Det er med stor stolthed, at vi nu kan annoncere Elgiganten FIFA Series 2017!

Sports-Gaming.dk har indgået et større samarbejde med Elgiganten, som skal sikre, at Danmark forbliver en af de bedste FIFA-nationer i verden – dette skal ske igennem turneringer, der både er attraktive for bredden, men også turneringer som primært fokuserer på eliten. Ud over Elgiganten, så er PlayStation Danmark, Razer og eOddset også partnere på FIFA Series 2017.

På hele FIFA Series vil der samlet være præmier for ca. 300.000 kr. – heraf 200.000 kr. i kontante præmier!

Elgiganten FIFA Tour

Elgiganten FIFA Tour bliver vores landsdækkende turneringsrække, som rammer de større byer i landet. Der kommer til at være fire turneringer fordelt hen over året – som udgangspunkt én pr. kvartal. Der vil blive spillet på PlayStation 4 og i et normalt H2H-format – altså normale Kick Off-kampe. Ud over de faste partnere på hele Series, så er Red Bull også med som partnere på touren.

Der er rangliste point på højkant til vores danske rangliste, og alle turneringer på Elgiganten FIFA Tour rangeres som kategori 4-turneringer. Samtidig laves der et leaderboard, hvor alle fire turneringer tæller med. Dette samlede leaderboard efter fire turneringer vil OGSÅ give point som en kategori 4-turnering.

Vinderne af de fire turneringer på touren kvalificerer sig til Elgiganten FIFA Grand Slam sidst på året.

Der vil være præmier for minimum 150.000 kroner i turneringsrækken inkl. Grand Slam – heraf vil de 100.000 være i kontante beløb.

Elgiganten FUT Live

Elgiganten FUT Live bliver vores nye satsning, som udelukkende bliver for elite-spillerne i Danmark. Det populære spilmode Ultimate Team har længe været ønsket til brug ved live events også, og i 2017 vil vi forsøge at implementere dette. Der vil blive afholdt to FUT Live i 2017 – en før sommeren og en efter sommeren. Det endelige format omkring FUT Live vil blive annonceret når den første turnering er klar, men deltagerne findes primært igennem invitation ud fra den danske rangliste.

De to FUT Live vil give point til den danske rangliste – den endelige kategori fastsættes samtidig med annoncering af den første turnering.

Vinderne af de to FUT Live kvalificerer sig til Elgiganten FIFA Grand Slam sidst på året.

Elgiganten FIFA Events

Elgiganten FIFA Events dækker over de enkeltstående events, der vil blive lavet i samarbejde med Elgiganten i år. Det første event, der falder i denne kategori, er turneringen til Copenhagen Games d. 14. april 2017.

FIFA Events behøver ikke nødvendigvis at være nogen, som Sports-Gaming.dk står for, men altså events, hvor Elgiganten er hovedafsendere på. Der vil komme to af disse events i 2017 – den første er Copenhagen Games, og den næste forventes at blive afholdt i efteråret.

De to FIFA Events giver point til den danske rangliste – Copenhagen Games til kategori 4, og kategorien til efterårets event annonceres samtidig med turneringen.

Vinderne af de to FIFA Events kvalificerer sig til Elgiganten FIFA Grand Slam sidst på året.

Elgiganten FIFA Grand Slam

Elgiganten FIFA Grand Slam er navnet på den afsluttende live finaleturnering, der opsummerer 2017, og turneringen vil bestå af 8 finalister, som findes således:

  • Vinder af Elgiganten FIFA Tour #1
  • Vinder af Elgiganten FIFA Tour #2
  • Vinder af Elgiganten FIFA Tour #3
  • Vinder af Elgiganten FIFA Tour #4
  • Vinder af Elgiganten FUT Live #1
  • Vinder af Elgiganten FUT Live #2
  • Vinder af Elgiganten FIFA Events #1 –  Copenhagen Games
  • Vinder af Elgiganten FIFA Events #2

Elgiganten FIFA Grand Slam afvikles i november/december 2017, og turneringen giver point til den danske rangliste i kategori 3. I tilfælde af, at samme person kvalificerer sig flere gange (ved flere sejre), vil der blive indkaldt en reserve da kun den første kvalifikation er gældende. Reserven findes ved at tage den bedst placerede i turneringen som IKKE allerede er kvalificeret til Grand Slam – dog skal der som minimum en top 4 placering til for at man kan blive indkaldt som reserve i den pågældende turnering. Er alle fra top 4 allerede kvalificeret, vil reserven blive fundet på anden vis – dette annonceres hvis det bliver aktuelt.

Der vil være 25.000 kroner til 1. pladsen og 5.000 kr. til 2. pladsen – derudover vil der være øvrige præmier til alle finalister.