Velkommen til fjerde og sidste del af vores opvarmningsartikler til Audi Cup turneringen i Köln. Audi Cup starter som sagt ud med 2v2 i dag kl. 17:00 og forsætter lørdag og søndag med 1v1, gruppespil lørdag og slutspil søndag. Der vil blive streamet fra både 2v2 turneringen og 1v1 turneringen på twitch på følgende kanal; GameifyHD, dog vides det ikke endnu hvad tid det starter, hvor meget der vil blive sendt og hvilke kampe der vil blive vist på streamen.
Vi har i dag fået fat i 3 spillere, som alle er meget kompetente Fifa spiller og som alle har vist at de kan noget både online og offline.
Mohamad ‘xBachaa’ Al-Bacha – HVB E-Sports
Al-Bacha er en af Danmarks største Fifa talenter, og var også med i vores artikelserie om de unge håb. Til Copenhagen Games spillede han sig til en meget flot 3. plads, med blandt andet en 4-1 sejr over verdensmesteren August ‘Agge’ Rosenmeier. Ud over det vandt han i sidste uge den store turnering til Highroller Cup Fyn. Så alt i alt en ekstrem god optakt for det unge talent.
“Hej Mo. Hvilke forventninger har du til dig selv? “
“Hey. I 2v2 forventer jeg at gå rigtig langt, og præstere godt sammen med Wahed. Wahed og mit spil minder utroligt meget om hinanden, og så har vi fået trænet en del, hvor vi ikke var til at stoppe.
I forhold til min helt egen individuelle præstation, så forventer jeg altid at gå videre fra gruppen, og derefter er det én kamp af gangen, hold fokus, og lad vær med at gå ned psykisk. Der er mange kampe der skal spilles, så én tabt kamp er ikke lig med at man er ude. Men man skal selvfølgelig huske på at der er nogle af de bedste spillere med. “
“Hvad forventer du af turen? “
“Jeg forventer et vanvittigt event, som bliver utroligt fedt. Jeg forventer et vanvittig fedt setup af Matthias, som ikke er helt ny i branchen. Jeg ser også frem til et meget højt niveau, da selv spillere som Lasse, Dr.Erhano, Deto, Lars og resten af CW er med.
Alt i alt, en rigtig fed tur, der giver erfaring og forhåbentligt en sejr!
Og så ser jeg frem til at vi danskere kommer til at hygge os, og selvfølgelig præstere samtidigt. “
“Hvordan har du forberedt dig? “
“Jeg har forberedt mig ved at spille en HEL masse kampe. Jeg har spillet rigtig meget på det seneste, for at få de sidste par detaljer på plads inden det hele går løs. Jeg har desuden deltaget i Highroller Cup Fyn, som var en offlineturnering, med et rimeligt stabilt niveau, hvor jeg fik lidt flere offline-kampe på CV’et, og selvfølgelig også en ”selvtillidsboost-sejr!” “
“Hvilken dansker kommer længst? Får vi dansk sejr? ”
“Det er lidt svært at spå om hvem der kommer længst. Jeg tror på at spillere som Lasse, Lars, Barnewitz, Wahed og Iver har de største chancer for at komme langt. Om vi får dansk sejr? Svært spørgsmål.. Måske… Hvem ved om en dansker lige pludselig rammer niveauet og bare kører alle over? Det kunne være en underdog, eller en mere rutineret der vinder dernede, så det er svært at spå om. Men måske får vi en dansk sejr, det er ikke udelukket!
Peter ‘Viking Warrior‘ Mølgård – FIFA Team Fyn
Peter har haft et lidt hårdt Fifa år, med store problemer med hensyn til formation og spillestil. Men hvem ved, måske har han fundet den rette opstilling og spille stil denne gang? – Han er i hvert fald meget fortrøstningsfuld selv.
“Hej Peter. Hvilke forventninger har du til dig selv? “
“Hej Claes. Jamen, eftersom at FIFA 15 har været ren Dr. Jekyll og Mr. Hyde for mit vedkommende, ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal forvente. Jeg har fået en svær gruppe med to professionelle – Savas som den mest prominente – som jeg ved sagtens kan blive endestationen, men omvendt er jeg også sikker på, at jeg kan vinde hele skidtet, hvis jeg spiller op til mit bedste. “
“Hvad forventer du af turen? “
“At det bliver en god oplevelse at være til en international turnering og samtidigt have en sjov weekend med alle danskerne. “
“Hvordan har du forberedt dig? “
“Ved at bruge hele FIFA 15 på at finde ud af, hvad der ikke virker i det her spil. Nu har jeg så sat mig for at forsøge at spille på samme måde, som de bedste i verden, hvilket kommer til at kræve en del kampe her de sidste dage inden turneringen. “
“Hvilken dansker kommer længst? Får vi dansk sejr? “
“Så skal jeg da virkeligt ramme dagen 😉 “
Lasse ‘Kongen’ Bækkelund – tRICKED eSport
Lasse er en af de spillere der har præsteret bedst i Fifa 15, med en masse Gfinity sejre, en 1. plads til Pricerunner Cup og alt dette er krydret med en flot FIWC kvalifikation i 6. og sidste kvalifikationssæson. Mange ser ham som en af de helt store favoritter til Audi Cup, han er dog selv meget beskeden når det kommer til forventningerne til ham selv.
“Mange ser dig som en af de helt store favoritter, men hvilke forventninger har du til dig selv? “
“Jeg har ikke de store forventninger til mig selv. Jeg kommer til turneringen med forventning om, at det bliver opvarmning til FIWC. Derfor er det ikke resultatet der betyder noget, men derimod at spillet kommer til at flyde. “
“Hvad forventer du af turen? “
“Jeg forventer at det bliver en vildt fed tur. Vi er mange danskere, der skal afsted til et internationalt event for første gang, så det bliver en oplevelse for os alle. Derudover regner jeg med at se noget flot FIFA – forhåbentlig også fra de danske deltagere. “
“Hvordan har du forberedt dig? “
“Jeg har ikke forberedt mig særlig meget. Skolerelaterede aktiviteter og en masse lektier har forhindret mig i at spille den mængde FIFA, som jeg gerne ville. Dog har jeg spillet rigtig godt de gange jeg har haft tid, så forberedelsen har været meget blandet. “
“Hvilken dansker kommer længst? Får vi dansk sejr? “
“Jeg tror at Primeturbo kommer længst. Han er den højst rangerede dansker, som skal med til turneringen, og derfor er forventningerne til ham meget store. Hvis jeg ikke skal nævne en dansker, så er der store spillere som Steven Van der Voorst, Erhan Kayman og Mirza Jahic som jeg ser komme langt, men jeg håber at vi får en dansk sejr! “
Det var den sidste del af optakten til Audi Cup, og man må sige der er gode chancer for danske resultater i Tyskland. Sports-Gaming ønsker alle deltagerne held og lykke med turneringen og håber i får en rigtig fed tur alle sammen!
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!