Med nattens lodtrækning af FIFA Interactive World Cups gruppespil ved spillerne nu, hvad der venter dem, når de vågner og senere i dag skal i ilden. Vi har snakket med en tidligere FIWC-deltager om danskernes grupper, samt hvordan det er at deltage i disse turneringer.

I disse dage er August ‘Agge‘ Rosenmeier og Mohamad ‘Bacha‘ Al-Bacha rejst til New York for at kæmpe om titlen som verdens bedste FIFA-spiller ved årets største FIFA-turnering, FIWC. I nat blev der trukket lod om grupperne, og dermed har de nu fået en dag til at forberede sig på gruppespillet og de modstandere, de skal møde.

En spiller, der tidligere har deltaget FIWC, er fynboen, Lasse ‘Kongen‘ Bækkelund. Han var sidste år med i München, hvor han leverede et godt indtryk og sluttede turneringen af med en 9. plads på verdensranglisten. Det blev dog kun til en 3. plads i gruppespillet og derfor ikke videre avancement til kvartfinalen, men Bækkelund nåede alligevel at vise sig frem med sit høje tempo, sine kreative egenskaber og sine utallige finter, som specielt mexicaneren, Irving Velazquez, blev udsat for i den sidste gruppekamp (video kan findes i bunden).

Vi snakkede med Bækkelund om de to danskeres grupper i årets FIWC:

“Gruppen ser fin ud for August, synes jeg. Selvom Guastella før har været med helt fremme i feltet, så ved jeg, at August er en væsentlig bedre spiller, og derfor burde det ikke være et problem. Det er typisk, at han endnu engang formår at trække Ivan Lapanje, men det må så også betyde, at hvis de to går videre, kan de først mødes sent i slutspillet, hvilkDSC01793et jeg tror er godt for August. Bachas gruppe ser lidt mere tvivlsom ud. Dean Coombes er kendt for sit defensive spil og kontraangreb, og hvis Bacha ikke får knækket ham hurtigt, kan det blive rigtig svært. Benedikt Salzor er mange gange tysk mester, og det taler lidt for, at han er klar favorit i gruppen”, udtalte Bækkelund, inden snakken faldt på den erfaring, som Agge går ind til turneringen med:

“Augusts erfaring betyder alt. Han har efterhånden været med til et stort antal VM-turneringer, og det gør selvfølgelig, at han ved, hvad der skal ske og ved, at han har, hvad der skal til for at vinde det hele. Jeg tror, at August går hele vejen, men som han selv har udtalt, så kan et bump på vejen blive Ivan Lapanje, da de kender hinanden særdeles godt. Ivan Lapanje bliver Agges største udfordrer. Agge er den suverænt bedste som er der, men grundet relationen til Ivan, så tror jeg, at det bliver en meget taktisk kamp. Kevin Assia kunne også være et bud, da han er lidt af et monster, når han rammer dagen.”

 

Omvendt er det Al-Bachas første FIWC og blot anden internationale turnering, og når man tænker på, at det de sidste mange år har været utroligt erfarne spillere, der har vundet, er der ikke meget, der taler for, at Al-Bacha kan gå hele vejen ved dette års FIWC. Samtidig står han, ligesom Bækkelund sidste år, med en gruppe, hvor der både er de mere kendte spillere, men også en ukendt spiller. Begge dele har sine fordele og ulemper, så vi spurgte også ind til dette tema samt hvad man kan forvente af Al-Bacha:

“Jeg synes det er fedt, at Bacha er kommet med. Grundet hans mange timer og hårde arbejde i spillet samt hans kontinuitet på onlinedelen, så er det fuldt DSC01830fortjent, at han har kvalificeret sig i år. Umiddelbart skal der meget til, før han kan gå hele vejen, men rammer han dagen i gruppespillet og når til slutspillet, så kan alt ske, hvis han bare holder fokus. Det er selvfølgelig en god ting at vide, hvordan ens modstander spiller, men hvis det er en kendt spiller, er det jo også fordi personen har præsteret nået før. For mig personligt var det en klar fordel, da jeg følte at jeg var bedre end både Dasonville og Velazquez samtidig med, at jeg faktisk kunne gå ind til kampene som underdog. Mod Dabilgou og Azzahim var det en lidt anden sag, da jeg følte mig som favorit, men ikke kendte til deres spil overhovedet”, sluttede Lasse ‘Kongen‘ Bækkelund, som i aften kan se Mohamad Al-Bacha og August Rosenmeier tage hul på gruppespillet, som kan følges her på Sports-Gaming, hvor der både vil være stream direkte fra New York samt live updates under turneringen.

Som tidligere nævnt, lavede Bækkelund sidste år et mål, der kandiderer til turneringens mål, da han med hele 8 finter på 10 sekunder satte flere af Irving Velazquez’ spillere af puttede bolden ind af en chanceløs keeper. Dette mål kan genses herunder:

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.