I den sidste sæson af FIWC lykkes det den danske topspiller Lasse ‘Kongen’ Bækkelund at få 90 sejre ud af 90 mulige til kvalifikationen. Dette sætter ham klart blandt de bedste i kvalifikationen, og som det står lige nu, har han en meget stor mulighed for at kvalificere sig til verdensmesterskabet i München senere på året. Vi har naturligvis taget fat i ham til en snak omkring hans mulige kvalifikation og hans fantastiske resultat.

“Hej Lasse. Tusind gange tillykke med det flotte resultat! Hvordan har du det lige nu?”
“Hej Andreas. Tusind tak! Jeg har det helt fantastisk. Efter min kæmpe blunder i sæson 1(endte som nummer 3, red.), så havde jeg aldrig troet, at jeg skulle komme tættere på at kvalificere mig. Det begyndte egentlig også først rigtigt at gå op for mig efter de første 75 kampe, at jeg faktisk var tæt på nu!”

“Har du en god fornemmelse i maven i forhold til kvalifikationen? Tror du på chancen?”
“Jeg har en okay mavefornemmelse. Jeg ved, at min kvalifikation er 100% legit, og da jeg har den 3. bedste målscore på leaderboardet, så burde jeg klare den. Dog har EA lavet nogle mærkelige bans i sidste måned, så det virker lidt skræmmende.”

“Tror du, at du kan skabe resultater i München til sommer, hvis du kvalificerer dig?”
“Jeg har store forventninger til München. I mine øjne er det her sidste gang, at jeg har muligheden for at kvalificere mig til VM, så jeg SKAL ned og levere et resultat. Dog vil jeg ikke glemme, at det er en kæmpe oplevelse, hvis det sker, så jeg vil også nyde det 200%!”

Det er et utroligt højt niveau, der generelt er til turneringen. En anden dansker, Daniel Barnewitz, ligger også med helt oppe i toppen med 4948 point ud af 4950 mulige – så det er faktisk sandsynligt at se to danskere, der bliver kvalificeret til turneringen, da mange fra toppen ofte bliver bannet.

Spændende bliver det uanset udfaldet – sørg for at følge med her på Sports-Gaming for yderligere opdateringer omkring Kongens kvalifikation!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.