Der er nu kun tre dage tilbage til turneringen i København skydes i gang. Vi har som en optakt til turneringen valgt at snakke med alle de spillere, vi forventer noget af til turneringen. I går annoncerede vi vores bud på seed 12-9, og i dag skal vi så se på seed 8-5, der er præget af nye ansigter.

Køb billet til CULT Cola Copenhagen Open

Seed 8 – Andreas ‘Andy’ Kirstein – HVB eSports

Andreas er et af de unge håb på den danske FIFA-scene. Han har flere gode resultater med sig, bl.a. en flot 1. plads til juniorudgaven af Midtjysk Mesterskab. Han mangler endnu det helt store gennembrud i en helt stor turnering, hvor han dog ellers altid klarer sig hæderligt. VI har spurgt Andy omkring hans forventninger til turneringen i City 2.

“Mine forventninger er at komme videre fra gruppen og så tage en kamp af gangen og håbe på, at jeg rammer dagen. Jeg forbereder mig meget heroptil, men mest online. Jeg har dog været til tuneringen i Ballerup, som har givet lidt offline træning op til. Jeg tror August vinder pga. at han lige har været til ESWC og ser ud til at have fået en god start på det nye spil.”

Seed 7 – Claes ‘Keglekongen’ Hansen – Tricked eSport

Claes har med sin rutine i spillet vist sig at være en af de absolut farligste outsidere i landet. Claes er næsten garant for en slutspilsplads og flotte præstationer. Han har også med sin 2v2-makker Lasse ‘Kongen’ Bækkelund vist sig fra sin bedste side med en sejr i Odense Open 2v2 og en 2. plads til DM i det samme. Claes mangler dog også den store solosejr, før han kan regnes helt oppe blandt de bedste. Vi har talt med Claes om det, han forventer af sig selv til turneringen.

“Jeg kommer forhåbentlig til at få spillet en masse kampe mod gode spillere her i ugen op til, og så må vi se om det kan blive til lidt offline i dagene op til. Det er rigtig svært at sætte forventninger på sig selv, da man ikke rigtig kender de andres niveau, men håber da på jeg kan nå til slutspillet, og så er det en kamp af gangen derfra. Det bliver selvfølgelig rigtig svært, men jeg håber og tror på at hvis jeg rammer det absolutte topniveau på dagen og at alt andet spiller, så kan jeg slå alle.”

Claes havde et bud på top 3, der lød således: “1. Lasse. 2. Pilm og 3. Hassan.”

Seed 6 – Jeppe Rindom – intet hold

Jeppe Rindom er det, vi vil kalde for en “shooting star”. Han kom nærmest ud af den blå luft med til turneringen i Fredericia, hvor han skulle spille om en plads til ESWC – og han vandt turneringen. Han har vist sig at være overraskende stærk, især også efter hans kvalifikation til slutspillet i samme turnering. Dette har skudt ham direkte ind på top 8 på Sports-Gamings rangliste, og ifølge nogen top 16 i verden. Vi har talt lidt med Jeppe efter ESWC om hvad han får med fra denne turnering, samt hvad han tror om sig selv og de andre.

“Efter min tur til ESWC har jeg lært en masse ting om gameplayet og jeg tror helt klart jeg har en fordel der, så jeg håber da at jeg kan vinde Copenhagen Open, men det er svært at spå om. Jeg må være ærlig og sige jeg ikke rigtig har kendskab til de forskellige spilleres niveau, da vi er så tidligt inde i spillet. Så det er svært at lave en top 3 lige nu, men jeg synes Pilm var den bedste modstander til ESWC-kvalifikationen, ligesom Adel var også varm, da vi spillede mod hinanden i Paris.”

Seed 5 – Simon ‘Zimme’ Nystedt – Lemondogs

Simon er en af de allerbedste spillere i hele Sverige – og det siger ikke så lidt i en nation, der rummer blandt andre Simon ‘Erikzzon’ Eriksson og Ivan ‘BorasLegend’ Lapanje. Simon har imponeret med bl.a. en 2. plads til de svenske mesterskaber til det kæmpe eSports-event Dreamhack Jönköping. Han har også deltaget til andre turneringer i Danmark før, så han kender den danske scene godt. Vi har selvfølgelig også snakket med Simon om forventningerne til denne danske turnering.

“Jeg forventer at gå videre fra gruppespillet og derefter tage slutspillet en kamp af gangen. Jeg tror selv på mine chancer til turneringen, for jeg synes at alt ved FIFA 16 passer mig, og jeg spiller rigtig godt. Jeg ved ikke så meget om favoritterne til turneringen, men hvis Agge er der, tror jeg at han har klart den største chance for at vinde hele turneringen. Mohamad Al-Bacha tror jeg også har en god chance for at nå langt, da han spiller fantastisk i turneringerne på Gfinity.”

Simon har også lavet en top 3-liste efter nyheden om Agges fravær, og den lyder:
“1. Mohamad Al-Bacha
2. Jesper Prang
3. Lasse Bækkelund”

Dette var vores liste inden artiklen om de bedste 4, som kommer i morgen. Kan en af disse gå hen at blive vinder af turneringen?

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.