Det bliver Danmarksmestrene Fredberg, Dingo og spillende coach Barnewitz, som kommer til at repræsentere det danske landshold på den virtuelle grønsværn.

Præcis som det blev røbet i går, bliver det de to Brøndby-spillere Frederik Fredberg og Daniel ‘Dingo’ Kristensen, der sammen med deres spillende coach Daniel Barnewitz kommer til at udgøre det danske eLandshold.

Det kunne DBU nemlig annoncere her til eftermiddag sammen med bekræftelsen af Danmarks deltagelse ved den nordiske turnering, som foregår i Finland allerede den 2. februar.

Fredberg, Dingo og Barnewitz skal her repræsentere de rød-hvide farver i en skandinavisk turnering, hvor henholdsvis Sverige, Danmark, Norge og Finland stiller op med hver deres FIFA-landshold.

Til trods for at det i første omgang bliver disse tre, som skal stille op for eLandsholdet, meddeler DBU dog også i nyheden, at truppen sagtens kan blive ændret løbende.

Vi har kun ét ønske. At stille med det stærkest mulige e-fodboldlandshold. Nu og her skulle det gå hurtigt, fordi Finland inviterede til en stor turnering. Derfor har vi udtaget Danmarksmestrene. Men fremadrettet kommer vi til at udtage ud fra konkrete udvælgelseskriterier, og med udgangspunkt i et setup, som udvikles over foråret. I det arbejde inviterer vi alle gode kræfter til at byde med gode ideer og inputs til det rette setup,” lyder det fra konstitueret direktør i DBU, Kenneth Reeh, til DBUs hjemmeside.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.