Det er ved at være tid til Sports-Gaming.dk’s første SG Plus finaleturnering, og nu da vi har en liste med top 16, hvor alle deltager, kan vi se frem mod hvilken turnering vi får at se på søndag kl. 19.30. Det bliver med nogle af de bedste danske online FIFA-spillere.


Det er lørdag formiddag, det er weekend, og vi kan se frem mod en spændende finaleturnering i SG Plus-serien, hvor det er de 16 bedste SG Plus-medlemmer der gennem næsten et halvt år har kæmpet for at komme i denne position til den første finaleturnering på Sport-Gaming’s Plus-leaderboard.

Da vi hos Sports-Gaming.dk i starten af året meldte ud med dette nye tiltag til online FIFA i Danmark blev det mødt med skepsis i starten, men det er gået hen og blevet en stabil turnerings-række, for nogle af Danmarks bedste FIFA-spillere, med mindst 16 spillere til hver turnering, hvor der nogle gange har været op mod 30 spillere med. Det har især været en turnering, hvor en Mohamad ‘xBachaa’ Al-Bacha har vist sig som en af Danmarks bedste online FIFA-spillere, mens vi også har haft Lasse ‘Kongen’ Bækkelund som fast inventar, som har vundet hele 4 turneringer, vel at mærke indenfor relativ kort tid og på få turnerings-deltagelser.

Alle SG Plus-medlemmerne har haft mulighed for at skrabe point sammen til top 16, som giver adgang til denne finaleturnering vi nu ser frem mod, men det er nu slut. Spillerne har nu ikke en mulighed for at have en dårlig dag, da de i morgen skal deltage i den endelig turnering som munder ud i et slutspil efter et gruppespil. Det bliver godt nok med dobbelt elimination i slutspillet, men det betyder stadigvæk, at spillerne maks kan have én kamp hvor de ikke topper i niveauet. Det skal blive spændende at se, hvem der løber med den endelige sejr i Sports-Gaming.dk’s første SG Plus finaleturnering, hvor en 1. plads kaster 1.000 kr. af sig, en 2. plads 250 kr. og en 3. plads 100 kr.

Det lykkedes os at få fat i 3 spillere som kommer til at deltage på søndag, og få et par ord ud af dem og deres forventninger:

 

Mohamad ‘xBachaa’ A-Bacha | nr. 1 på SG Plus-leaderboardet med 196 point:

Mohamad, du har i noget tid været uofficielt kronet som Danmarks bedste online FIFA-spiller – hvad er din mening selv om dit niveau her i FIFA 15?

“Mit niveau har ændret sig markant siden FIFA 14. Jeg har fået lært at implementere driblinger til mit gameplay, og dermed har jeg også fået løftet mit spil markant i dette års udgave af FIFA 15. Jeg synes, at mit niveau har været sindssygt højt, da jeg har vundet en del online-turneringer, og præsteret udmærket offline. Jeg har på sølle 6 måneder udviklet mig til måske en af de bedste danske spillere på nuværende tidspunkt. Jeg synes, at mit niveau har været rigtig højt, og dermed er det måske også fair nok at folk ‘kroner’ mig som den bedste online FIFA-spiller.”

Du indtog 1. plads på SG Plus-leaderboardet allerede ved de første turneringer og var forholdsvis sikker hele vejen i gennem. Hvad vil dine forventninger være op mod finaleturneringen på søndag?

“Ja, jeg har gennem hele SG Plus-forløbet følt mig sikker helt oppe i toppen. Angående turneringen på lørdag, så forventer jeg et højt niveau, da der efterhånden er et stærkt felt i Danmark, men som man nok ved, så må man oppe sig og så vise folk hvad man står for, og præstere sit bedste.”

Hvad er dit bud – hvem ender i finalen på søndag?

“Finalen bliver med mig og så en anden som jeg ikke rigtig ikke kan spå, men jeg forventer vel, at det bliver Lasse ‘Kongen’ Bækkelund eller Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg.”

 

Lasse ‘Kongen’ Bækkelund | nr. 3 på SG Plus-leaderboardet med 128 point:

Du har længe været i toppen indenfor FIFA her i Danmark, men i år er det virkelig gået godt for dig. Er det på grund af FIFA 15, eller har du bare udviklet dig personligt i spillet?

“Jeg ved ikke hvad der er sket i år siden at det er gået så godt, men min koncentration har ændret sig markant til turneringer, hvilket kun har været en fordel for mig. Det har ikke noget med spillet at gøre, da alle har de samme forhold.”

Du lå sammen med Mohamad ‘xBachaa’ A-Bacha i toppen af SG Plus-leaderboardet allerede fra start, og har siden FIWC været lidt inaktiv. Har du holdt pause med FIFA den sidste måneds tid, og hvorfor?

“Jeg er lidt overrasket over, at jeg nåede en top 16 placering på leaderboardet, da jeg kun deltog i de første par stykker. Siden FIWC har jeg holdt en lang pause ja – lysten til FIFA er desværre gået lidt væk, men jeg viste heldigvis til CULT Cola Aalborg Open, at jeg godt kan koncentrere mig og præstere, selvom jeg ikke er i form”

Hvad er dit bud – hvem ender i finalen på søndag?

“Jeg har ikke rigtig nogen ide om, hvem der faktisk er kvalificeret, men det er gået forbi mine ører, at Hr. Mølgård nåede at komme med, så mon ikke han vinder

 

Jesper ‘Pilm94’ Prang | nr. 14 på SG Plus-leaderboardet med 73 point:

Hej Jesper. Du har ikke deltaget i så forfærdelig mange af vores SG Plus-turneringer, men formåede alligevel at komme med i top 16 på en sejr, en 2. plads og en 3. plads hovedsageligt. Hvad vil dine forventninger være op mod finaleturneringen på søndag?

“Jeg forventer selvfølgelig at gøre det godt, ligesom jeg har gjort de gange jeg ellers har deltaget, som du også nævner, men ellers ikke det store. Online er ikke min favorit-disciplin, men jeg ved dog, at hvis humøret er der, så skal jeg nok komme i den lidt sjovere ende. “

Du udtalte efter din flotte sejr ved CULT Cola Aarhus Open, at du ikke mente det var et lucky strike – er det blandt andet det du vil bevise på søndag?

“Jeg synes allerede, at jeg har bevist en “smule” efter Aarhus Open med en top 12 til CPH games, Top 16 til Audi Cup og ej at forglemme en top 8 i CULT Cola Aalborg Open, som vidst nok er passeret stille forbi, uden nogle lagde mærke til at jeg nåede dertil. Jeg vil dog selvfølgelig bestræbe mig på at levere igen på søndag, hvis det er det der skal til for at overbevise folk om, at jeg har en eller anden form for kvalitet.”

Hvad er dit bud – hvem ender i finalen på søndag?

“Jeg ser da gerne, at jeg selv ender øverst på podiet, men ellers er der vel ingen overraskelse i at nævne Lasse ‘Kongen’ Bækkelund, Mohamad ‘xBachaa’ Al-Bacha og Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg. De her dage synes jeg især, at Lars har spillet rigtig godt, så jeg ville langt fra blive overrasket hvis han vinder. Skal vi kigge på nogle jokere, så tror jeg at Frederik ‘Fredberg2013’ Fredberg, med et ekstremt farligt løbeangreb, og Marcus ‘Danmar12’ Kok, hvis han fortsætter stilen fra CULT Cola Aalborg Open, kan gå hen og skabe problemer for de fleste.”

 

Efter et par spændende interviews er det tid til at slutte optakten til Sports-Gaming.dk’s første SG Plus finaleturnering – hvem tror du ender med sejren? Bliver det Mohamad ‘xBachaa’ Al-Bacha som i år har domineret FIFA online i år, eller bliver det måske Lasse ‘Kongen’ Bækkelund som har præsteret stort offline, eller en helt anden, som løber med sejren? Husk at du kan følge med inde på Sports-gaming.dk på søndag, og se hvordan de forskellige klarer sig.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *