Senest så vi på tre boblere, der tidligere har præsteret til DM, og i denne omgang er det de første 3 på vores 15-mand store seedingsliste.

Der er ikke længe til DM og vi er efterhånden godt i gang med optakten. Samtlige spillere har været med i gamet i et stykke tid, og er klar over at de skal præstere godt for at slå alle de dygtige spillere, der er til DM.

Seed 15: Andreas ‘Andy’ Kirstein – HVB E-Sportsandy2
Denne purunge gut har allerede opnået en del store resultater – bl.a. en sejr til Midtjysk Mesterskab Junior samt en 2. plads i 2v2-turneringen. Ud over dette er det et hav af topplaceringer, som vi ikke kan nå at nævne. Vi har snakket med ham om den kommende turnering.

“Jeg ved ikke rigtig hvor langt jeg skal forvente, at jeg kommer, mest p.g.a. at jeg ikke har spillet så forfærdelig meget FIFA her for tiden, men jeg håber jeg kan komme til slutspillet.”
Omkring skuffelser, overraskelser og top 3 siger han:
“Jeg tror, at en spiller som Claes Hansen godt kan overraske og nå rigtig langt, ligesom jeg også tror at Nicklas Steensgaard kan overraske. Nogle af de nye spillere, som er begyndt at præstere online, tror jeg godt kan gå hen at skuffe.
Min top 3 er:
1. Lasse Bækkelund, fordi han har set stærk ud i FIFA 15, og jeg tror han kan hive den her sejr hjem.
2. August Rosenmeier, bare fordi det er August og vi alle ved hvor god han er.
3. Claes Hansen, fordi jeg tror han laver den overraskelse, og så har han bare set god ud til de sidste 2 opens.”

Kragelund på Oslo-båden.

Seed 14: Jacob ‘Kragefucz’ Kragelund – FIFA Team Nordjylland
Af nogle er han kaldt “FIFA’s svar på Wozniacki” – om det er på grund af udseendet eller evner på en tennisbane, siger historien dog ikke noget om. Men uanset hvad har Kragelund opnået en del – en af de største sejre værende FIFA Cruise i FIFA 15. Dog mangler han endnu den store turneringssejr, der booster ham helt op i toppen af Danmark. Men ikke desto mindre spiller han rigtig godt, når han rammer dagen. Vi har også interviewet ham om sine forventninger.

“Jeg spiller selvfølgelig min chance og så må jeg se hvor langt det rækker. Jeg glæder mig mere til at prøve det nye FIFA 16. Jeg spiller nogle kampe i ny og næ, men forbereder mig ikke decideret til turneringen.”

Kragelund havde også et bud på de mulige overraskelser, skuffelser og sin top 3:

“Jeg tror meget på Pilm som en potentiel vinder af DM. Han har ikke blot niveauet, men er også mentalt stærk – en værdifuld kvalitet i en så lang og krævende turnering. Jeg kan ikke se Lars gå langt i år, som trods åbenlyse kvaliteter i spillet, har en opgivende attitude og dårlig psyke.
1. Pilm
2. Lasse
3. Kok

Billede fra Lasse til FIWC i München.

Seed 13: Kent ‘TalentKent’ Brylle – Tricked eSport
Endnu en spiller med masser af erfaring, men uden de store sejre for nylig. Han har tidligere opnået bl.a. en 2. plads til tidligere nævnte FIFA Cruise samt en masse andre gode placeringer i diverse slutspil. Kent har dog på det seneste ikke præsteret på helt samme niveau, ikke mindst fordi han også har skullet udfylde en coach-rolle for Lasse Bækkelund. Vi har naturligvis også talt med Kent – både om rollen som spiller og coach.

“Lige DM har jeg aldrig haft det godt med. Jeg har været med tre gange og alle tre gange har endestationen været 2. gruppespil, så jeg håber på at komme videre derfra og derefter kan alt ske. Jeg er begyndt træningen på min Xbox, og det håber jeg kan give mig en lille fordel i forhold til mange andre. Jeg går selvfølgelig efter at komme så langt som muligt, men samtidig skal jeg også finde tid til andre vigtige opgaver i forhold til vores spillere, som stiller op. Jeg spiller kun Xbox op til for at lære controlleren at kende og selve gameplayet, som er anderledes end på PS4. Derudover håber jeg på at kunne lokke nogen med noget offline træning dagene op til.”

Omkring sin top 3 samt skuffelser og overraskelser siger Kent således:
“Jeg tror, at Lasse tager førstepladsen, Pilm bliver nummer 2 og Agge 3’er, hvis bracket tillader det. Agge er forsvarende mester, men imponerede ikke i London for ikke så længe siden. Spørgsmålet er om han får trænet ordentligt op til turneringen. Han skal dog nok nå rigtig langt og jeg bliver ikke overrasket, hvis han vinder igen. Pilm har udviklet sig enormt meget og er en rutineret spiller med et hoved, der er skruet rigtigt sammen. Det kan han komme langt med. Lasses form er god, han får det hele til at fungere i turneringerne og spiller med et tempo, som er næsten umuligt at følge.
Af skuffelser ser jeg først og fremmest Primeturbo. Folk har nok store forventninger til ham, men hans lille stunt om at “trække sig tilbage” ser jeg som et forsøg på at fjerne nogle af forventningerne. Jeg ser ham heller ikke som mentalt stærk og derfor tror jeg, at han falder igennem pga. presset. Af overraskelser kunne jeg sagtens se Niller eller Andy levere end toppræstation, da de begge har et meget højt topniveau. Wahed er også en spiller, der kan ende med at vinde det hele, men en voldsom overraskelse ville det dog ikke være.”

Det var så dagens spillere – hvem af disse har størst chance for at vinde?

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.