Vi kommer efterhånden tættere og tættere på Pricerunner Cup, og spillerne er efterhånden nået dertil, hvor stilen finpudses og de sidste detaljer bliver lagt på spillet. På Sports-Gaming.dk er vi nået til de første fire i vores bud på top 8 ved Pricerunner Cup:

 

Køb din Pricerunner Cup billet her

8: Jesper ‘Pilm’ Prang – Tricked eSport:
De helt store triumfer er udeblevet fra Pilm de sidste mange turneringer, men der er ingen tvivl om, at han sagtens kan levere et flot resultat med sin store rutine og kontrol over kampene. Han vandt dette års Dan’s Poolhall Series og blev nummer 4 i ESWC-kvalifikationen, men har derudover haft det lidt svært de sidste par måneder. Pilm ligger på nuværende tidspunkt nummer 6 på den danske rangliste med et stort stykke ned til nærmeste forfølger. Vi har desværre ikke fået interview med ham i denne omgang.

7: Simon ‘Zimme’ Nystedt – Lemondogs:
Den svenske vicemester er efterhånden et kendt ansigt i de danske turneringer. Tilbage i november måned satte han alle til vægs og endte øverst på podiet ved Copenhagen Open, og i sidste måned blev det til en 3. plads ved Aalborg Open. Derfor får vi en svensker at se, der har gode erfaringer ved de danske turneringer, og når han går ind i Pricerunner Cup, som er hans femte danske turnering, bør vi også forvente ham som en bejler til titlen. Han havde dog en mindre skuffelse i slutningen af marts måned til Copenhagen Games:

“Mine forventninger er ikke alt for høje, hvis jeg skal være helt ærlig, men jeg tror stadig på, at jeg er god i det her spil, for det er du nødt til at fortælle dig selv, og det er, hvad jeg prøver på inden Pricerunner Cup. Jeg håber som altid på, at jeg kan komme videre fra gruppespillet, og så komme så langt som jeg kan. Jeg vil forberede mig som altid ved at spille en masse FIFA hver dag og spille turneringerne på Gfinity, så jeg kan få gang i min spillestil”, udtalte Zimme, som forventer at se August ‘Agge’ Rosenmeier vinde med Simon ‘Erikzzon’ Eriksson lige bag sig og med Mohamad ‘Bacha’ Al-Bacha på tredjepladsen. Han havde dog også en kommentar til spillere, der kan gå hen og overraske:

“Jeg håber altid på, at de svenske spillere leverer gode præstation, så jeg håber på, at en svensker overrasker i turneringen. Derudover tror jeg, at Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach og Daniel ‘Dingo’ Kristensen vil gå så langt, som de før har vist, at de kan gå. De er begge rigtig gode spillere”, fortalte han.

6: Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach – Wicked Gaming Akademi
Det kan se mærkværdigt ud, at en af de to højest rangerede Wicked-spillere ikke engang er fra deres førstehold, men ikke desto mindre er det 14-årige Mikkel Bach, som har været den allerstørste åbenbaring de sidste fire måneder. Han startede året suverænt ud med sejren til Elgiganten Cup i 2v2 og fulgte derefter op med en flot 2. plads til Aalborg Open. Der skal en stor præstation til på lørdag, men alt er muligt for stortalentet.

“Mine forventninger går rigtig meget ud fra, hvordan bracket er. Men det er ingen hemmelighed, at jeg går kraftigt efter at gå videre fra de to første gruppespil, og så må jeg tage kampene derfra. For mig at se vil det være tilfreMikkel Bachdsstillende med en top 8 i og med, at alle de store fra Danmark kommer, samt at svenskerne også kommer.  Jeg vil være meget forberedt. Ugen op til turneringen vil jeg spille utoligt mange kampe mod topspillere for at holde mig skarp. Dog vil jeg sørge for at spille på rigtige tidspunkter, så jeg ikke bare vil spille for at spille, men derimod er meget fokuseret, når jeg spiller. Og så håber jeg, at junior-turneringen også bliver god opvarmning, i og med det er samme dag.”, udtalte Mikkel Bach, som havde August ‘Agge’ Rosenmeier, Ivan ‘BorasLegend’ Lapanje og Jesper ‘Pilm’ Prang i sin top 3. Vi spurgte også ind til hans udvikling de sidste par måneder og den status, han efterhånden har opbygget sig hos Wicked Gaming:

“Jeg føler efterhånden, at jeg er klar til at rykke op på førsteholdet. Dog har vi i forvejen nogle fantastiske spillere, så jeg har fuld forståelse for, at jeg ikke er rykket op endnu. Dog håber jeg på at rykke op på et tidspunkt, hvilket alle selvfølgelig gør. Min udvikling har været helt enorm. Fra at være sindssyg glad for at gå videre fra gruppen, er jeg pludselig blevet en outsider til turneringer og har vundet 2 turneringe samt fået en 2.plads. Derudover er jeg gået fra at være klubløs til at spille for Wicked Gaming, hvilket selvfølgelig er et gigantisk skridt i den rigtige retning”, sluttede Mikkel Bach.

5: Daniel ‘Dingo’ Kristensen – Wicked Gaming:
Vinderen af Copenhagen Games 2016 kommer med høje forventninger til Pricerunner Cup. Udover forventningerne fra ham selv bliver han altid bakket op af utroligt mange mennesker og forventes også at have en stor opbakning, når det går løs på lørdag. De mange finter og det høje tempo kan blive nøglen til sejr for Dingo, som skal ud og vise, at sejren til Copenhagen Games ikke var et tilfælde.

“Jeg forventer en meget svær turnering, da næsten alle topspillere i Danmark stiller op, bl.a. Agge og Bacha, dingosom nok er de 2 bedste FIFA-spillere I hele verden. Dog tror jeg på mig selv, og jeg ved, at på en god dag kan alt lade sig gøre. Jeg vil gøre mit bedste, og jeg håber selvfølgelig på at gå hele vejen. Jeg vil være 100 procent klar denne gang. Til CG Lan var motivationen lidt nede, men nu er jeg mere end klar, og jeg tror det bliver en god turnering. Som forberedelse har jeg min holdkammerat Frederik ‘Mr.L2R2’ Fredberg. Vi øver sammen dagen inden turneringen sparkes igang for at få styr på de sidste ting. For mig er dette den bedste forberedelse fremfor at spille hver eneste dag i flere timer, og måske blive træt af spillet I længden og derfor ødelægge det for sig selv”, udtalte Dingo, som havde Mohamad ‘Bacha’ Al-Bacha, August ‘Agge’ Rosenmeier og vennen Frederik ‘Mr.L2R2’ Fredberg i sin top 3. Han fortalte også om den opbakning, han altid får hjemmefra:

“Min familie og venner er der altid for mig, og jeg synes det er så fedt, at de gider at bruge deres tid på at støtte mig og bakke mig op. Det giver et kæmpe boost, og det motiverer mig virkelig meget. Det er dejligt med en masse positive energi fra både venner og familie, og jeg håber, at det vil fortsætte meget længe endnu”, sluttede Dingo.

 

Følg med i morgen, hvor vi præsenterer de fire, som vi mener står stærkest i kampen om sejren til Pricerunner Cup 2016.

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.