Det måske største danske esports-eventyr nogensinde lukker ned – vi tager et kort kig på Copenhagen Wolves’ historie, samt det FIFA-hold, de havde.
Det hele startede tilbage i 2009, hvor Copenhagen Wolves startede op med små kår. Dengang var der stort set ingen, der kunne leve af esport. Derfor startede det også op som et hyggeprojekt for ejeren Jakob Lund Kristensen. Men på kort tid voksede de sig ekstremt store. Allerede i 2012 begyndte deres store succes at opstå, især indenfor Counter-Strike: Global Offensive samt League of Legends. De blev hurtigt en del af verdenseliten, især i League of Legends, hvor de fik mange af verdens nu bedste spillere med under vingerne – bl.a. Søren ‘Bjergsen’ Bjerg og Dennis ‘Svenskeren’ Johnsen, der nu spiller i amerikanske Team SoloMid.
De gode tider fortsatte for dem, og deres hold blev større og større samt mere og mere succesfulde. I begyndelsen af 2014 havde de blandt andre nogle af de bedste danske Counter-Strike-spillere på holdet, som også i dag er blandt de absolut bedste i verden, bl.a. Nicolai ‘Dev1ce’ Reedtz og Andreas ‘Xyp9x’ Højsleth. Men for FIFA-nørder var begyndelsen af 2015 det største øjeblik for Copenhagen Wolves.
FIFA-holdet ‘Chiefs of Copenhagen’ var for nyligt startet op, og med nogle af de største stjerner i dansk FIFA under holdets vinger, så var det absolut ikke et hold, der var med på scenen for sjov. De havde August ‘Agge’ Rosenmeier, Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg, Mathias ‘Revi’ Iversen og Daniel ‘Barnewitz’ Barnewitz. Deres største succes var kvalifikationen til ESWC med både August og Lars, hvor de begge fik hæderlige resultater. Copenhagen Wolves valgte derefter at hente hele holdet, der på daværende tidspunkt have Simon Juul Mortensen som manager, som nu sidder i streamer-rollen til de fleste store, danske turneringer. Dengang udtalte Barnewitz om skiftet:
“Det er nok det bedste, der overhovedet kunne ske for os. Vi har brugt rigtig meget tid og energi på at starte Chiefs, så det krævede noget helt ekstraordinært for at få os til at lukke det ned, og det kunne Wolves give os.”
FIFA-eventyret varede desværre ikke længe. Holdet blev annonceret d. 17. februar, og lige under et halvt år senere, 14. august 2015, valgte Wolves at lukke FIFA-afdelingen ned. Det virkede som om der var internt kaos i organisationen, og der var travlt, da ingen af spillerne fik forlænget deres kontrakter. Simon Juul udtalte omkring denne nedlukning:
“Ja, nu sluttede et spændende og tidskrævende projekt, som jeg har været meget stolt af at have været en del af. Jeg er selvfølgelig påvirket af det, men med en esports-verden, der flyver afsted, kan det være svært at følge med nogle gange.”
Lige præcis det citat kan være med til at afrunde artiklen – Jakob Lund Kristiansen, ejeren og stifteren af Copenhagen Wolves, er hoppet over på Astralis, og Diglife, medejerne, har stor fokus på Ninjas in Pyjamas. Der var simpelthen ikke tid til holdet længere, og det var desværre med til at knække Copenhagen Wolves i sidste ende.
Vi håber at et lige så stort og dominerende hold fra Danmark som Copenhagen Wolves vil opstå igen i fremtiden – og forhåbentlig snart!
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!