Kongen sejrer på hjemmebanen

0
905

En veloverstået weekend er forbi, og vi vil nu påbegynde forberedelserne til CULT Cola Copenhagen Open, der bliver med FIFA 16 i hovedrollen. Før det skal vi dog lige kigge tilbage på en fantastisk weekend på Fyn, hvor utallige Fifa spillere var mødt op, og langt de flest med håbet om at stå med en check på 10.000 danske kroner. I denne weekend fik vi både afholdt 1v1 og 2v2 turnering, men vi starter med at runde 1v1 turneringen lørdag af.


Hele showet startede klokken 11, hvor vi satte de første 16 grupper i gang. Her skete der ikke de vilde overraskelser, og feltet til anden starts-tid – klokken 12:30 – så ud til at kaste flere og endnu stærkere spillere fra sig. Her så vi spillere som Nicklas ‘Niller’ Stensgaard, Jacob ‘Kragefucz’ Kragelund og Mohamad ‘Mo’ Al-Bacha stoppe efter 1. gruppespil.odense 3

Simon Juul fra Copenhagen Wolves havde flittigt sat en stærk stream op til folket, der var forhindret i at komme, og den startede han op lige så snart 2. gruppespil begyndte. Hele dagen havde han udover de mange besøgende på Twitch, også hevet gæster ind i sit lille “studie”, og her startede han ud med at have Mads ‘HomeZ’ Holm som med-kommentator, og han sad så med helt frem til efter de gruppespil var ovre. Vil du gerne gense samtlige minutters streamning fra Odense, kan det hele findes lige her.

I 2. gruppespil kunne 3. pladsen fra Aalborg Open, Christian Aaby, ikke genfinde spillet, og blev nødt til at forlade turneringen her. Det var han ikke alene om, eftersom at Mads ‘NyrnZ’ Nyrnberg og Mads Strack forlod turneringen med ham.

Vi var dermed endelig nået til slutspillet, og her begyndte folk at møde mere og mere op inde i den store og flotte sal, hvor den store scene var sammen med streamningen, der havde fået besøg af Sports-Gaming.dk´s egen redaktør, Mads Strack. Der var lagt op til et kanon slutspil.

Stemningen igennem turneringen blev udført af Lasse ‘Kongen’ Bækkelunds familie, der kom rundt omkring fra Fyn, og altså havde dannet en fanbase med trøjer og banner. Det var noget, der selvfølgelig løftede humøret for turneringen.

Godt humør var det til gengæld ikke at finde hos Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg, da han måtte se sig slået af Clan eSpumas Marcus ‘Kokkane’ Kok i en kamp PrimeTurbo bestemt følte sig snydt i, men dette var endestationen for Copenhagen Wolves’ lige nu eneste spiller. Nu blev det så dog tid til en kamp, hvor smilebåndet kom lidt mere i spil, eftersom at de to venner, spiller og coach hos Tricked eSport, Kent ‘TalentKent’ Brylle og Lasse stødte ind i hinanden. Her fik vi så Sanne ‘Sannemor’ Bækkelund med som med-kommentator til streamen. Kampen her endte efter forlænget spilletid 5-3 til Lasse, og det skulle ikke vise sig at være hans sidste sejr i dag.

I kvartfinalen skulle han nemlig op i mod Frederik Søndergaard, der netop lige havde slået Lasses holdkammerat, Marcus ‘ExpectSporting’ Jørgensen, ud. Derfor var Lasse opsat på at give en lærestreg til Frederik, og netop dette gjorde han med en sikker 3-0 sejr.

Nu stod fire mand tilbage. Jesper ‘Pilm’ Prang, Lasse ‘Kongen’ Bækkelund, Kenneth ‘Bankeren’ Bank og den unge Carl Emil ‘Carly’ Lindblad fra Clan eSpuma.

odense 2
Kongen havde skam HELE familien med.

Her stod Kenneth overfor Kongen, og det viste sig desværre for ham og FIFA Team Copenhagen at være en for stor mundfuld, og Kongen var dermed videre til finalen, mens at Bank ventede på at bronzekampen kunne sættes i gang. Her skulle han noget så overraskende møde Aarhus Open vindere, Pilm, og det var en kamp i mellem de to gamle holdkammerater, hvor Pilm beviste sine evner med en 3-0 sejr og kunne tage 3. pladsen foran Bank.

Vi manglede dermed blot én kamp, og den var hurtigt afgjort, eftersom at Kongen fra Fyn viste vigtigheden i at have støtte med hjemmefra og være på hjemmebane, og hurtigt afgjorde kampen med et par scoringer, og endte med en 5-0 sejr.

Stort tillykke til Lasse ‘Kongen’ Bækkelund, der altså nu tager sin anden Open sejr i træk, og kan lave et hattrick til Copenhagen Open i det sidste kvartal af 2015. I morgen kan I læse mere om hvordan søndagens 2v2 turnering gik an, og så vil vi selvfølgelig også snakke meget mere med spillere og hold, for at høre om de fik forløst forventningerne.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here