Danmarks ubetinget største FIFA-navn og indiskutabelt ét af verdens største FIFA-navne, August ‘Agge’ Rosenmeier, har skrevet kontrakt med et af verdens største brands, Red Bull. August har længe gået og givet folk gode idéer om, hvor han ender henne, men det var nok de færreste, der havde gættet på at Red Bull tog ham under deres vinger. Det er heller ikke noget, Agge selv har lagt skjul på vigtigheden af, da han tidligere har kaldt det “det potentielt største i FIFA-historien nogensinde.” Vi har naturligvis interviewet Agge omkring denne gigantiske nyhed.

Agge Red Bull

Billede af Michael Jepsen.

“Hej August. Du kaldte det for det måske største i FIFA nogensinde – og det er en stor nyhed. Hvordan har du det efter offentliggørelsen?”
“Jeg er stolt og glad. Jeg ser det som et skulderklap at et af de allerstørste brands vælger at hive mig ind. Jeg ser virkelig lyst på fremtiden og jeg tror det her bliver en øjenåbner for andre store brands.”

“Hvordan kan Red Bull udvikle dig og hvilke muligheder får du i Red Bull, som du ikke ville få andre steder?”
“Red Bull har først og fremmest en kæmpe målgruppe og fanbase, som de færreste i verden har – altså at deres markedsføring er så heftig, at de færreste kan overgå det. Kigger vi i forhold at udvikle mig som FIFA-spiller, har de nogle faciliteter i Østrig, jeg kommer til at benytte mig af og det glæder jeg mig meget til.

Det er også de færreste, der ikke anerkender Agges talent. Som tidligere FIWC-mester og nuværende ESWC-mester kan de fleste se både potentialet i Agge, men samtidig også værdien i hans personlige brand. En af disse personer er hans tidligere, til dels nuværende, manager Simon Juul Mortensen, der for tiden har gang i det store streamingprojekt e-Bold.dk. Vi har selvfølgelig også snakket med Simon om den danske gulddreng.

“Hej Simon. Som tidligere manager for Agge ved du meget om hvordan Agge er som spiller og person. Tror du han kan vokse i samarbejdet med Red Bull?”
“Hej Andreas. August er godt og grundigt igang med at skabe sig et endnu større brand i sig selv, end han i forvejen havde. Han er en person der formår at få folk til at lide ham, og det er jeg sikker på at Red Bull har spottet. Red Bull er et af verdens 100 største brands, og med den støtte de giver atleter verden over, kan August selvfølgelig kun få positive oplevelser ud af dette samarbejde.”

“Kan det gavne ham, at han ikke har et FIFA-hold omkring sig?”
“Jeg ved ikke, om det er positivt eller negativt, at han ikke har et hold. Som sagt, så er han et brand i sig selv, og har mulighed for at leve på dette. På den anden side, så ved jeg også at den markedsføring der kræves i dette samarbejde, kan være noget som der skal bruges hjælp til. Jeg tror at hvis August finder det rette hold, med store nok ambitioner, så vil dette være det rigtige for ham.”

“Hvad får Red Bull ud af at have Agge med på holdet?”
“Red Bull får en person som mange unge mennesker ser op til. Et ganske ægte Idol. Men jeg møder faktisk tit folk på min arbejdsplads osv., der også kender til ham, så derfor må man sige at en del allerede ved hvem han er. At sætte to rigtig store ting sammen, kan gøre rigtig meget, og jeg tror også at Red Bull har gjort sit hjemmearbejde i dette tilfælde. Jeg tror at det bliver kæmpe stort. Ikke kun for Red Bull, og heller ikke kun for August, men for hele den danske og internationale FIFA-scene. Så jeg er glad!”

Om dette bliver det største nogensinde for FIFAs kompetitive scene, er lige nu svært at sige. Men det er uden tvivl noget af det største nogensinde. Agge havde en afsluttende kommentar til spørgsmålet: “Kommer der flere nyheder, eller er det her den sidste store afsløring?” Den lød, ganske kort og simpel: “Vi er kun lige startet!”

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.