Knap er gulvet i Forum blevet rengjort for tonsvis af guld-konfetti, før der nu er nyt fra OB Esports som skuffede mange – herunder dem selv – ved ikke at kvalificere sig til den afsluttende finaledag i de flotte rammer i Forum. Skuffelsen betyder at der kommer ændringer på holdet til en kommende sæson 2 i eSuperligaen.

OB Esports har udsendt en pressemeddelelse hvor de forklarer kort om den netop overstående sæson:

“Vi har været noget svingende, og jeg tror ikke, at Lasse og Claes vandt deres kampe samtidigt, så vi fik ikke vist det samlede niveau, som jeg ved, spillerne har. Vores egen præstation viser, at der ikke er nogle lette kampe, og der er ikke plads til udfald. Det kræver stor mental styrke at spille afgørende kampe mandag og tirsdag så mange uger i træk, og opmærksomheden fra nye og gamle FIFA-fans er markant, så vi skal blive bedre til at tackle det pres i den kommende sæson” udtaler Jens Martinus Pedersen som er Esport Manager.

OB Esport indledte eSuperligaen med Lasse Bækkelund som holdkaptajn, men efter gensidig aftale er det besluttet, at samarbejdet stopper ved udgangen af december.

“Lasse har haft svært ved at finde det sidste gear i et presset program, hvor eSuperligaen blot udgør en del af programmet. Det har kostet tid og kræfter at spille mandag-tirsdag syv uger i træk, og derfor har vi i fællesskab valgt at ophæve kontrakten. Vi har haft en fin dialog under hele processen, men nu skilles vores veje. Nu evaluerer vi sæsonen, men det er jo klart, at vi skal have minimum én erstatning ind i stedet for Bækkelund” udtaler Jens Martinus Pedersen.

OB Esports skal altså ud og finde minimum én erstatning for Lasse Bækkelund – hvem skal de hente?

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.