Der var sat de helt store forventninger til Tricked eSport inden DM i FIFA 15 af deres mange følgere og fans, da de stillede op til start med fire spillere, som alle var blevet spået til at være en af de 15 store favoritter.


Med et meget godt år i FIFA 15, samtidigt med lukningen af Copenhagen Wolves, var Tricked helt klart det danske hold, der var sat de største forventninger til. De startede også sikkert ud og rutineret ud med først at få alle mand videre fra 1. gruppespil af, og dernæst 2. gruppespil, men der var lang vej endnu for at indfri forhåbningerne, og første slutrunde, nemlig 1/64 finalen, blev hermed endestationen for tre ud af fire af holdets spillere. Den spillende manager Kent ‘TalentKent’ Brylle røg ud til Philip ‘Lu’ Warburg imens at de to nye signings, Claes ‘KegleKongen’ Hansen og Jesper ‘Pilm’ Prang også måtte se sig slået i den første runde af slutspillet.

Dermed havde Tricked kun deres profil, Lasse ‘Kongen’ Bækkelund tilbage, og hans håb om at tage DM-titlen fik også sin ende allerede i næste runde, da han tabte med hele 4-1 på den store scene i mod Daniel ‘Dingo’ Nørremark.

Tricked eSports DM var ovre, og de må nu atter vendte et år yderligere for at få hævn, men med det FIFA 15 de har haft, er der nok ikke den helt store grund til at klage over resultaterne i sidste ende. Vi har fået fat på et interview med manager, Kent Brylle:

DM er vel overstået – Hvordan ser du Trickeds præstation overordnet? 

“Jeg vil ikke lægge skjul på, at forventningerne selvfølgelig var til mere, end hvad vi fik ud af det i dag. Drengene var lidt uheldige og fik ikke det ud af det, som vi havde håbet, men vi må kæmpe videre og så være klar til næste turnering.”

Lasse har spillet med til det sidste igennem hele FIFA 15, men røg nu ud midt i knockout-fasen. Hvad tænker du om dette?

“Der er et vigtigt aspekt i den snak, og det blev bemærket af flere spillere, som var på scenen. Det var den voldsomme delay, som var på skærmen. Det finder jeg lidt amatøragtigt af EA, at man ikke har sørget for optimale forhold til spillerne. Men så har Lasse noget at tage med til næste gang, han ender i denne situation. Der er det vigtigt at holde hovedet koldt og finde andre løsninger, da delay er ens for alle, og her må man bare tage hatten af for den måde Agge håndterede det på ved at tilpasse sig efter forholdene. Der er altid noget at tage med efter turneringer, og dette kan bruges konstruktivt fremover. Ellers er jeg ikke så bekymret for Lasse, da han har leveret et rigtig flot FIFA 15. Jeg er bare ked af, at det var lige i dag, at det ikke gik, da Lasse var opsat på at sikre titlen.”

Dine to nye spillere, Pilm og Claes, mødte ind til deres debut på holdet. Indfriede de alle dine forventninger, eller forventer du at se bedre spil fra dem til de kommende turneringer?

“Claes og Pilm er to spillere, der hører til i den absolutte top, og derfor kunne man helt sikkert håbe på mere. Men vi ved, at der kommer overraskelser hvert år til DM, og det gjorde der igen i år. De er dog så dygtige, at de nok skal komme op på hesten og være klar til at tage revanche næste gang.”

Er der nogen under DM, der har overrasket dig positivt, og har du måske endda været på udkig efter endnu et nyt ansigt til truppen?

“For det første må jeg kigge tilbage og indrømme, at jeg tog fuldkommen fejl af Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg. Han udviste en helt anden attitude og spillede med en helt anden ro end tidligere. Det klædte ham, og det skal han roses for. Derudover er jeg meget tilfreds med at se, at Marcus Jørgensen spillede sig i en flot top 8 i år og dermed satte en tyk streg under, at han tilhører den danske top og at sidste år ikke bare var et engangstilfælde. Vi har dog lige hentet to nye ansigter til holdet, så fokus lå ikke umiddelbart i den retning, da truppen er god på nuværende tidspunkt.”

Copenhagen Open må siges at være den næste store turnering – Er der nogle ting I skal ændre på frem mod eventet?

“Jeg tror ikke, at der er det store at ændre frem mod Copenhagen Open, udover tilpasningen til det nye spil, som snart kommer. Der skal trænes godt op til turneringen, så vi igen kan se nogle gode præstationer.”

Det var kun opstarten på vores lange nedtakt efter DM. Følg med på siden, hvor vi selvfølgelig vil snakke med endnu flere teams og nogle af spillerne.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.