Efter lukningen af Copenhagen Wolves’ Fifa-afdeling, har der ikke været de største diskussioner om hvor vidt Tricked eSport har plantet sig som Danmarks førende Fifa-team lige nu. Det gør selvfølgelig også holdet til favoritter i morgen, når deres tre spillere skal dyste i City 2 til den sidste turnering i CULT rækken, nemlig CULT Cola Copenhagen Open.

Selvom Tricked, og i særdelshed deres spiller Lasse ‘Kongen’ Bækkelund, viste flotte takter igennem hele FIFA 15, så har de danske spillere i deres trup ikke haft heldet med sig til de seneste par turneringer, hvor det blev til en ret så skuffende præstation ved DM, en flot, men ærgerlig 2. plads til 2v2 DM til Claes ‘KegleKongen’ Hansen og Lasse, og så formåede de heller ikke at sende Jesper ‘Pilm’ Prang eller en af deres to andre danske spillere til Paris for at deltage ved ESWC.

Det har formentlig gjort at holdet er sultne efter en turneringsejr, og vil gøre alt for at vaske de seneste turneringers skuffelser af sig.

Vi har snakket med Trickeds spillende-coach, Kent ‘TalenKent’ Brylle, omkring holdet forventninger til i morgen og deres seneste turneringer:

Nu har I misset tre fine muligheder for turneringsejre til holdet i træk – Hvor sultne er I efter at vinde på søndag?

“Det kunne helt sikkert lune med en turneringssejr igen, men det er ikke fordi vi er desperate efter det. Det er et nyt spil, og der er mange ting, som skal på plads før man kan præstere på allerhøjeste niveau. Når det så er sagt, så går vi selvfølgelig efter guldet, og jeg tror også, at det er muligt. Uanset hvordan turneringen forløber, så er vi allerede nu sikre på at det er vores spiller, som vinder Cult Cula FIFA Tour som 1’er på leaderboardet, og derudover skal Carly eller Kok vinde turneringen, hvis ikke vi skal løbe afsted med både 1. og 2. pladsen på på den liste. Så der er jo en lille titel her uanset hvad.”

Lasse har selv udtalt et par gange, at han ikke er helt tilfreds med det nye spil og til tider har mistet lysten for at træne igennem før turneringer – Er dette noget, som bekymrer dig på længere sigt?

“Det kan være hårdt at blive ramt af et spil, som ikke umiddelbart ligger til ens spillestil, og det kan kræve en hård omvæltning. Lasse lykkedes dog fantastisk med omstillingen fra FIFA 14 til 15, så jeg føler mig overbevist om, at han gør det igen. Jeg er ikke voldsomt bekymret for Lasse, da jeg ved, at han nok skal finde en vej til at kombinere hans spillestil med selve spillet. Når han får helt styr på alle spillets facetter, så bliver han meget farlig. Det er jo ikke fordi Lasse er faldet i niveau i forhold til de andre i Danmark. Til ESWC DK kostede fokus og tilfældighederne lidt, men selve spillet var rigtig fint.”

Hvilken præstation forventer du af holdet til Copenhagen Open?

“Jeg har en tro på, at de alle kan gå ind og levere en god præstation. Det tager tid at lære et nyt spil, men jeg har set dem alle i aktion, og de ser alle rigtig stærke ud. Lasse har vi rundet, men også Pilm og Claes har fået fint styr på spillet. Pilm har vist sig frem i Ballerup og til ESWC DK, og hans spillemæssige færdigheder er på et meget højt niveau. Det skal bare krydres med lidt kynisme og så ser det rigtig spændende ud. Claes havde ikke ligefrem heldet med sig i Fredericia, men har også fundet sine metoder til at lykkes i spillet. Jeg glæder mig til at se dem i aktion på søndag.”

Mere optakt har vi ikke til jer, men I kan forvente at der nok skal være opdateringer i løbet af dagen i morgen på vores Facebookside, og så kan I jo også følge begivenheden på stream.

CULT_Cola_Worlds_Strongest_Cola_Logo

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.