To VM-pladser til det årlige verdensmesterskab i FIFA, FIFA Interactive World Cup, mangler fortsat at blive uddelt, og disse kan to danskere minsandten ende med at snuppe.

Diverse kvalifikationer til verdensmesterskabet i FIFA så ud til at være ovre, og her formåede ingen danskere desværre at sikre sig selv en plads. Nu er det til gengæld netop blevet annonceret, at FIFA Interactive World Cup vil afvikle endnu en kvalifikation til den store finale, hvor to spillere kan løbe afsted med en VM-billet.

Dette bliver en kvalifikationsturnering til ære for de professionelle fodboldklubber, der har valgt at gå ind på FIFA-scenen. Turneringen vil bestå af hele 19 forskellige klubber, som til sammen danner 24 deltagere, og de to endelige vindere skal altså findes i blandt disse.

I dag blev de første seks inviterede fodboldklubber offentliggjort. Der er her tale om Manchester City, Valencia, Schalke 04, Sampdoria og ikke mindst klubberne Paris Saint Germain og danske Brøndby IF, hvilket har fået den betydning, at August ‘Agge’ Rosenmeier og Marcus ‘Marcuzo’ Jørgensen er blevet inviteret til turneringen.

De to danske FIFA-spillere var, som bekendt, begge to blot én kamp fra at kvalificere sig til FIWC i London, sidst der blev spillet kvalifikation i tyske München. Nu har de fået chancen igen, og denne gang gælder det naturligvis om at få marginalerne på sin side.

Jeg anser vores chancer som udmærket, men der er også en grund til, at vi står i den her situation – vi har ikke haft den afgørende kvalitet, når det virkelig gjaldt – omvendt har Marcus og jeg været de danskere, der har været tættest på, så hvis det skal være, tror jeg en af os hapser pladsen,” lyder det fra August Rosenmeier, der ligesom sin gode ven og landsmand blot har godt og vel to uger til at forberede sig, inden det går løs den 5. august i London. Trods han gik ubesejret gennem sidste Weekend League, mangler de sidste og afgørende procenter i spillet dog på nuværende tidspunkt.

Jeg mangler nok lige de sidste fem procent, men de kommer. Jeg satser stærkt på at komme videre, men jeg anser ikke mig selv som favorit efter min performance de seneste par måneder,” slutter Agge, der nu omgående skal begynde forberedelserne.

Vi ser frem til at følge danskerne den 5. august. Husk at følge med her på siden, hvor vi vil bringe endnu flere nyheder om turneringen samt flere kommentarer fra de to danske håb, inden det hele går læs.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.