Så er dagen kommet og juleaften banker på døren, og dermed også en lille opsummering fra Sports-Gaming.dk på året der er gået.

Bag den sidste låge i julekalenderen, har vi valgt, som traditionen foreskriver herinde, at se indad og evaluere på årets gang i Sports-Gaming.dk og samtidig vil vi se lidt fremad mod 2017. I julekalenderen for et år siden skrev jeg følgende: “2015 har været et vildt år for Sports-Gaming.dk, og i flere perioder har vi haft svært ved at følge med – forhåbentlig bliver det endnu vildere i det kommende år!” – og vildere, det blev det i 2016!

Online aktiviteter

I 2016 har der, på nuværende tidspunkt, været 305.000 artikelvisninger på Sports-Gaming.dk – det er vi selv vildt stolte over. Tallet ligger 2% over sidste år, så i sig selv ikke en kæmpe stigning, men vi har samtidig været udfordret på personalefronten i året der er gået. Vi har haft svært ved at tiltrække nye folk der vil skrive om det voksende danske FIFA-community, og det har krævet ekstra meget arbejde af de engagerede skribenter vi har tilknyttet – noget de ikke kan blive ved med i længden, og derfor vil der også skulle nyt blod til for at aktiviteten kan fastholdes på samme niveau og gerne forhøjes. Kunne du tænke dig at skrive om det danske FIFA-community, så tøv endelig ikke med at tage kontakt til os – vi har brug for DIG!

Der skal lyde en kæmpe tak til de flittige skribenter som har udgivet hele 550 artikler i løbet af året! Tak til Kent Brylle som hjalp til i det første kvartal af 2016, og bidrog med både et stort antal artikler, men samtidig også høj kvalitet og variation i emnerne. Der skal samtidig også lyde en stor tak til Mads Strack som vores community-ansvarlige skribent – en til tider utaknemmelig position når folk føler sig overset i nyhedsstrømmen, men han har leveret et yderst stærk stykke arbejde. Sidst men absolut ikke mindst, skal der lyde en kæmpe tak til Andreas Frost Gislund, som i sin rolle som redaktør, både har formået at koordinere nyhedsdækningen, men samtidig også har gået foran med artikelskrivningen – altid af højeste kvalitet. En stor tak til alle! Vi kan snart fortælle om lidt ændringer som slår igennem til januar, men det betyder at vi i ENDNU større grad har brug for at få tilført nye skribenter – ellers kan vi simpelthen ikke bevare den gode community-dækning. Så tænk over om det er dig, eller én du kender.

2016 bød også på to store udenlandsture for Sports-Gaming.dk – i marts stod New York på menuen, og det blev en kæmpe oplevelse for hele holdet der var afsted. At få en dansk verdensmester i Mohamad Al-Bacha var jo kæmpe stort, og vi var stolte af at være med på sidelinjen. Stolte var vi også af den nyhedsdækning vi fik lavet fra FIWC med artikler fra Kent Brylle, billeder fra undertegnede og verdensklasse video fra Simon Juul Mortensen – vi fik vist hvad vi kunne, og materialet blev også brugt flittigt rundt omkring på nettet. Udover videodelen, så skal der også lyde en stor tak til Simon for alt den sparring han har ydet i år – han har aldrig været bange for at hjælpe til og byde ind. Samtidig har han afviklet events for Sports-Gaming.dk og leveret top-klasse streaming hele året.

I oktober gik turen til Paris for at følge August Rosenmeier, Lars Korreborg og Nicklas Stensgaard til ESWC, og selvom de danske resultater ikke blev som håbet, så havde vi en sindssyg fed tur og fik leveret en masse godt materiale – både til os selv, men især også til Red Bull som vi samarbejdede med. En stor tak til Rasmus Smedstrup for det lækre arbejde bag kameraet både i Paris, men også rundt omkring i landet, og selvfølgelig også det skrevne arbejde fra Andreas Frost Gislund og André Hjort Andersen.

Udover at artikelskrivningen har trukket mange visninger på siden, så har vores online turneringer også trukket rigtigt mange. Vi startede året ud med GeekUnit Winter League og derefter stod TV2 projeketet SOMMERBOLD ESPORT på programmet. Sommeren gik med GeekUnit Summer League og kvalifikation til Power LAN elite. Vi sluttede det online turneringsår af med at afvikle ESWC kvalifikation, og dermed nåede vi op på ca. 40 afviklede online turneringer i år – ganske imponerende. Bag alle disse turneringer, har der stået én mand (med hjælp et par gange) med ansvaret og det er selvfølgelig André Hjort Andersen. En kæmpe tak skal der lyde til ham for de utroligt mange timer der er brugt på turneringerne, og på at forholde sig til de relevante kommentarer i chatten, og sortere i de mere irrelevante. Der skal også lyde en tak for arbejdet til events rundt omkring i hele landet.

Eventaktivitet

Vi har i 2016 set en nedgang i antallet af events vi har afviklet, men samtidig har vi set en kæmpe vækst i størrelsen af events – hvilket har været en del af vores strategi. Vi har tidligere lavet en masse små events rundt omkring i landet, og disse er selvfølgelig super-hyggelige og sjove, men vi må også bare være ærlige at sige, at økonomien i disse ofte har været yderst tvivlsom, og der skal selvfølgelig være mening i tingene. Vi har intet imod at lave aktiviteter som ikke bibringer den store økonomi engang imellem, men som udgangspunkt skal alle udgifterne jo dækkes ind for at vi på sigt også kan lave fede events for de danske FIFA-aktiviteter. Vi har mødt mange holdninger rundt omkring i landet de sidste par år omkring økonomi og behovet herfor (og kritik af vores dispositioner), men langt de fleste er blevet overraskede over at høre hvor mange udgifter der reelt er ved at holde en turnering – mange har troet, at vi bare skummer fløden i stor stil. Udgifterne til lager, inventar, udstyr, forsikringer, transport, lokationer, præmier og personale løber hurtigt op – og så kommer alt udvikling der oveni. Som skrevet, så bliver der nødt til at være økonomi i vores events hvis vi skal fortsætte med det – vi bruger så voldsomt meget tid på både planlægning og afvikling og det kan vi selvfølgelig ikke hvis vi samtidig skal arbejde fuld tid andre steder – det håber vi I har forståelse for og tænker over. Er I i tvivl om noget, så er I altid velkommen til at spørge løs :-)

2016 har været præget af endnu en omgang CULT Cola FIFA Tour, og samtidig hele 3 Elgiganten Cups i Sørby. Derudover har vi afholdt vores egen Coolshop Cup i biografen i Aalborg, og så selvfølgelig ESWC finalen hos Red Bull i København med Microsoft som partnere. De resterende events på året, er vi hyret ind til som enten med-arrangører eller kun afviklere, og disse har vi været rigtigt glade for at komme ud til – lige fra PriceRunner Cup, Marienlyst FIFA Festival, Power LAN og til små hyggeligt jobs på diskotekter og ungdomsklubber.

Se en af de VILDESTE straffesparkskonkurrencer nogensinde herunder – faktisk har videoen nået ud til over 1,5 millioner mennesker på Facebook i 2016 igennem August ‘Agge’ Rosenmeiers fanside.

Vi har været stolte af vores events i 2016, men vi er samtidig også godt klar over at vi hele tiden skal hæve standarden for at følge med i den rivende udvikling som eSporten i Danmark er ude for – vi vil gøre vores bedste inden for de rammer og ressourcer vi har til rådighed. Der skal lyde en stor tak til alle dem der har været med til at afvikle events i år – som tidligere nævnt har André hjulpet til her udover de online turneringer, og samtidig har vi haft to superdygtige praktikanter i Nichlas Kanstrup og Sami Kymäläinen som har stillet op på alle tider af døgnet og rundt i hele landet. En stor tak skal der lyde, og jeg håber at de kommer til at være med til events i 2017 også. En kæmpe tak skal der lyde til Danny Røgind som har været med ude til nærmest ALLE events i 2016 – en imponerende bedrift, og han er efterhånden mere erfaren end nogen anden i Danmark når det kommer til at afvikle succesfulde FIFA-turneringer. En sidste tak skal der lyde til alle dem der har hjulpet til enkelte events – enten en hel dag, eller bare når behovet lige er overstået.

Events i 2017

Rygterne har været mange omkring hvilke planer for events vi har i 2017, men vi kan helt ærligt sige, at vi endnu ikke har planerne 100% på plads – og derfor kan vi ikke sige en helt masse endnu. Desværre. Det er selvfølgelig i vores interesse at have konkrete planer på plads for det kommende år så tidligt som muligt for så kan vi bedre planlægge, men samtidig har vi ikke ønsket at hoppe på de første og bedste “tilbud” – vi vil lave det så godt som vi overhovedet kan for det danske FIFA-community.

Tingene er dog begyndt at falde på plads igennem de sidste par uger, og vi håber at kunne annoncere en helt række af planer senest i midten af januar – planer som inkluderer events igennem hele året og både offline såvel som online. Det tegner rigtigt godt! Vi forhandler lige nu med en stor samarbejdspartnere som vil gå igen på alle større aktiviteter, og samtidig forventer vi at få en masse top-klasse medpartnere.

Vi løfter sløret for planerne så snart vi kan, og vi glæder os til at fortælle mere.


I denne marathonartikel skal der slutteligt lyde en kæmpe tak til danske FIFA-community – I er grunden til at vi gider lave aktiviterne og fortsætte med at udvikle vores tilbud. Vi sætter stor pris på at I læser vores nyheder, deltager i online turneringer og selvfølgelig at I dukker op i hele landet for at deltage i vores events. Vi sætter stor pris på jer!

I perioder i 2016 har vi dog været i tvivl om hvilken vej det danske community skulle gå – der har været lidt kedelige tendenser og en negativ kommunikation indbyrdes iblandt spillerne og også overfor os. Det er selvfølgelig fair med dialog omkring tingene, men det har til tider virket som om der har været mere fokus på at “trolle” hinanden end at bidrage til et fedt community – det har stillet os alle i et dårligt lys og det er det sidste vi alle har brug for med de muligheder der åbner sig lige for tiden. Vi har dog oplevet en klar bedring i de sidste måneder af 2016, og derfor tror vi fuldt og fast på at det danske FIFA-community fortsætter med at være det bedste i verden.

Vi ,i Sports-Gaming.dk, har været i tvivl om vores position i et community igennem året – der har været en tydelig tendens til at meget af debatten og community-aktiviteten foregår i Competitive FIFA Danmark gruppen, og det er faktisk rigtigt fedt. Det giver bare os en anden rolle end tidligere, og med en stigning i kommercielle aktiviteter, kan det være svært både at skulle lave turneringer og events som skal gøre både sponsorer og community glade, men samtidig have en objektiv community-kasket på i nyhedsformidlingen. Det er lidt en dobbeltrolle, som vi skal finde vores plads i. Vi ønsker at bidrage til verdens bedste FIFA-community – vi skal bare have fundet vores plads i det 100 %, og det håber jeg vi sammen kan få afklaret i 2017. Dialog er vejen frem, så kom endelig med jeres inputs til hvordan tingene køres bedst.


Med ønsket om en god jul til jer alle, vil jeg så småt afrunde – jeg håber I alle har nydt aktiviteterne i 2016 og at I ser frem til 2017. Kontakt os endelig hvis I har ideer eller forslag, eller hvis I ønsker at være en del af staff på Sports-Gaming.dk – vi har altid plads til gode folk.

God jul og godt nytår til jer alle!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.