På næste lørdag vil der være rig mulighed for at opleve flere af verdens bedste FIFA-spillere på tæt hold, når der igen i år afvikles Pricerunner Cup på Falster. Jeg har i denne blog sat fokus på turneringen og de ting, vi for alvor skal glæde os til.

Jeg har efterhånden engageret mig i dansk FIFA i 4 år, hvor jeg har fulgt diverse turneringer og siden dækket dem som en del af Sports-Gaming. Jeg har derfor været ude til et hav af store turneringer i både ind- og udland, heriblandt to VM-turneringer, en ESWC-turnering samt alle de store danske turneringer, der har været de sidste år. Udover min rolle hos Sports-Gaming har jeg gjort mig mange erfaringer i min nuværende rolle som spillende manager hos Tricked eSport.

Derfor føler jeg mig sikker i min sag, når jeg hævder, at Pricerunner Cup 2016 vil blive den allerstørste turnering, vi endnu har fået at se på dansk jord, hvad angår setup  og streaming, hvor der vil være et fornemt besøg af komikeren Anders Fjeldsted. Og så har jeg ikke engang nævnt det niveau, som kan følges i Nykøbing F. Hallen, når det 23. april går løs. Jeg har i denne blog sat fokus på nogle af de ting, der gør turneringen til det største, vi endnu har oplevet på dansk jord:

Tre internationale stjerner
Danmark er verdens stærkeste FIFA-nation. Med det officielle verdensmesterskab, som Mohamad ‘Bacha‘ Al-Bacha tog med hjem fra New York i marts måned, samt August ‘Agge‘ Rosenmeiers sejr til Electronic Sports World Cup i november, har Danmark altså vundet begge verdensmesterskaber i FIFA 16. Læg dertil, at Agge i 2014 også vandt det DSC02119officielle verdensmesterskab. De stiller begge til start ved dette års Pricerunner Cup. Det samme gør svenske Ivan ‘BorasLegend‘ Lapanje muligvis også. Ivan Lapanje var Al-Bachas modstander i semifinalen ved sidste måneds VM, mens han i turneringens gruppespil endte på førstepladsen i samme gruppe, som Agge blev 3’er i. Lapanje vandt i 2013 Las Vegas World Challenge Series og en præmiesum på ca. 600.000 danske kroner. Dermed er der mulighed for tre af verdens største spillere på næste lørdag, og netop disse tre har tilsammen flere likes på deres fansider end det danske fodboldlandsholds spydspids, Nicolai Jørgensen.

Svenskerne kommer
Ivan Lapanje er ikke den eneste svensker, der er sat i forbindelse med Pricerunner Cup. Faktisk kan det forventes, at hele den svenske top 4 stiller op til turneringen. Lucas ‘Afro‘ Wallman, Simon ‘Zimme‘ Nystedt fra Lemondogs samt Tricked eSports Simon ‘Erikzzon‘ Eriksson har alle meldt sig til turneringen, og disse fire spillere må siges at være de varmeste spillere i Sverige på nuværende tidspunkt.

Hvor står den forsvarende mester?
Tidligere på året meldte Lasse ‘Kongen‘ Bækkelund ud, at han ikke ønskede at forlænge sin kontrakt med Tricked eSport på grund af sin begrænsede tid og lyst til FIFA. Den forsvarende mester stiller dog igen i år op til denBækkelund turnering, som for alvor satte gang i Kongens store år 2015, som også bød på sejre ved to Opens på FIFA Tour og en 9. plads til verdensmesterskabet samme år. Det var alt i alt en utroligt imponerende præstation, som Kongen leverede sidste år, hvor han nedlagde intet mindre end tre spillere fra rivalerne, Copenhagen Wolves. Først måtte Daniel Barnewitz se sig slået, og i semifinalen var det Mathias ‘Revi‘ Iversens tur til at tabe efter forlænget spilletid, mens det er i finalen blev til en sejr på vanvittige 7-1 over Lars ‘Primeturbo‘ Korreborg, som i dag er en del af det storsatsende Wicked Gaming. Det bliver altså spændende at se, om lysten og niveauet er tilbage på samme stadie som sidste år, for det bliver nødvendigt, hvis det igen skal blive til en turneringssejr.

Organisationer skal vise sig frem
Det er ikke kun de enkelte spillere, som skal ud og repræsentere sig selv på bedste vis. Også organisationerne har alt at vinde i disse turneringer. Med en eSport, som er så voksende, er det nødvendigt med konstant succes for at følge med konkurrenterne. Wicked Gaming med, Lars Korreborg (th. i billedet) som manager, er et hold, der er kommet ind i en god periode med sejren til Copenhagen Games og weekendens CG-Lan, som dog var en mindre turnering. Derfor skal de ud og vise, at deres første sejr ved en stor turnering ikke var en tilfældighed. Det kunne meget vel være op til Daniel ‘Dingo‘ Kristensen (tv. i billedet), som var manden bag sejren til Copenhagen Games, eller akademispilleren Mikkel ‘Rævehjorth‘ Hjorth Bach, som stadig ikke har fundet vej til førsteholdet, trods de mange flotte præstationer. Det bliver en kæmpe udfordring, og feltet kan vise sig at være alt for stærkt, men kender vi Wicked Gaming, vil ambitionerne i hvert fald være en turneringssejr.

Et andet hold, man skal lægge mærke til, er Sørby eSport, som forventes at troppe op med et spændende hold af lokale talenter fra 4200-området. De har gennem det seneste stykke tid søgt en talentchef og kigget på de spillere, som har leveret flotte resultater i de lokale turneringer. Det er endnu svært at spå om deres chancer i turneringen, da holdet endnu er ukendt, men det ville ikke undre mig, hvis der pludselig dukkede en spiller op og leverede noget bemærkelsesværdigt. Jeg har selv været ude og danne mig nogle indtryk om deres beskæftigelser, og det ser utroligt spændende ud. Foreningen i Sørby leverer et stort stykke arbejde for de lokale unge og har en stor vilje til at give disse nogle muligheder for at lykkes med FIFA, så jeg glæder mig til at se, hvad de stiller op med til Pricerunner Cup.

Til sidst vil jeg også fremhæve mit eget hold, Tricked eSport. Vi vandt turneringen sidste år og kommer i år med samtlige spillere. Jesper ‘Pilm‘ Prang, Claes ‘Keglekongen‘ Hansen, vores svenske mester, Simon ‘Eriksson‘ Eriksson og verdensmesteren, Mohamad ‘Bacha‘ Al-Bacha vil altså alle være tilstede næste lørdag, og baseret på det sidste års danske turneringssejre kan der helt sikkert være en ide i at lægge mærke til disse spillere.

Players to watch

Der er rigtig mange spændende spillere, som stiller til start. Jeg har her udvalgt tre spillere, som jeg specielt ville kigge efter i Nykøbing F. Hallen næste lørdag:

August ‘Agge’ Rosenmeier:
Hvor står Agge? I marts måned oplevede han to turneringer, hvor han røg ud gruppespillet i dem begge. En uheldig og uskarp storfavorit fik desværre ikke gang i spillet ved verdensmesterskabet, og få dage efter var hagge_finalean igen i gang da Play Like a Legend løb af stablen i London. Her endte han i dødens gruppe og trak igen det korteste strå. Til hans forsvar skal det dog siges, at han gik direkte fra Playstation 4 til Xbox One på få dage, mens han skulle omstille sig fra at spille med landshold til det hold, han har i Ultimate Team, og skal man levere på allerhøjeste niveau, er en dags forberedelse og konstante flyture ikke den bedste optakt til en så stor turnering. Vi ved dog, at en Agge i fuld træning er en spiller, der er næsten umulig at slå, og derfor spår jeg også, at Agge får en stor turnering, hvis kommer med en god forberedelse. Hans offensive og underholdende spillestil med det effektive genpres kan blive nøglen til sejr, hvis han får det til at fungere.

Mikkel ‘Rævehjorth’ Hjorth Bach:
Han vandt i sidste weekend CG-Lan, vandt Elgiganten Cup i 2vs2 i januar og blev i sidste måned nummer 2 til Cult COLA FIFA Tour Aalborg Open og har altså fået en perfekt start på 2016. Dermed ligger den blot 14-årige københavner pludselig nummer 9 på den danske rangliste, og han må forventes at være en af de spillere, man meget gerne vil slå. Han skal til at omstille sig på, at han ikke længere kan komme til en turnering som en kæmpe underdog, men i stedet er en af dem, som folk meget gerne vil slå, og det bliver altså spændende, hvordan han tackler det øgede pres, som kommer til at være på ham. Topniveauet og stabiliteten er dog ikke til at tage fejl af, så hvis talentet skal slås, skal der en god præstation til.

Lucas ‘Afro’ Wallman:
For to uger siden blev han nummer to til Copenhagen Games efter en tæt kamp mod Daniel ‘Dingo‘ Kristensen. Dette var en plads dårligere end sidste års Copenhagen Games. Når Afro skruer op for tempoet og kombinationerne, skal man virkelig holde tunge lige i munden, hvis man vil slippe ud af situationerne uden at blive helt rundtosset. Svenskeren havde en dårlig oplevelse til Copenhagen Games, trods sin 2. plads, så det bliver spændende at se, hvordan han håndterer turneringen denne gang. Jeg spår Afro en flot placering, og jeg vil blive overrasket, hvis ikke han ender blandt de bedste.

Du kan stadig få billet
Husk at det stadig er muligt at købe billet, så du selv kan deltage i Pricerunner Cup. Med en price pool på 16.500 og derudover et hav af lodtrækningspræmier gennem hele dagen er der god grund til at sikre sig en billet. Lodtrækningspræmierne har intet med hovedturneringen at gøre, men er derimod præmier, som uddeles tilfældigt i hallen. Samtidig er det den perfekte mulighed for at komme ud og opleve spillet på allerhøjeste niveau, møde de største spillere i Skandinavien og få lov til at måle sig med disse. De danske turneringer bliver ofte rost af udlandet på grund af kvaliteten, turneringernes setup og den fantastiske stemning, som præger de afgørende runder ved samtlige events i hele Danmark. Jeg vil derfor opfordre alle med interesse for FIFA og mulighed for at deltage til at sikre sin billet og få sig en sjov og anderledes oplevelse. Skulle man bare have lyst til at komme og kigge på, er dette gratis.


Denne blog er skrevet Kent Brylle, skribent hos Sports-Gaming.dk og FIFA-manager i Tricked eSport.
Bloggen er udtryk for forfatterens egne holdninger og derfor ikke nødvendigvis Sports-Gaming.dk’s.

1 svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.