For en måned siden blev det offentliggjort, at FIFA Team Copenhagen i fremtiden skulle fungere som akademi for det nystartede hold, Wicked Gaming. Derfor har holdet endnu en gang været ude og finde unge kræfter med henblik på fremtiden.

Strategien er efterhånden lagt om i FIFA Team Copenhagen, som før i tiden kunne prale af navne som Lars ‘Primeturbo‘ Korreborg, Parampreet ‘Paro‘ Singh, Jesper ‘Pilm‘ Prang og Paw ‘Wap‘ Bertelsen. Disse folk er nu fortid på holdet, og i stedet er fokus lagt på yngre spillere med henblik på at udvikle disse til de næste store profiler på den danske scene.

Dette har betydet at unge spillere som Victor ‘Vitinho‘ Naur, Mads ‘MadsPanda‘ Larsen og svenske Douglas ‘HortyGoose‘ Dahlberg er blevet hentet til holdet i løbet af året, og i dag har endnu en spiller så lavet en aftale med FIFA Team Copenhagen. Her er tale om den blot 13-årige Mikkel Hjort Bach, som med hans unge alder har mange år foran sig på den danske scene og nu skal forsøge at leve op til københavnernes forventninger til ham. Copenhagens holdansvarlige, Jannick Larsen så dog også frem til samarbejdet med den unge spiller:

“Mikkel er en ung spiller, som har et godt niveau og som er værd at bygge mere på. Vi har lavet et kort samarbejde, hvor Mikkel skal bevise, hvad han kan på kort tid. Han skal blandt andet være med til at repræsentere holdet ved FIFA Team Challenge, og efter aftalen er slut, vurderer vi så om vi skal fortsætte samarbejdet eller afslutte det. Jeg ser selvfølgelig helst, at det fortsætter, men der er kun en, som kan overbevise mig, og det er Mikkel selv. Den konkrete plan er altså ikke fast før vi ved om det er et samarbejde, der skal vare ved. Vi prøver at hjælpe ham så meget vi kan.”

Hovedpersonen var også selv tilfreds med aftalen og så frem til samarbejdet med de andre unge spillere:

“Jeg har det rigtig godt med at blive en del af FIFA Team Copenhagen. Det virker som om, at alle på holdet er flinke, og der er blevet taget super godt imod mig. Jeg sagde ja, fordi jeg gerne vil udvikle mit spil endnu mere, og så er det en bonus, at det er et akademi for Wicked Gaming. De kan tilbyde mig et godt sammenhold, gode medspillere og forhåbentlig bedre resultater til turneringer fremover. Jeg ser rigtig meget frem til samarbejdet, da man jo udvikler sig mere sammen med andre end alene, og det håber jeg, at hele holdet kan vise i fremtiden.”

 

 

Du kan følge de talentfulde drenge om få uger, hvor Cult Cola Copenhagen Open afholdes med en præmie på 10.000 kroner, hvis det lykkes at vinde turneringen.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.