Med blot to dage til juleaften, har vi i dag et portrætinterview klar til jer med et af de største FIFA-ikoner i hele verden – nemlig August ‘Agge’ Rosenmeier, som i år sikrede sig en professionel kontrakt med den franske topklub, Paris Saint Germain.

Det er blevet den 22. december, og med andre ord, så er vi nu blot to dage fra juleaften. Gårsdagens afsnit handlede om Mikkel ‘RæveHjort’ Bach, der trods sin unge alder, har været en af landets bedste FIFA-spillere i år. Du kan læse vores interview med det unge talent lige her. I dag skal det til gengæld handle om et af de største FIFA-ikoner i hele verden – det danske FIFA-fænomen, August ‘Agge’ Rosenmeier.

Agge til ESWC 2016 i Paris.

I 2014 vandt August for første gang det officielle verdensmesterskab i FIFA, bedre kendt som FIWC. Bare et år senere, nemlig sidste år, kunne han så pludselig kalde sig selv for dobbelt verdensmester, da han her vandt det uofficielle verdensmesterskab, nemlig ESWC. Det betød dermed, at 2016 kunne blive året, hvor han færdiggjorde sit hattrick. Uheldigvis skulle gruppespillet vise sig at blive endestationen i FIWC, imens det til ESWC sluttede i 1/8-finalen. To turneringer, som August naturligvis havde sat sig for at gå hele vejen i. Mest skuffet er han dog over FIWC i New York, han mente sluttede alt for tidligt.

Agge i interview med Thomas Sønnichsen, TV2, til FIWC i New York.

“FIWC i New York var nok en stor skuffelse. Jeg synes det sluttede for tidligt. Min træning op til havde været rigtig rigtig god. Jeg havde en skarphed og speed i spillet jeg ikke havde haft i lang tid, og jeg troede virkelig på jeg kunne nappe to verdensmesterskaber på én FIFA version. Desværre blev et hjørnespark, manglende marginaler og selvfølgelig egne evner og tilpasning af omstændighederne afgørende – og jeg måtte ryge i gruppespillet.”

Når det så er sagt, så har 2016 været et kæmpe stort år for August, der bare i år har oplevet mere end de fleste FIFA-spillere overhovedet kommer til. Men særligt én oplevelse, vil han til gengæld gerne nævne.

“En fed oplevelse var helt klart Legia Cup, som var for alle fodboldklubberne. Vi boede på Hilton hvor Polens fodboldlandshold også boede, da der var landsholdspause. Samtidig var omgivelserne fede og der var altid folk til rådighed som kunne hjælpe en. Det var en fed oplevelse i et land jeg måske på forhånd ikke så som det mest attraktive sted at skulle hen,” fortæller han om sin muligvis største oplevelse i år.

Fra venstre: Hassan Al-Saraf, August Rosenmeier, Mohamad Al-Bacha & Adel Daher til FIWC 2016, hvor det blev til dansk guld for anden gang.

Men hvad så med hele året som helhed – har August været tilfreds med dette?

“På godt og ondt. Jeg har gjort det udmærket her i slutningen af året, men med tidlige exits til FIWC og ESWC tillader jeg mig være en smule skuffet. Dog har jeg været god i Ultimate Team med to sejre i slutningen af året samt en 2. plads til PLAL (Play Like A Legend red.) i februar. Jeg tror mine nederlag til de internationale turneringer kunne skyldes at jeg ikke var aktiv nok til de nationale turneringer – og derfor manglede noget offline konkurrencetræning. Nu er jeg inde i rytmen igen og skal bibeholde mentaliteten og spillestilen,” lyder det fra den dobbelte verdensmester, der i år også fik skaffet sig selv en kontrakt med en af verdens største profesionnelle fodboldklubber – Nemlig Paris Saint Germain. Et skifte, som August ganske enkelt betegner som fantastisk.

“Det har været et fantastisk skifte og nok den største milepæl for mig i karrieren. Jeg er nu i stand til at leve af FIFA som et fuldtidsarbejde, og samtidig er det en af de største klubber i verden! Rent mentalt ved man man skal levere – det var også det første præsidenten fortalte mig: “You must win, there is no choice!” Så er forventningerne langt, haha! Men indtil videre har det da gået godt. Mig og Daxe har vundet alle turneringer vi har været med i, og i alle turneringerne har det været internationale topspillere vi har dystet med, så det er selvfølgelig en optimal start,” fortæller han, og uddyber herefter med en snak omkring fodboldklubbernes indtræden på FIFA-scenen.

Der har også været meget diskussion omkring fodboldklubbernes indtræden på scenen, men for mig set er det et naturligt step for at rykke FIFA til nye højder – Man kan vel (med al respekt), kalde majoriteten af e-sports organisationerne for rugkasseklubber/superligahold – hold af den kaliber, når man sammenligner med fodboldklubberne – her snakker jeg om det kommercielle – seere, fansskare, økonomi, muligheder og netværk. Man skal dog huske at belønne alt det hårde arbejde mange esports organisationer har gjort for at rykke FIFA, selvom der også har været mange af dem der ikke har givet noget som helst for deres spillere mange steder.”

Selv er August dog utrolig optimistisk omkring fremtiden for samarbejdet mellem fodboldklubber og FIFA-spillere.

“Jeg tror kun det er et spørgsmål om tid før vi ser flere og flere turneringer ala Legia Cup. Jeg ved, at der er mange klubber, der er på vej ind i E-sport, og jeg tror, at vi kan komme til at se virtuelle ligaer og måske endda virtuelle landshold med turneringer dér?”

Ivan Lapanje og August Rosenmeier inden FIWC 2016.

Og sidst men ikke mindst, så er 2017 jo lige rundt om hjørnet. Et år, der uden tvivl nok skal byde på endnu flere store oplevelser for August, som også ser meget frem til året.

“Jeg glæder mig helt vildt til 2017. 2016 har været noget af en personlig rutschebjane, så jeg glæder mig til at se hvor jeg står om et år. Forhåbentlig med en masse titler og meritter. Uanset hvad er det vigtigste at stå med endnu flere vilde oplevelser for livet!”

Det var alt for dette afsnit af julekalenderen samt for Augusts 2016 – Mon 2017 bliver året, hvor dagens hovedperson stempler sig selv ind i historiebøgerne ved at vinde sit tredje verdensmesterskab i FIFA? Vi lader August runde dagens artikel af.

“Tak til alle der følger mig og har støttet mig i løbet af året. Tak til communitiet for en masse gode oplevelser og for det fantastiske engagement alle og enhver ligger i spillet og for fællesskabet. Det er det der gør vi er den stærkeste FIFA-Nation i verden og det er det der gør at vi konstant rykker os.”

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.