I de seneste to dage har I set vinderne, som læserne har valgt. Det er nu blevet tid til uddeling af de resterende tre priser, der muligvis også kan kaldes de tre største.

I har til SG Awards stemt på diverse kategorier. Dette inkluderer alt fra årets sjoveste oplevelse til årets bedste spiller. I dag præsenterer vi de tre sidste priser, der er Årets Talent, Årets online FIFA-spiller samt den største pris, årets FIFA-spiller. Hvis du vil læse gårsdagens artikel, der havde kategorierne årets præstation, årets overraskelse, årets event samt årets artikel/nyhedsdækning, kan du klikke på linket her.

Årets talent: Wali ‘Kaz’ Kazmi – XI Gaming

Talent

Wali som vinder af Ung DM

Wali som vinder af Ung DM

Årets talent er svært at definere. Handler det om den største præstation, den største udvikling eller noget helt tredje? Uanset hvilken af de tre, det nu måtte være, har Wali i den grad vist flot spil i 2015. Han er gået fra stort set ingenting til den første kontrakt med et reelt hold, stå som vinder af den store turnering Ung DM og generelt vist, hvorfor man skal tage de unge på scenen seriøst. Vi fangede en overrasket Wali til en kort kommentar omkring sejren:

Jeg oplevede året 2015 vildt godt, med gode turneringer og gode events fra SG, som jeg kan takke alt for. Jeg tror det er den unge alder, der har gjort at folk har stemt på mig. At jeg har præsteret på et okay niveau i forhold til min unge alder, er nok den store grund til at folk har stemt på mig, tror jeg. At jeg vinder over de to største gutter (Andy og Carly, red.) er urealistisk. Jeg forventer klart bedre præstationer fra mig selv, erfaringen kommer stille og roligt, og det samme sker der forhåbentlig med præstationerne. 

Wali ønskede også at sige en kort tak til enkelte, der har hjulpet ham på vej:

Tak til XI Gaming, Tak til Mulle, Tak til Hassan ”FCNFanNummer1” og tak til Dan Sommersøe, for at have sørget for at min udvikling er gået den rigtige vej. Desuden tak til alle der har stemt på mig.

Årets online FIFA-spiller: August ‘Agge’ Rosenmeier

Online

Agge har været imponerende i 2015, på alle måder. Agge kvalificerede sig til diverse store turneringer gennem netop onlinekvalifikationer. Et godt eksempel er WSVG, hvor Agge kvalificerede sig til hovedfinalen på Maldiverne ved at slå blandt andre Spencer ‘A Huge Gorilla’ Ealing samt til PLAL Sæson 4, hvor han kom til finaleturneringen i London. Selvom Agge yderst sjældent er at finde i de mindre danske turneringer, er han altid garant for underholdende spil og store resultater. Vi ville gerne have interviewet Agge om denne sejr, men resultaterne af næste afstemning fik os til at springe dette over.

Årets FIFA-spiller – August ‘Agge’ Rosenmeier

Spiller

agge 2

Agge til årets udgave af FIWC ved siden af manden, han slog i kampen om 3. pladsen, Lyes Ould-Ramoul.

Agge blev nemlig også jeres vinder af Årets FIFA-spiller i Danmark 2015. Med en 3. plads til FIWC, sin 4. sejr til DM i træk, ESWC-sejren og diverse andre gode resultater med under bæltet, så har Agge for alvor vist sig frem igen, og bevist at han er Danmarks bedste spiller, både nu og nogensinde. Vi spurgte ind til hvorfor han tror, at folk har stemt på ham:

Jeg tror DM for 4. år i træk og ESWC sejren har sagt en del. Ydermere synes jeg, at mine præstationer har været kontinuerlige for det meste. Jeg sætter utrolig meget pris på at folk har valgt at stemme på mig, da jeg ser det som et skulderklap for det jeg går og laver! 

Da vi spurgte ham om hans hårdeste konkurrenter, svarede han:

Jeg har haft en masse tætte kampe, men hvis man kigger på andre navne der har domineret de vigtigste turneringer i Europa kan man ikke komme udenom Alshehri og Spencer “Gorilla” Ealing. Jeg tror der venter mange drabelige kampe mod sidstnævnte i fremtiden.
I indlandet vil jeg nævne Lars Korreborg og Lasse, da de har presset mig allermest i år, og har fået mange til at tvivle hvem der reelt set er den bedste herhjemme. De har også været medvirkende til at jeg kunne præstere som jeg har gjort, og jeg synes de begge to fortjener stor kredit for et super flot år, hvor de fik repræsenteret DK og skaffet hæderlige resultater.

Til sidst ville Agge gerne sige lidt om fremtiden samt takke nogle enkelte.

“Jeg håber på at jeg kvalificerer mig til FIWC, og så er alt fokus på at vinde den turnering igen! Ellers venter der mange udfordringer i år 2016 med Gfinity-kvalifikationer og ESWC! Jeg glæder mig helt vildt! 
Igen vil jeg runde af og sige tusinde tak til alle der har støttet mig igennem året(også når jeg har haft modgang). Her snakker jeg om min træner Adel, mine venner i Barnewitz, Jeppe Rindom og Simon Juul. Samtidig vil jeg selvfølgelig sige tak til mine sponsorer for deres support.”

Det konkluderer altså årets afstemninger. Var det de rigtige vindere?

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.