På lørdag er der igen ranglistepoint at hente, når Campus Vejle byder velkommen til årets anden udgave af CG Lan. Vi har snakket med en af favoritterne, Daniel ‘Dingo’ Kristensen, forud for turneringen.

Daniel ‘Dingo‘ Kristensen fra Wicked Gaming kunne for to uger siden løfte trofæet ved Copenhagen Games efter en tæt finalesejr på 2-1 over Lucas ‘Afro‘ Wallman, og dermed hentede han sin første offline sejr nogensinde og dermed også den første offline FIFA-sejr i Wicked Gamings historie. På lørdag skal Dingo så ud og vise, at turneringen ikke var en enlig svale, når CG Lan endnu en gang byder på FIFA. Dette skete også ved deres foregående LAN i februar måned, og her endte Dingo på en 3. plads efter nederlag til Mohamad ‘Bacha‘ Al-Bacha. Dermed får den ydmyge Wicked-spiller endnu en chance på lørdag, og her håbede han på en forbedring fra sidste CG Lan. Al-Bacha har annonceret, at han ikke vil stille op i denne omgang, og dermed ser det endnu lysere ud for Dingo, som også så større muligheder denne gang:

“Selvfølgelig er det positivt, at verdens bedste FIFA-spiller ikke møder op. Havde han mødt op, og skulle jeg spille imod ham, ville jeg bare tage kampen op og håbe på det bedste. Efter min sidste turnering til Copenhagen Games har jeg selvfølgelig fået højere forventninger til mig selv. Jeg vil dog stadig sige, at man aldrig nogensinde skal forvente, at man vinder en turnering her I Danmark. Niveauet er virkelig højt, og der stiller rigtig mange klassespillere op til hvert eneste event. Jeg håber, at jeg kan gå hele vejen igen, og jeg tror selvfølgelig også på det, hvis jeg bare rammer mit niveau og spiller mit eget spil”, udtalte Dingo, som også kommenterede på sejren ved Copenhagen Games og de fremtidige planer inde for FIFA:

“Den sejr til Copenhagen Games betyder ubeskriveligt meget for mig, det gør den virkelig. Nu skal jeg bare fortsætte de gode takter og ikke blive alt for selvsikker, men stadig fokusere og koncentrere mig, når jeg spiller. Næste år prøver jeg 100% at kvalificere mig til FIWC, da jeg også får tiden til at forsøge dette. Det er jo enhver FIFA-spillers drøm, så jeg håber, at jeg kan gøre det umulige.”

Dingo er mest kendt for sit høje tempo og sine meget kreative finter. Blandt andet har holdkammerat, Frederik ‘MrL2R2‘ Fredberg, kaldt Dingo for “verdens bedste skiller”, men spørger man personen selv, har han flere ting at byde på end blot de mange finter:

“Min største styrke er nok det her med at bevare kontrollen og roen samt at bruge mine finter I spillet på en effektiv måde. Jeg er blevet bedre til begge dele, efter jeg har spillet så mange turneringer, som jeg har. Man kan altid forbedre sig, ligegyldigt hvem man er. Det same gælder for mig. Jeg ved ikke, om der er èt bestemt punkt, jeg skal forbedre mig. Jeg tror, det handler mest om at bevare roen og holde fokus, så kan alt egentlig lade sig gøre, føler jeg”, sluttede Daniel ‘Dingo‘ Kristensen.

Ønsker man at udfordre Dingo og de mange andre deltagere, kan man finde endnu mere info her. Der er 2.000 kroner til førstepladsen, mens turneringen er lagt i kategori 4 på ranglisten. Inden hovedturneringen er der en 2v2 turnering, som er en kategori 5.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.