Lars ‘Primeturbo’ Korreborg vandt i overbevisende stil årets udgave af Pricerunner Cup med flere gode præstationer gennem turneringen, der blev sluttet af med en utrolig 8-0-sejr over verdensmesteren Mohamad Al-Bacha. Læs hele interviewet med ham her.

En af de ting, der karakteriserer Lars, er at han generelt har haft et meget højt niveau på tværs af flere FIFA-spil nu. Han har konsekvent ligget i toppen af den danske rangliste, hvor han lige nu indtager den flotte 2. plads lige bag August ‘Agge’ Rosenmeier. Men at han skulle gå hele vejen og tage sejren i Pricerunner Cup i forgårs med den utroligt svære konkurrence der er, var svært at forudsige. Hans seneste turneringsdeltagelser har desværre ikke resulteret i nogle store sejre, og sidst han vandt en større turnering, var i FIFA 15. Men nu har han for alvor vist, at han også kan spille FIFA 16 med manér. Vi har taget fat i Lars til en snak omkring hans turnering, hans hold Wicked Gaming og meget mere.

“Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige. Jeg forstår det stadig ikke og har en underlig følelse i kroppen. Ét er at få en sejr efter at ingen rigtig troede på mig mere, noget andet er måden det sker på. Det er nok det mest overraskende resultat, der nogensinde har været i en FIFA kamp, og måden jeg spillede mit spil på var fantastisk. Det tempo jeg lagde for dagen i finalen var utroligt. Jeg må dog sige at jeg havde heldet til også at vinde en tæt semi-finale imod en alle også havde meldt ude, Lasse ‘Kongen’ Bækkelund. Sikke et comeback han fik lavet i går, dejligt at se, og uanset hvad folk rundt omkring siger, så skal man have stor respekt for Mohamad Al-Bacha. Han er verdensmester og har præsteret vanvittigt gennem hele året, og en finaleplads er langt fra dårligt i en turnering i Danmark, så stor respekt for hans præstation.”

Lars har i et godt stykke tid nu spillet for Wicked Gaming, der har en meget bred, men også dygtig trup. Deres spillere vinder turneringer på stribe, med især Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach og Daniel ‘Dingo’ Christensen, der præsterer for tiden. Lars er på nuværende tidspunkt leder af FIFA-holdet, og han er blevet rost flere gange for at have samlet et af Danmarks bedste FIFA-hold lige nu.

Lars i finale

Lars i kamp mod Al-Bacha i finalen.

“Jeg har hentet spillere ind som ikke bare kan noget, men også passer sammen, og vores sammenhold er vanvittigt, ligesom jeg er utrolig glad for dét, vi som hold har sammen. Wicked Gaming har gjort det helt rigtige ved at have et akademi ved siden af førsteholdet, hvor vi gerne vil udvikle nogle helt unge spillere i fremtiden, så det ikke bare bliver et kortvarigt ophold, men derimod et langvarigt ophold, hvor de kan se de udvikler sig, samtidig med de har det godt. David og sponsorerne, som skaber de bedste rammer for vores hold. Vi har indtil videre gjort det rigtige, og de skal have en stor tak for deres støtte. Successen skyldes planlægning og nogle spillere der har præsteret rigtig godt, hvilket de selvfølgelig skal have stor ros for. Jeg er i hvert fald ret tilfredse med alles præstationer det seneste stykke tid, og med 4 turneringssejre i træk, så har vi også vist at vi er et hold der ikke bare bliver slået.”

Der har længe været et pres på Lars for at vinde en ny turnering, da mange så ham så småt på vej ud af Danmarkstoppen. Men med denne sejr hopper han direkte tilbage ind i den, og han håber naturligvis selv at få endnu flere.

“Det er en enorm lettelse endelig at få min første pokal i hus. Det har jeg kæmpet for i 5 år nu, og selvom jeg har vundet Audi Cup og Midtjysk Mesterskab sidste år, så var det her noget af det største nogensinde i min karriere. Nu det tid til at nyde sejren, og så er det bare om at komme ned på jorden igen, hvor næste mål er 2v2 med Jesper ‘Pilm’ Prang, som også skal finde sig selv igen, og vi sparer rigtig godt, og jeg ved han nok skal komme stærkt igen, så vi som et hold kan vinde Elgiganten Cup eller/og Marienlyst 2v2. Målet er dog at få Wicked Gaming længere frem, så vores hold kan blive større end det er. Der er dog kun gået 5 måneder, siden vi var til første turnering, og vi er allerede kommet længere end forventet, så det er tilfredsstillende. Vores mål er bare at holde vores niveau i FIFA, og skrabe flere resultater til Wicked Gaming, men vi skal virkelig også holde benene på jorden, for ellers går det pludselig modsatte vej, og så kan vi få svært ved at vende en dårlig stime.”

Og vi nævnte tidligere, at Wicked absolut er et af landets allerbedste FIFA-hold for tiden – men er de det absolut bedste? Dette har vi naturligvis spurgt Lars om han synes. Og som altid har han ros til andre.

“På papiret er Tricked stadig bedre når man kigger fra spiller til spiller, men vi har klart et enormt potentiale, og vi er to hold som gør det ekstremt godt, så jeg vil sige at vi kæmper sammen med dem. Dog skal XI Gaming også have stor ros for deres projekt, og Dan skal have stor ros for måden XI gør tingene på, og de går en lys fremtid i møde.”

Lars blev meget emotionel efter sin finalesejr – og det var ifølge ham en delforskellige personers årsag.

“Jeg vil gerne takke en række personer, som virkelig har betydet meget for at jeg fik dette resultat, og de personer var også med til at gøre at jeg ikke kunne holde følelserne inde efter min sejr, da sejren var til ære for dem. Jeg vil gerne takke to utrolig gode FIFA venner i Victor ‘Viggoo_’ Hougaard og Zakaria ‘Zaka’ Goandal. Derudover vil jeg takke min tidligere akademispiller Sebastian ‘Mys’ Mysager for også at tro på mig. Så vil jeg takke Mikkel ‘RæveHjorth’ Bach og Malthe ‘KontraDørge’ Dørge for en fantastisk opbakning. Til sidst vil jeg gerne takke vores holdejer David, Frederik ‘Skraldberg’ Fredberg og Daniel ‘Skraldgo’ Klink Kristensen for alle deres L2-R2 tricks, samt timing af deres driblinger og afleveringer, som jeg virkelig har lært meget af. TifoSport skal selvfølgelig også have en tak for at sponsorere mig i denne turnering, hvilket skaffede mig nogle utrolige gode rammer for at præstere til turneringen. Min familie og nærmeste venner skal også have en stor tak for at støtte mig konstant hjemmefra, hvilket jeg er meget taknemmelig for.”

Vi ønsker Lars stort tillykke med sejren!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.