvor ens det er. Jeg håber jeg kan blande mig i top 8, men der har ikke været de store forberedelser andet end lidt Gfinity og andre online tuneringer. Det svært at give et top 3 bud, da der har været en lang pause og jeg ikke ved, hvor meget folk har forberedt sig,” lød det fra Wahed Obayd, der nu skal ud og forsøge at nå en top 8 til Odense Open.

13: Malthe ‘KontraDørge’ Dørge – Wicked Gaming Academy:

Mikkel Hjort og Malthe Dørge som vindere af første udgave af Elgiganten Cup.

Mikkel Hjort og Malthe Dørge som vindere af første udgave af Elgiganten Cup.

Malthes seneste Open var en stor én af slagsen for både ham selv og hans nuværende hold, Wicked Gaming. CULT Cola Odense Open bød nemlig på en magtdemonstration fra Dørge og tre af hans holdkammerater, der stod alene tilbage i semi-finalen. Her sluttede det desværre for Dørge med et nederlag mod holdkammeraten, Daniel ‘Dingo’ Nørremark, og senere hen mod Mikkel ‘RæveHjort’ Bach i bronzekampen. Om det bliver et lige så godt Open denne gang for Dørge og co. havde han også et klart bud på:

“Jeg tror ikke, at vi kan gentage den samme bedrift, da det var fuldstændigt vanvittigt, og det kommer nok aldrig til at ske igen,” sagde Malthe Dørge og fortsatte:

“Jeg forventer at gå videre fra de to første gruppespil, og så tage en kamp af gangen og komme så langt som muligt.”

“Min forberedelse har ikke været forfærdelig, men heller ikke komfortabel. Jeg føler mig ikke særligt klar lige nu, men ugen op til skal jeg nok få trænet mig op og føle mig helt klar.”

Dørges top 3 lød således:

“1) Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg. Hvis han finder sit topniveau frem, er der ingen, der kan slå ham.
2) Mohamad Al-Bacha. Han er verdensmesteren, og alle forventer, at han når langt, inklusiv mig.
3) Mikkel ‘RæveHjort’ Bach. Han har været i vanvittig form over sommerferien, så jeg regner stærkt med at han er det til sidst i turneringen.”

 

Sådan så seed 16-13 ud, og sørg for at følge med resten af ugen, hvor vi naturligvis bringer endnu mere optakt og endnu flere seedninger!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.