Anmeldelse af FIFA 17

Mange spillere er nu gået i gang med det nye FIFA, enten via EA Access på Xbox eller amerikanske accounts – vi bringer her vores første syn på det nye spil.

NB! Spillet er anmeldt på baggrund af 10 timers spiltid via EA Access, der kunne tilgås fra og med d. 21. september – der kan derfor være spilelementer, som ikke er gennemgået til ende/til fulde i anmeldelsen, og derfor ikke bliver nævnt.

Jeg har, om nogen, glædet mig til det nye FIFA. EA SPORTS har lokket i mange måneder med ekstremt mange lokkende tiltag. Flere gange havde de lokket med den nye spilmotor, Frostbite™, der er grundlag for mange andre af EA’s helt store spil, heriblandt Star Wars: Battlefront og det nye Battlefield One, begge spil, der er fantastiske visuelt. Derfor var scenen sat til at lave et spil, der på alle måder kunne imponere visuelt. Efter dette, begyndte EA at fortælle om alle deres game modes, der er blevet forbedret – Ultimate Team, Pro Clubs og ikke mindst karrieren, der for alvor fik en overhaling. Ikke mindst med en komplet omvæltning af karrieresystemet i sig selv, men også muligheden for en hel ny slags karriere – The Journey. Dette vil jeg dog tale mere om senere i anmeldelsen.

Den spæde start

Pogba er skiftet til Manchester United – her ses han i FIFA 17.

Første gang, jeg skulle starte spillet op, var det med en anelse ærefrygt. Jeg vidste ikke, om jeg kunne nå det hele i spillet – med kun 10 timer var der meget, der skulle nås. Jeg skulle spille karrieredelen, Ultimate Team, The Journey, online og offline – og ikke engang da ville jeg være færdig. Jeg tænkte at jeg skulle kigge mig lidt rundt i menuerne, inden jeg startede spillet – men dette fik jeg ikke lov til. Man springer direkte ind i en kamp mellem Chelsea og Manchester United i en kamp om FA Cuppen. Som erfaren FIFA-spiller kender jeg til gamet, og valgte let og elegant at springe over denne kamp. Som ny spiller kan det dog være en fantastisk måde at få første indblik i spillet på.

Direkte efter kampen tog jeg det nødvendige blik på menuerne. Mange ting virkede spændende, men jeg valgte at starte med Ultimate Team. Det er det første, jeg spiller hvert år, og det sidste, jeg slutter af med i spillene. Ultimate Team i år har også fået en stor tilføjelse af spildele, med bl.a. FUT Champions, der, blandt andre ting, kan give en mulig kvalifikation til verdensmesterskabet i FIFA, FIWC, flere turneringer og også Squad Building Challenges. Dette er en spildel, hvor man kan få lov til at bygge hold efter nogle forhåndssatte parametre, og på den måde få packs, coins og til tider specielle spillere som belønninger ud af dette. Det gav jeg mig hurtigt i kast med, men jeg fandt også hurtigt ud af, at det var noget, som man hurtigt kunne få fingrene i klemme med, da det er ret så dyrt at klare disse challenges – især dem, der kræver en del. Det er ikke noget, som jeg personligt kommer til at bruge lang tid på, med mindre belønningerne bliver lidt bedre. Ellers er Ultimate Team præcis, som man husker det. Desuden er der en del starterudfordringer – noget, som man burde være foruden som eksisterende spiller. Det virkede irrelevant, og præmierne var ikke synderligt gode.

Kompliceret, men belønnende gameplay

Forvent færre løb rundt om målmanden – de er nemlig blevet meget mere intelligente.

Jeg begav mig hurtigt videre i min første kamp online. Rusten sad lidt på mig endnu, og jeg kunne mærke at jeg ikke for alvor havde fået spillet demoen under huden – for jeg fik mig et kulturchok. Jeg troede jeg kunne spille samme spil, som jeg spillede i FIFA 16 – men jeg blev overrasket. Dette var på ingen måde muligt længere, og jeg skulle tilpasse mit spil ret hurtigt. Eller i hvert fald forsøge på det samme. Spillet føles, især i gameplayet, mere realistisk. Der er mere fokus på løb for holdkammeraterne, afleveringerne skal være mere præcise, forsvarsspil er blevet mere udfordrende, men hvis man kan balancere alle de forskellige aspekter af at være et fodboldhold, så bliver man for alvor belønnet.

En ting, jeg så meget af, var pasningsspil. Hurtige afleveringer til fløjene var ekstremt dominerende, og derfra blev bolden enten smidt ind til indlæg eller kort til en løbende spillers fødder. Det virkede, ud fra de få kampe, jeg nåede, som en relativt dominerende måde at spille på. Også målmændende har fået et godt hug opad i intelligensen. Folk har i de sidste mange år kritiseret målmænd – mig selv inklusive. Men de har i år lært, at det ikke er smart at blive stående, når en spiller forsøger at løbe udenom en. Det er en tiltrængt feature, og generelt virker det som om den kunstige intelligens generelt er forbedret markant over hele banen. Det kan man mærke i angrebet, på midtbanen og til dels i forsvaret. Det bliver meget lettere at spille sig frem til chancer, og man vil sjældnere opleve at hele holdet tænker noget andet end man selv gør. Realismen i spillet er også helt uovertruffen, når man kigger udenfor banen, og når fansene på tribunen skråler med på Uniteds kampråb eller Liverpools legendariske “You’ll Never Walk Alone” får man gåsehud i stolen. Der er for alvor blevet satset på at få holdenes 12. mand med ind på banen, og det er lykkes.

Ud over en stor fokus på den kunstige intelligens, så kan man i år for alvor blive belønnet ved 2v2-spil. Jeg fik en ven over for at prøve spillet med mig, og jeg kunne mærke, at da vi først havde fundet rytmen sammen, begyndte det for alvor at gå godt. Vi så hinandens spil i god tid, lavede de rigtige løb og satte modstanderen på alle de rigtige måder. Det kan blive et godt år, hvis man har en god makker at spille med. Og spillet generelt har absolut potentiale for at vise, hvem der er verdens bedste (og forhåbentlig bliver det en dansker igen).

En fantastisk rejse

Derefter gik jeg i gang med spildelen “The Journey”. Jeg gik ind med høje forventninger – og de blev fuldstændig blæst omkuld. The Journey er måske den største satsning nogensinde for EA på en så “marginal” del af et spil. De har, ifølge mange rygter, baseret spillet på Marcus Rashford og Harry Kane (som i øvrigt spiller en anden rolle i The Journey). Altså, unge spillere, der har bygget deres karriere op fra bunden. Man kan vælge andre klubber end blot Manchester United, og derfor har man altså muligheden for at vælge sin egen favoritklub. Man kan vælge klubber, hvor der er stor chance for at slå igennem, eller de helt store klubber, hvor kravene er massive, men pengene lige så store.

Historien bag The Journey er helt fantastisk. Den er dybdegående, følelsesrig og brugerinvolverende. Jeg havde indenfor den første times spil af The Journey fundet tre personer, jeg vidste ville blive mine bedste venner, og tre personer, jeg ville hade resten af spillet. Selv tweets, der blev sendt til Alex Hunter, blev jeg vred over, hvis de svinede ham til! Jeg blev lynhurtigt forbundet med Alex på et plan, som jeg ikke troede muligt i et FIFA-spil. Jeg vil ikke fortælle synderligt meget om historien, da man for alvor kan få noget ud af det ved selv at spille – men hvis du er nysgerrig, kan jeg anbefale at tage et kig på Spencer FC’s video om The Journey, da han kommer rigtig godt ind på mange forskellige elementer, og faktisk tager seeren med igennem det hele.

Mere dybde til karrieren

Real Madrids krav ser således ud i karrieredelen af FIFA 17.

En spildel, der har været kritiseret heftigt, har været karrieredelen. Her er der kommet ny innovation i form af det, EA SPORTS har valgt at kalde “Total Club Management”. Du får nu ikke blot et transferbudget stukket i hånden og et mål om hvor du skal slutte henne i ligaen og internationalt – du skal nu opfylde alle mål sat af bestyrelsen. Som det kan ses på billedet her, er der fem elementer. Succes nationalt, succes kontinentalt, brandeksponering, ungdomsudvikling og økonomi. For Real er det de tre førstnævnte ting, der er sat i højsædet, mens ungdomsudviklingen også skal prioriteres. Du kan også konstant følge med på dine mål inde under en ny menu i Career Mode. Ud over dette har man nu mulighed for at følge med i klubbens generelle indtægter/udgifter, samt lave din egen manager, der skal stå på sidelinjen under kampene. Dog føler jeg ikke, at karrieren som helhed har udviklet sig synderligt meget ud over dette, og jeg brugte heller ikke lang tid på det.

Lyst til tilbagevenden

Jeg fik i løbet af min korte tid med FIFA 17 nogle mærkelige følelser indeni mig. Hver gang jeg slukkede for FIFA, tænkte jeg for mig selv: “Jeg burde egentlig tænde igen, for jeg kunne godt lige klare en kamp mere med Alex.” Jeg havde lyst til at vende tilbage til spillet, lige efter jeg var færdig. FIFA har aldrig før givet mig så meget mod på én kamp mere, én FUT Draft mere, én træningsøvelse mere eller andre ting, jeg måtte have lyst til. Jeg havde lyst til at blive bedre, til at slå alle og få Alex Hunter på toppen af verden. Min lyst til FIFA steg og steg for hvert minut af spillet, der gik – og jeg var fanget. Da jeg sad og spillede mine sidste minutter i spillet, og sad midt i en kamp i The Journey, og spillet pludseligt gik ud, tænkte jeg: “Lad det blive den 29. så hurtigt som muligt.”

Jeg var meget imponeret over dette års udgave. Spillet har været en fornøjelse, og selvom jeg på ingen måde er nogen god FIFA-spiller, så har jeg virkelig elsket spillet og gjort alt, hvad jeg kunne for at blive så god som mulig. Der er lang vej endnu, før jeg overhovedet kan komme tæt på toppen, men jeg kommer til at nyde rejsen. Og alle de ting, jeg ikke nåede at prøve? Der er lang tid til FIFA 18, så jeg skal nok nå det

Samlet anmeldelse

Fordele:

• Fantastisk og fordybende historie i The Journey
• Markant forbedret kunstig intelligens
• Flere gamemodes med gode muligheder for nye spillere
• Belønnende spil, hvis man tænker taktisk
• Utrolig dybde i spillet, også udenfor banen

Ulemper:

• Spillet er ikke tilpasset tilbagevendende spillere

Samlet vurdering: 9,5/10