DM er nu et overstået kapitel, og det blev altså året, hvor August “Agge” Rosenmeier tog sin fjerde DM titel i træk, men også året, hvor et af de kendte ansigter i communitiet, nemlig Nicklas “Niller” Stensgaard gik hele vejen til semifinalen og endte med en bronzemedalje.

Niller var i følge vores seedningsliste blevet kandideret som bobler, og han skulle bevise overfor hele FIFA-miljøet, at han hører til i den absolutte top. I første knock-out runde skulle han op imod sidste års kvartfinalist Jeppe Rindom, hvor det blev til en 2-1 sejr. Herefter fortsatte han sikkert med en 5-1, 4-2 og 2-0 sejr, inden han i kvartfinalen skulle op imod sidste års runner up, Marcus Jørgensen, hvor det også blev til en overbevisende 4-1 sejr. Semifinalen blev dog endestationen for Niller, da han rendte ind i Lars “Primeturbo” Korreborg og et nederlag på 3-1. Niller skulle dog komme sig hurtigt over nederlaget, da han umiddelbart efter skulle ind på scenen, og forsøge at rive bronzemedaljen hjem i kampen mod Mads Larsen. Dette lykkedes med en sejr på 1-0, og en kæmpe præstation af den blot 17-årige knægt fra Hillerød.

Vi fik et par ord fra Niller omkring præstationen og forventningerne til det kommende FIFA år.

“Først og fremmest – Stort tillykke med 3. Pladsen til DM, Niller. Hvordan føles det?”

“Mange tak, det føles utrolig godt. Jeg kan stadig ikke helt forstå, at det lykkedes mig at vinde bronze.”

“Nu da du officielt er den 3. bedste i Danmark, hvordan regner du så med, at FIFA 16 kommer til at gå for dig?”

“Spillet kommer til at være anderledes. Der kommer til at være nogle nye ting i spillet, samt nogle gamle ting som bliver ændret. Så alt det skal man selvfølgelig lære og vænne sig til. Jeg har nu officielt været en del af communitiet i et år, da mit første event var DM 2014, så derfor har jeg fået en hel del erfaring og lært en hel masse, som jeg kan tage med mig over i det nye spil. Jeg regner med, at der kommer flere medaljer hjem i FIFA 16, og så regner jeg med, at komme højere op på Sports-Gamings rangliste. “

“Hvem blev du mest overrasket og skuffet over til eventet?”

“Lasse “Kongen” Bækkelund tidlige exit skuffede mig mest. Havde regnet med, at han vandt DM, så at han røg ud tidligt var en stor skuffelse. Mads Larsen og Johan Gass overraskede mig meget ved at de kom så langt og var velspillende.”

Vi glæder os til at se mere fra Nicklas “Niller” Stensgaard i 2016, og endnu engang et kæmpe tillykke med den flotte placering!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.