FIFA 16 er ved at blive rundet af, og derfor har vi talt med nogle af de vigtigste danske personligheder på FIFA-scenen i løbet af året – både på den danske scene og den internationale.

Bemærk! Disse interviews er foretaget over en længere periode, og derfor kan detaljer om nogle turneringer være udeladt.

Gårsdagens artikel havde fokus på Martin Bødker Fritzen, der startede som turneringsorganisator, men har nu skabt en stor esports-organisation med plads til både eliten og bredden. I dag taler vi med et talent, der for alvor fik luft under vingerne i FIFA 16. Det er Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach, der spiller for Wicked Gaming, der viste, hvad han kunne i løbet af året. Selvom Mikkel ikke har vundet en af de helt store solotitler endnu, så har han lagt meget energi i sit spil og spiller sprudlende og underholdende, ligesom han også er blevet rost for sit store talent. Han er meget ung, og har derfor også god tid til at arbejde med sit talent endnu, så der er god mulighed for at se Mikkel vokse endnu mere. Han har i løbet af året flere gange imponeret, både alene og 2v2, og har også taget et par titler med sig. Vi spurgte ham om årsagen til succesen i løbet af året.

“Det er svært at komme med én bestemt årsag til succesen, men det er klart, at det har noget at gøre med at jeg har lagt en del timer i det. Men den allervigtigste årsag er, at jeg er kommet på Wicked Gaming, hvor jeg har fået en kæmpe støtte fra de andre spillere, både via en masse online-kampe, men så sandelig også til events hvor vi altid støtter hinanden.”

Mikkel Hjort og Malthe Dørge som vindere af første udgave af Elgiganten Cup.

Mikkel Hjorth og Malthe Dørge som vindere af første udgave af Elgiganten Cup.

Som tidligere nævnt havde Mikkel vundet et par titler i løbet af året. Et sted, hvor han for alvor imponerede, var på 2v2-scenen, hvor hans samarbejde med holdkammeraten Malthe ‘KontraDørge’ Dørge blæste de fleste modstandere omkuld, og for alvor viste, at han brillerer sammen med ham. Men det er dog ikke kun Malthe, der er vigtig for hans vækst, det er også Wicked som helhed.

“Det betyder utrolig meget at have en makker som Malthe. Vi er rigtig gode venner udenfor FIFA og vi bakker altid op om hinanden. Vores succes i 2v2 har uden tvivl også noget at gøre med at vi har et super venskab, så alt i alt har han betydet rigtig meget. Det har været virkelig fedt at mærke det sammenhold vi har i Wicked og det er uden tvivl nøglen til vores succes. Vi har selvfølgelig nogle fremragende spillere, men det der ekstra niveau, det kommer via vores sammenhold og støtte til hinanden.”

Selvom det for mange var en overraskelse at Mikkel kom ud af ingenting, så har han dog stadig respekt for alle andre spillere på scenen, og alt, hvad de har opnået.

“Det er klart at August ‘Agge’ Rosenmeier og Mohamad Al-Bacha med deres verdensmesterskaber må være dem, der har opnået mest, da de internationalt har vist et fremragende niveau. Dog synes jeg ikke, at man må glemme Daniel ‘Dingo’ Kristensen, som har 2 store sejre i CPH Games og Odense Open. Derudover har Lars ‘Primeturbo’ Korreborg selvfølgelig også gjort det super godt, ikke mindst til Pricerunner Cup. Hvem der har overrasket mest, er lidt sværere at sige, da de fleste der har præsteret på højt niveau var mere eller mindre etablerede. Så der siger jeg Malthe ‘KontraDørge’ Dørge, ikke fordi han er min ven, men fordi ingen kendte ham og han nu har succes.”

FIFA 16 har været et svært spil for mange, og mange har klaget over elementerne, der har påvirket spillet i den negative retning. Men mange af de spillere, der for alvor præsterede i dette spil, har på en eller anden vis fået lidt ekstra ud af spillet. Det er heller ikke noget, som Mikkel kan sige sig helt fri fra.

“Det er lidt svært at sige helt præcist hvordan jeg har draget fordel af FIFA 16, men det kan godt have noget at gøre med at det kan betale sig at spille direkte, men omvendt er jeg sikker på, at jeg kan tilpasse mig til spillet, altså hvis det var en anden form der var mest effektiv, så ville jeg godt kunne drage fordel af det, så jeg vil sige at jeg er god til at tilpasse mig det enkelte spil, hvilket selvfølgelig gavner mig.”

Med Mikkels unge alder er det helt sikkert forventeligt, at han bliver en større stjerne på den danske scene. Han har god tid til at vokse og blive endnu bedre. Derfor giver det også sig selv, at der vil være nogle forventninger til ham. Det er ikke noget, som han tænker alverden over – men han forventer dog lidt af spillet i sig selv.

“Jeg forventer at det som spil bliver mere realistisk og mere possiesion-orienteret fra start. Dog er jeg lidt bange for at de laver en patch ret hurtigt, ligesom i år, da der er mange der brokker sig over at det ikke er ligeså let bare at pace sig igennem, så fra start realistisk, men måske bliver det lidt á la FIFA 16 efter noget tid. Resultatmæssigt er det lidt svært at sige, hvad jeg forventer. Jeg håber selvfølgelig på et godt år igen, og jeg forventer også nogle gode resultater men der er ingen tvivl om at det bliver svært, da der er mange klassespillere i Danmark.”

Det var 5. artikel i serien – følg med igen i morgen!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.