Med små 8 dage til Aalborg Open begynder de håbefulde spillere for alvor træningen op mod en turnering, som sjældent har set så mange store spillere på en gang fra både ind- og udland. Vi bringer her fem lokale spillere, som har en chance for at overraske.

Andreas ‘Hede’ Hedegaard:

Ser man på Hedegaards resultater i Nordjylland, er der efterhånden ingen tvivl om, at han har et ekstraordinært niveau, der også burde være nok til at være en del af den top 16, der kommer de efterfølgende dage. Hedegaards helt store problem er dog, at han mangler resultater uden for Nordjylland, og udover et par udmærkede resultater til Aalborg Open har der ikke været meget at komme efter til de helt store turneringer. Der er dog ingen tvivl om, at hvis man skulle kåre en konge af Nordjylland, ville Hedegaard stå stærkt i den kamp, og derfor er der gode muligheder for en solid placering til 17-årige Hede. Det var dog heller ikke en meget ambitiøs spiller, vi snakkede med:

“Jeg har fokus på at have en hyggelig dag samt spille mit bedste ud fra de vilkår, som jeg får. En plads i kvartfinalen ville være et godt bud, da det har været mit stoppested til Aalborg Open et par gange, desværre. Hvis en Aalborg-dreng skulle tage den, ville jeg dog nok være lidt arrogant og sige, at Ghandi og jeg ville være mine bedste bud”, fortalte Hedegaard, som havde Jesper ‘Pilm‘ Prang som favorit til at vinde med Mohamad ‘Bacha‘ Al-Bacha på en tæt 2. plads.

Johan ‘Gass’ Christensen – FIFA Team Nordjylland:

Gass har efterhånden udviklet sig til et stort spørgsmålstegn op til alle turneringer. Det kan nemlig være både nat og dag med nordjyden, som både oplevede tidlige exits i gruppespil, top 8 til DM og endda en turneringssejr til finaleturneringen på Dan’s Poolhall gennem 2013/14 og 2014/15. Derfor er det spændende at se, hvor Gass står, når Aalborg Open bliver sparket i gang. Der er dog ingen tvivl om, at hvis han rammer topniveauet, så er der også her en mulig turneringsvinder på dagen.

“Jeg ser rigtig meget frem til Aalborg Open. At se de forskellige spillere igen fra nær og fjern er altid en fornøjelse. Jeg glæder mig selvfølgelig også til endnu et godt år med SG i spidsen med gode turneringer. Som altid ønsker man aldrig at tabe de første kampe, for har du en tabt kamp som den første, er der lang vej for at gå videre fra de første puljer. Jeg vil helt sikkert spille defensivt de første kampe for ikke at smide det til at starte med. Jeg kommer til at spille min normale 4-2-2-2 og holde begge de defensive midtbanespillere tilbage”, udtalte Gass, som havde Al-Bacha som turneringsvinder foran August ‘Agge‘ Rosenmeier og Andreas Hedegaard som 3’er. Han blev samtidig spurgt ind til Aalborg-drengenes chancer for at drille de store spillere:

“Dans Pool Hall har været god træning, samt hygge for de lokale/nordjyske spillere de seneste mandage. og spillere som Hedegaard, Ghandi, Sama osv har alle gjort en god figur. Derfor tror jeg, at nogle af Pool Hall-veteranerne kan drille. Gass365 giver 4,10 på en Nordjysk vinder.”

Jeppe Højfeldt: 

Gode præstationer i Nordjylland giver Højfeldt et godt udgangspunkt frem mod de spændende kampe, som venter ham om 8 dage, hvor det hele går løs. I denne sæsons Dan’s Poolhall FIFA Series har Højfeldt allerede prøvet at ende øverst på podiet, og det bør give nordjyden en god portion selvtillid.

“Jeg tager én kamp ad gangen. Jeg har for vane at starte dårligt ud i gruppespillet, så jeg håber selvfølgelig på at få en god start denne gang, men det kræver, at jeg spiller op til mit bedste og holder fokus i samtlige kampe. Hvis jeg skal vinde mine kampe, så kræver det, at jeg får styr på min til tider ustabile defensiv, så det er primært min defensiv, jeg vil fokusere på frem mod turneringen. Jeg forventer en fed turnering med et højt niveau blandt deltagerne. Hvor langt, jeg når, er svært at sige, men jeg håber selvfølgelig på at ramme dagen og minimum komme til slutspillet. Der kommer et stærkt felt, så der er mange gode bud på en vinder. Min favorit til at vinde turneringen er dog Bacha, som virkelig har vist gode takter. Han er en dygtig FIFA-spiller, så jeg tror, at det bliver en tæt kamp mellem ham og Pilm om at vinde dette års udgave af Aalborg Open. Den sidste i top 3 er Fredberg, som jeg tror kan nå langt, hvis han formår at holde brugen af finter på et fornuftigt niveau. Han kommer med en sejr i Winter League finaleturneringen i bagagen samt en 2. plads til CG-lan, så han burde være tanket op med selvtillid,” udtalte Jeppe Højfeldt inden turneringen.

Christian Aaby Nielsen:

Med en sejr over Daniel Barnewitz i sidste års bronzekamp, kunne Christian Aaby gå glad hjem med en flot tredjeplads til Aalborg Open 2015, og dette var endda i sin første turnering nogensinde. Siden da har Aaby dog ikke levet op til det flotte resultat, men med en god dag og den rette portion held kan det alligevel vise sig at blive til endnu en god turnering.

“Jeg forventer en god turnering med høj klasse fra både spillere og SG. Jeg forventer at gå videre fra begge gruppespil og derefter kan alt ske. Jeg vil tage en kamp ad gangen med fuldt fokus. Mit største fokuspunkt er helt klart mit presspil, som jeg skal have til at fungere for at komme langt. Jeg har to helt klare favoritter, og det er Pilm og Bacha grundet deres utrolige presspil og træfsikkerhed. Derudover har jeg et par stykker, jeg tror kan gå hen og overraske. Her vil jeg fremhæve Fredberg og Shoppen, da de har vist et højt niveau til flere “mindre” turneringer i år”, fortalte Aaby. 

Ahmad ‘Ghandi’ Ghandour – FIFA Team Nordjylland

Ligesom de andre spillere har Ghandi base i Nordjylland, hvor de største resultater også er lavet. Med sin stramme defensiv og rolige spil er det altid en udfordring at skulle åbne Ghandis forsvar, og dette viste han senest i januar måned til en turnering ved Dan’s Pollhall Series, som han gik hen og vandt. Derfor ankommer Ghandi til Aalborg Open med selvtillid i bagagen:

“Jeg forventer, at turneringen bliver meget spændende, og der vil komme tætte kampe. Min taktik vil være som den samme, som jeg brugte, da jeg vandt i Dans Pool Hall. Chancen for, at en Aalborg-dreng vinder, er lige så stor som for en ikke-Aalborg-dreng, men jegregner med, at det er en, der repræsenterer Aalborg, som vinder alt. Jeg har ikke en decideret favorit, da turneringen er meget lige, men jeg vil da håbe, at det enten er mig, HassanZ eller Diegomeister, da vinder”, udtalte Ghandi.

Husk at følge med den næste uge, hvor vi snakker med de 16 spillere, som vi forventer står bedste i kampen om at vinde CULT Cola Aalborg Open 2016. Vi snakker derudover også med to af de store hold frem mod turneringen. Har du endnu ikke købt billet, kan du læse mere om det hele lige her.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.