I anden optaktsartikel til Coolshop FIFA Cup i Aalborg skal vi snakke med de hold, der kan forventes at spille med om titlen i Aalborg, uden nødvendigvis at være de største favoritter.

I går snakkede vi med tre hold, der havde en mulighed for at komme ind og overraske nogle af favoritterne. I dag har vi talt med nogle af dem, hvor man absolut kan forvente en stor præstation af dem. Der er både helt nye spillere med, samt nogle meget erfarne spillere, der har været med på scenen længe. Desuden er der også en del nyetablerede par, hvor ellers faste par har fået nye makkere, og for første gang skal se om de kan præstere sammen. Derfor er det en broget folk af fire hold, der er med i dagens artikel.

Køb tilskuerbilletter her

Midnatsmysteriet FC – August Holmen og Marius Omdal

August og Marius til Elgiganten Cup.

August og Marius til Elgiganten Cup.

De to unge gutter chokerede FIFA-Danmark, da de gik hele vejen til den store turnering Elgiganten Cup Ultimative og vandt den store førstepræmie. De kom fuldstændig ud af det blå, og det kan måske også have været overraskelsesmomentet, der hjalp dem fremad. Men uanset om det var en faktor eller ej, var det faktum at de spillede utroligt godt og spillede tydeligt bedre end mange af deres modstandere. Hvis de kan vise samme niveau i Aalborg, som de gjorde i Sørby, kan en sejr på alle måder være på tale.

August: “Vi føler at vores form er bedre end sidst, vi var til FIFA-turnering – hvor det jo gik meget godt. Vi spiller god FIFA, og rammer vi vores topniveau, skal vi nok kunne true favoritterne som vi gjorde sidst. Der skal trænes lidt op til turneringen for lige at få den sidste skarphed på plads, selvom det er begrænset med træningstid, da vi begge har travlt i hverdagen. Det gør også, at vi ikke i første omgang ser os selv blandt favoritterne, men kommer vi til knock-out stadiet, må vi bare tage en kamp ad gangen, og vise, hvorfor vi stod som vindere af Elgiganten Cup Ultimative. Vi vil prøve at genskabe vores spil fra sidst, men vi er også klar over at vi ikke kan hvile på laurbærene ovenpå vores triumf. Dog har vi vores automatiske handlinger på plads, og kender hinanden ud og ind, hvilket man aldrig må undervurdere.”

August bød også på en stærk top 3: Team Dørgehjorth som 1. plads, Dingo og Fredberg sammen på 2. pladsen og Wahed og Al-Bacha på deres 3. plads.

Yahya Hassanplayers – Anders ‘Dammie’ Dammand og Kent ‘TalentKent’ Brylle

Anders er på mange måder blandt nogle af de absolut bedste spillere i Danmark lige nu. For ikke mere end to uger siden vandt han en stor 2v2-turnering i Marienlyst, sammen med sin makker Magnus Larsen. Dog har de fundet andre makkere til turneringen i Aalborg, og for Anders faldt valget på Kent Brylle. Kent Brylle har også præsteret rigtig godt i 2v2 på det seneste, hvor han ikke er røget ud før kvartfinalen til de seneste tre turneringer, uanset hvilken makker han har haft. Han fik også en 3. plads i selv samme turnering i Marienlyst. Hvis Anders og Kent kan få fundet deres samspil frem, så kan vi forvente noget imponerende spil fra de to.

Anders: “Brylles form i 2v2 er rigtig god. Min er fin nok, og så føler jeg at jeg er stabil, men mangler lige det sidste inden turneringen. Vi tager den med ro op til turneringen. Ingen reel træning inden, ud over måske et par kampe. Vi kan have det sjovt, og så har Brylle en masse erfaring med at holde fokus motivere. Jeg vil sige at jeg måske kan mere i FIFA, end jeg viser lige pt, men jeg aner desværre ikke hvad vores evner rækker til sammen.”
Kent: “Anders’ form er rigtig god for tiden. Han har nogle stærke præstationer i forskellige turneringer og har et topniveau, der er svært at håndtere. Jeg sidder midt i eksamensperioden, og derfor påvirker det formen. Vi kommer nok ikke til at forberede os på grund af forskellige årsager, men det har ikke den store betydning. Jeg plejer at kunne tilpasse mig min medspillers måde at spille på, så det er også planen i Aalborg. Vi skal finde hinanden og kommunikere godt, for så skal det nok blive spændende.”

Kents bud på en top 3 lyder på Pilm og Marcus Jørgensen på 1. pladsen, Wahed og Al-Bacha på 2. pladsen samt Claes og Magnus på 3. pladsen. Anders byder på en top 3, hvor Dingo og Fredberg vinder turneringen, Claes og Magnus på 2. pladsen samt en ukendt overraskelse på 3. pladsen.

Dørges udvalgte – Magnus ‘Legenden’ Larsen og Claes ‘Keglekongen’ Hansen

Magnus og Anders efter deres sejr i Marienlyst.

Magnus og Anders efter deres sejr i Marienlyst.

Magnus var, som nævnt tidligere i artiklen, i topform i Marienlyst, hvor han tog sejren. Han har slået sig sammen med fynboen Claes, der lige i øjeblikket er i rigtig god form. Efter hans sejr i Horsens har han fået blod på tanden igen og har vist mange flotte resultater – bl.a. med en kvalifikation til Sommerbold-finalen, der skal afgøres i dag. Det er igen et nyt hold, så det er svært at sige, om man skal forvente lidt eller meget af dem – men de har gode chancer for virkelig at kunne vise, hvad de kan.

Claes: “Jeg synes at både mig og Magnus begynder at levere bedre og bedre resultater på 1v1-scenen, så nu må vi se om det kan føre til noget i 2v2. Forberedelsen på 2v2 bliver nok minimal, da mit fokus pt. ligger lidt mere på Sommerbold turneringen på torsdag (i dag, red.) Jeg regner dog med at Magnus og jeg mødes fredag og får banket lidt kampe af, så det ikke er helt nyt, når vi starter på lørdag i Aalborg. Jeg forventer at vi får en god turnering og at vi er med hvor det er sjovt. Vi har aldrig spillet sammen og prøver det nok først dagen før turneringen, så om vi kan få det til at køre, må tiden vise. Jeg er dog meget fortrøstningsfuld og tror på at det nok skal gå, da vi begge kender hinandens spil og ved hvad der fungerer i det her spil.”

Claes’ bud på top 3 lød på Dingo og Fredberg, Pilm og Marcus Jørgensen samt Wahed og Bacha eller Mikkel og Malthe på den tredje plads.

Wenger Time – Jesper ‘Pilm’ Prang og Marcus ‘MJ’ Jørgensen

Med et “sidste-øjebliks-afbud” måtte Pilm på udkig efter en ny makker – og valget faldt til turneringen på Marcus Jørgensen. Begge af disse to spillere er kvalificeret til Sommerbold-finalen i dag, hvorfor de nok også har fokus på den turnering i første omgang. Pilm har absolut været af den absolutte topklasse indenfor dansk FIFA, på trods af et mindre formdyk på det seneste. Marcus har også, efter en længere periode uden resultater, startet med sin deltagelse i større danske turneringer igen, hvor han præsterer utroligt flot. Pilm har dog også vist, at han er på vej tilbage igen. Derfor kan det på ingen måde udelukkes, at de to kan spille sig helt mod toppen i Aalborg.

Jesper: “Pilen peger op ad, lad os sige det sådan. Personligt føler jeg, at der stadig ligger et stort resultat i FIFA 16 til mig. Senest i Odense viste jeg nogle af de ting, jeg har arbejdet så hårdt på, så det kan sagtens fortsætte lørdag. Marcus er bare Marcus. Jeg tror ikke, at det menneske kender ordet formnedgang. Når vi får kombineret den individuelle form til et samarbejde, så ser jeg os som nogen, der når meget langt. Vi forbereder os ved at ødelægge Sommerbold for hinanden for ligesom at give lidt teamspirit. Derudover planlægger vi ikke at spille nogen kampe 2vs2 som opvarmning, primært på grund af tidsmangel og andre prioriteter. Til trods for det faktum, synes jeg stadig, at vi kan forvente en god præstation af hinanden. I vores hidtidig eneste 2v2-turnering blev det da også til en fin bronze, og jeg tror sagtens vi kan nå langt igen. Vi har lært af de fejl, vi lavede den dag, og er også individuelt kun blevet bedre siden da. Da Lars desværre har måttet melde afbud her meget tæt på eventet, var jeg nødt til at søge efter en erstatning. Derfor var jeg hurtigt ude med riven efter Marcus, da jeg ved at han også har en masse at tilbyde, omend det er meget forskelligt fra det som Lars kommer med. På mange måder er Marcus og jeg absolutte modsætninger. Dette inkluderer alt fra spillestil, formation, holdpræference, samt mentalitet omkring mange af FIFA’s aspekter. Det er i dette faktum at vores forskelligheder kan komme os til gode, da vi kan udnytte vores styrker samt eliminere den andens svagheder.”

Pilms bud på en top 3 lyder på Mikkel og Malthe, Bacha og Wahed samt Dingo og Fredberg.

Følg med i morgen, hvor vi præsenterer turneringens største favoritter!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.