Igennem hele FIFA 17 blev det Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach, der formåede at indsamle flest point til den danske FIFA-rangliste. Han var dog i tæt kapløb med August Rosenmeier og Frederik Fredberg.

Lørdag aften var dagen, hvor den allersidste FIFA 17-turnering skulle afvikles. Tonsvis af turneringer gennem året var allerede blevet afholdt, og tonsvis af point til den danske FIFA-rangliste var tilmed blevet uddelt og fordelt til de mange, konkurrencedygtige danskere.

Der er til gengæld én, som kan prale af at have modtaget flest af alle. Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach fik nemlig spillet sig frem til hele 10.850 point, hvilket betyder, at han, ud fra Sports-Gaming.dks rangliste, er den bedste FIFA 17-spiller i Danmark.

Herunder er opstillet en top 10 over de bedste FIFA 17-spillere ud fra ranglistepoint:

  1. Mikkel Hjorth Bach – 10.850
  2. August Rosenmeier – 10.650
  3. Frederik Fredberg – 10.475
  4. Lars Korreborg – 8.050
  5. Marcus Jørgensen – 7.750
  6. Lasse Bækkelund – 7.190
  7. Daniel Kristensen – 6.425
  8. Nicklas Stensgaard – 6.100
  9. Jesper Vincent Prang – 4.775
  10. Alen Barakovic – 3.950

Vi har nu fanget Mikkel Hjorth Bach til en snak om sin store bedrift.

Det føles virkelig dejligt at slutte med flest point af alle danskere. Når der har været så mange turneringer i FIFA 17 med så mange gode spillere i Danmark, er det fantastisk at være den, der har skrabet flest ranglistepoint ind,” fortæller den stadig meget unge FIFA-spiller først og fremmest, der efterfølgende kigger tilbage på et storslået FIFA-år, hvor han har formået at holde niveauet gennem stort set hele året.

Mikkel Hjorth Bach vandt blandt andet Elgiganten FIFA Tour Kolding i løbet af året.

Jeg har kun røget ud i et gruppespil én enkelt gang i hele FIFA 17, hvilket betyder meget. Derfra har jeg næsten hver gang formået at vinde de første to kampe, og sommetider er det også lykkedes at gå hele vejen og vinde. Jeg ved ikke, hvad det helt præcist kræver, men selvfølgelig skal man være meget stabil og samtidig have et højt topniveau,” siger han her.

Det var derimod ikke helt uden kamp, at han kunne slå sig fast på denne fornemme plads. De to spillere, August ‘Agge’ Rosenmeier samt Frederik Fredberg, var millimeter fra at nå lige så mange point. Vi ønskede derfor at høre ‘Rævehjorth’, om han havde forventet at slutte foran to spillere af den kalibre. Hertil svarede han: “Det var ikke noget, jeg som sådan havde forventet. Jeg havde fra starten af FIFA 17 et mål om minimum top 5 og gerne top 3, men at vinde, det er en lille overraskelse for mig, da der er så mange om buddet.

For Mikkel Hjorth Bachs- såvel som alle andre danske FIFA-udøveres vedkommende er det dog nu blevet tid til at lægge FIFA 17 på hylden, for i den kommende uge påbegynder et nyt kapitel, der hedder FIFA 18. Men kan dagens hovedperson mon fortsætte med at brillere så fornemt i et nyt spil? Det må tiden naturligvis vise. Her er hans forventninger til det nye FIFA-år ikke desto mindre:

Min målsætning er at blive ved med at præstere på et højt niveau og gerne have et lige så succesfuldt år. Mit store mål for næste år er at kvalificere mig til FIWC (VM i FIFA), men selvfølgelig håber jeg også på at blive ved med at komme langt i og vinde nogle af de danske turneringer.

Et stort tillykke til Mikkel Hjorth Bach skal der lyde, samt til alle de andre spillere som har opnået en helt masse bedrifter igennem FIFA 17. Vi ser frem til at afvikle endnu flere turneringer med jer i FIFA 18, hvor vi allerede har linet en masse op!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.