Det blev fodboldklubberne, der dominerede de to første FIFA-turneringerne til Starcade i Aalborg, da først Brøndby eSport med repræsentanterne Dingo og Fredberg kunne fejre fredagens 2v2-triumf, hvorefter det lørdag blev til en sejr til PrimeTurbo fra AGF Esport i 1v1-turneringen.
En fantastisk start på weekenden
To ud af tre dage til Starcade i Aalborg er nu veloverstået. Fredag stillede 40 2v2-hold op til en hæsblæsende turnering, og lørdag skulle 64 dygtige deltagere dyste med om førstepræmien på 10.000 kroner.
Med sublime rammer var vi nu klar til at sparke en vild FIFA-weekend i gang.
Fredberg og Dingo leverede varen
10.000 kroner til deling var på højkant, da weekenden skulle indledes med en 2v2-turnering. Efter en fornem finalesejr på hele 6-2 over Daniel ‘Shoppen’ Melgaard og Asgar Aagaard blev det i sidste ende de to Brøndby-spillere Frederik Fredberg og Daniel ‘Dingo’ Kristensen, der kunne dele pengene mellem sig.
Dingo skiftede til Brøndby så sent som i sidste måned, og der skulle dermed ikke gå ret længe, før Vestegnsklubben fik udbytte for denne handel.
De to holdkammerater og venner gik desuden ubesejret igennem deres gruppe og resten af turneringen.
PrimeTurbo sluttede på toppen
Brøndby var dog ikke det eneste Superligahold, som kunne tage fra Aalborg med en guldmedalje. AGF Esports Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg gik nemlig også ubesejret igennem turneringen, da der den efterfølgende dag skulle spilles 1v1.
Efter overbevisende sejre hele vejen igennem ventede finalemodstanderen Alen ‘Arrow’ Barakovic, der tidligere i turneringen formåede at slå Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach ud. Heller ikke han kunne dog hamle op med AGF-repræsentantens topniveau og måtte derfor se sig slået med 1-0.
Det blev dermed også afslutningen på et utrolig stabilt år for PrimeTurbo, der kort efter at have modtaget førstepræmien udtalte følgende til Peter Rubek på stream:
“Jeg lavede rigtig få fejl i dag. Det er nok det, der gør, at jeg står med trofæet nu. Jeg spillede på min egen måde hele vejen.”
Bronzekampen blev vundet af Falcons Esports Joe Nørregaard.
Vi ønsker alle vinderne stort tillykke! Husk at følg med i morgen, når vi har juniorturneringen på programmet – måske vi ser nogle kommende FIFA-stjerner? Følg med på vores Facebook.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!