For en uge siden åbnede afstemningen til SG Awards, hvor det har været muligt at stemme på flere forskellige kategorier, som berører det danske community. År 2014 har været et meget vigtigt år for dansk FIFA med stor aktivitet på både den danske og internationale scene. Vi har således haft hele tre spillere ude i den store verden for at deltage i de allerstørste turneringer og endda med store præstationer: Chiefs of Copenhagens August ‘Agge‘ Rosenmeier var i sommers til FIWC i Rio, hvor danskeren vendte hjem som nummer 1 i verden, mens hans holdkammerat, Lars ‘Primeturbo‘ Korreborg for alvor satte sit navn fast på den internationale scene med en plads i top 16 ved ESWC, hvor Primeturbo kørte sin gruppe over med 22 point ud af 24, selvom han endte i ‘dødens pulje’. Ligesom Agge var Anders ‘MrSuit‘ Bollerup også i Rio, dog uden at komme videre fra gruppespillet.

Vi kårer i dag de første fire vindere af SG Awards. Det drejer sig om Årets online spiller, talent, overraskelse og FIFA Team:

Årets online spiller:

Der var ingen tvivl om udfaldet af den spiller, som har præsteret allerbedst online. Med dobbelt så mange stemmer som nummer 2 blev Lasse ‘Kongen‘ Bækkelund fra Tricked eSport årets online spiller efter utallige triumfer på Gfinity, ligesom han har vundet næsten alt, hvad han har deltaget i på de danske turneringssider. Hovedpersonen var dog også yderst tilfreds med kåringen:

Jeg er rigtig glad for at have vundet titlen i år. Jeg kom på 2. pladsen sidste år, så det må jo betyde, at jeg har forbedret mig markant. Det er rigtig godt for selvtilliden, at jeg lige får smidt sådan en titel oven i hovedet, så den er jeg selvfølgelig super glad for.

2. pladsen gik til Lars ‘Primeturbo‘ Korreborg.

Årets talent:Marcus

Heller ikke her var der stor uenighed blandt folket. Med 55% af stemmer kunne Tricked eSports Marcus Jørgensen lade sig kåre som det største talent i Danmark efter en stærk præstation til DM, hvor den unge spiller kom hele vejen til finalen og endte med en flot sølvmedalje. Dette har han fulgt op med mange gode præstationer online og ikke mindst en godkendt turnering til The Experience i oktober måned. En god start på FIFA-karrieren for talentet, som var glad for sin præstation i 2014:

Jeg er selvfølgelig meget glad, for at have fået prisen som årets talent. Jeg har nok fortjent kåringen som årets talent, fordi jeg har allerede har fået præsteret relativt godt i de offline og online turneringer jeg har deltaget i, på trods af min unge alder.

På 2. pladsen endte Claes Hansen fra FIFA Team Fyn.

Årets overraskelse:

Endnu mere sikkert var Marcus Jørgensen sejr i denne kategori. Årets overraskelse kan selvfølgelig ikke være andre efter det DM-sølv, som var umuligt at forudse. Det var heller ikke den store overraskelse for hovedpersonen:

“Det kommer ikke særlig meget bag på mig, at jeg har fået årets overraskelse, for at være helt ærlig. Men det skal ikke forhindre mig i stadig at være glad for, at jeg også har fået den pris. Jeg har fået denne her pris, grundet mit DM. Det var en kæmpe overraskelse, at jeg, som kun havde spillet FIFA derhjemme, sammen med vennerne, tog til til Danmarks største FIFA turnering og kom helt frem til finalen. Og til sidst vil jeg gerne sige tak, til jer som har stemt på mig!”

2. pladsen gik til Wahed ‘The-Kid‘ Obayd.

Årets FIFA Team:

Kåringen som Årets FIFA Team blev en meget tæt affære. Mens Konys Slaver endte med ca. 30% af stemmerne, kunne Tricked eSport være tilfredse med 2014, da de med ca. 40% af stemmerne løb med titlen. Tricked eSport har i år haft mange store spillere gennem systemet. Af tidligere spillere har både August ‘Agge‘ Rosenmeier, Daniel Barnewitz og Oliver ‘Oli‘ Døssing spillet for holdet, mens det på nuværende tidspunkt består af Anders ‘MrSuit‘ Bollerup, Lucas ‘Afro‘ Wallman, Marcus Jørgensen og Lasse ‘Kongen‘ Bækkelund.

Vi er meget tilfredse. Vi er glade for vores præstationer i år og vil gerne takke alle vores tidligere og nuværende spillere, da de alle har været fantastiske. Jeg føler klart, at vi havde fortjent den med masser af titler under bæltet og gode præstationer gennem hele året. Men højdepunktet var klart FIWC. Jeg føler vi står stærkt til 2015 og er sikker på, at vi kommer ind med fyr og flamme og tager flere titler i Danmark, Sverige og forhåbentlig også internationalt.

 

Disse fire kåringer giver dermed et klart billede af den succes, som Tricked eSport har haft i år 2014, da de sad på samtlige af dagens kåringer.

Husk at følge med i morgen, hvor der vil blive annonceret endnu flere vindere af SG Awards.

1 svar
  1. Morten Jensen
    Morten Jensen says:

    Det er sgu flot resultat af Tricked, og hatten af for Peter Møldrup danmarks bedste coach.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til Morten Jensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.