De to sidste pladser til ESWC Denmark er nu blevet besat. Pladserne gik til de to stortalenter, Andreas ‘Andy’ Kirstein fra HVB E-Sports og Sebastian Pirad.

Der er nu under en uge til det hele går løs til NetParty Fyn, hvor kvalifikationen til Electronic Sports World Cup går løs, og derfor var mandag aften allersidste chance for at sikre sig en plads i turneringen. Dette betød, at flere stærke spillere havde tilmeldt, heriblandt Nicklas, ‘Niller‘ Stensgaard, som vandt bronze til DM, Parampreet ‘Paro‘ Singh, som vandt DM tilbage i FIFA 11 og Paw ‘Wap‘ Bertelsen, som efter en længere pause endelig ser ud til at være tilbage på scenen.

Det blev dog til et hurtigt exit for Niller i gruppespillet, mens de resterende favoritter gik sikkert videre til slutspillet. Her blev det til exit for Daniel ‘Shoppen‘ Melgaard, Mads ‘Nyrnz‘ Nyrnberg, Oliver ‘Bemmo‘ Schrøder og Paro. I semifinalen blev det til sejr for Sebastian Pirad over Jacob Zohner, mens Andy slog Wap og dermed var de to talenter kvalificeret og klar til finalen, som blev vundet af Sebastian Pirad, der dermed lander i de øverste seeds til ESWC Denmark.

Vi fik snakket med de to drenge om deres følelse af endelig at være kvalificeret, samt deres forventninger til turneringen:

jeg er meget tilfreds med endelig at kvalificere mig, da jeg har været med til samtlige kvalifikationer uden at have marginalerne med mig. Min start på FIFA 16 har ikke været den bedste, men det er blevet bedre og jeg begynder at kunne lide spillet. Jeg har derfor fået mere styr på det, og derfor er mine forventninger selvfølgelig at vinde det hele. Hvis ikke jeg selv tror på det, så er der ingen grund til at dukke op”, lød det fra Andy. Også Pirad var lettet over endelig at have kvalificeret sig:

Det var dejligt endelig at kvalificere sig efter at have prøvet så mange gange. Jeg har efterånden brugt en del penge på det. Min start på FIFA 16 har været meget op og ned, da jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af hvilket hold og formation, jeg skulle bruge. Jeg regner dog med at komme videre fra gruppen, og så håber jeg på at kunne vinde første kamp i knockout. Efter det må jeg se, hvad der sker, hvis jeg når så langt. Jeg forventer en god turnering med et enormt højt niveau.

Spillerne gav begge deres forventede top 3 til turneringen. Her havde Pirad en forventning om, at Wahed ‘The-Kid‘ Obayd vandt kvalifikationen foran Lasse ‘Kongen‘ Bækkelund, mens Lars ‘Primeturbo‘ Korreborg tog 3. pladsen. Andy havde derimod Kongen på 1. pladsen lige foran Primeturbo, mens Claes ‘Keglekongen‘ Hansen fik den sidste plads i top 3.

Ved de sidste par års ESWC har der været et specielt system i forhold til de hold, man spiller med. Her har man nemlig skulle vælge et antal hold, som man højest må bruge 2 gange. Derfor skal man i år vælge 3 hold, som hver må bruges en gang i gruppen og en gang i slutspillet til ESWC Denmark. Her fortalte Andy, at han pt. har tænkt sig at vælge Real Madrid, Bayern München og Barcelona, da det er disse hold, der passer bedst til hans spillestil. Pirad ville dog endnu ikke afsløre sine holdvalg, udover at Real Madrid blev det ene.

Husk at følge med de næste par dage, hvor der kommer endnu mere optakt til lørdagens turnering, hvor vinderen bliver sendt til Paris for at forsvare de danske farver sammen med danmarksmester August ‘Agge‘ Rosenmeier.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.