For to år siden trådte han ind på FIFA-scenen, men med en anden rolle end de fleste andre. Han blev nemlig en del af Sports-Gaming som turneringsafvikler og er i dag en vigtig del af de aktiviteter, som foregår i dansk FIFA.
Danny1

Danny (i midten) under DM i FIFA 15

Vi står i City 2, hvor de mange håbefulde deltagere er mødt op og klar til at kæmpe om de 10.000 kroner ved CULT Cola Copenhagen Open. Inden de kan komme i ilden, må de dog afvente de sidste instrukser fra hoveddommeren, som står på scenen og informerer spillerne om de praktiske ting. Navnet på denne mand er Danny Lavgaard Røgind, som til daglig har et stort ansvar for mange turneringer, uanset om det er i storcentre, diskoteker, biblioteker eller et helt fjerde sted, som Sports-Gaming har indtaget i forsøget på at skabe de perfekte rammer omkring en turnering.
Det er dog også en meget vellidt person, som vi har med at gøre. Med et positivt sind og det konstante smil er man ikke et sekund i tvivl om, at det er en mand, som nyder at være en del af det foretagende, som han har brugt kræfter på i snart to år, og det har været til stor glæde for den danske FIFA-scene. Og lægger man det oven i det faktum, at arbejdet startede på grund af den store interesse og uden udsigt til den vilde økonomi, bliver det blot en endnu flottere historien om FIFA-scenens gladeste mand.

Vi har snakket med Danny om hans arbejde på Sports-Gaming og de oplevelser, han har fået gennem tiderne:

“Du har nu været med omkring Sports-Gaming i snart 2 år og har været til stede ved stort set alle turneringer. Hvad er det, der driver dig til at fortsætte?”

“Jeg tror ikke, at jeg kan pege på én specifik ting, der driver mig, men i starten var det helt klart min fascination og nysgerrighed omkring hele FIFA verdenen. Siden har jeg løbende fået mere og mere ansvar og indflydelse, og det har selvfølgelig i høj grad været med til at motivere mig. Derudover er Sports-Gaming.dk også yderst relevant i forhold til mit studie, PBA Sportsmanagement. I takt med, at det hele er blevet større, så er der da også begyndt at falde lidt løn af, så set fra det perspektiv, har jeg måske et af de bedste studiejobs. Man skal huske på, at Sports-Gaming.dk ikke er et fuldtidsjob for hverken Kristoffer eller jeg selv, men blot “fritid”, så at det har været muligt for mig at kombinere skole og Sports-Gaming med mit engagement i Bagterp IF, hvor jeg har mit eget seniorhold og mine fantastiske u12-tøser, gør også, at jeg ikke når at brænde helt ud, da det giver mig de små pusterum, som man af og til har brug for fra skole og SG.”

“Hvad har været den største oplevelse for dig som en del af Sports-Gaming?”

“Jeg synes, at det er yderst svært, at pege på én enkelt ting. Mit første job på egen hånd for SG var et storskærms event på Strandbaren i Århus i samarbejde med DR, der sammen med lokal-tv pludselig skulle sende direkte, så det var en kæmpe oplevelse. Mit første FIFA-DM i 2014 var også en stor oplevelse, ligesom da jeg første gang var den ansvarlige til et center-event, som var Game Tour i Ballerup Centret med Thomas Bense. Der har været rigtig mange oplevelser. Jeg er dog kæmpe fodboldentusiast, så vores release parties for AaB og FCM står nok klarest i bevidstheden, da der var deltagelse af store navne som Rasmus Jønsson, KEP, Jakob Ahlmann, Sisto, Jakob Poulsen og Duncan. Især til AaB partiet, hvor vi havde location i loungen med udsigt over banen, gør det nok det til den hidtil største oplevelse.”

“Hvad er dit indtryk af den udvikling, som dansk FIFA har gennemgået siden du startede med at være en del af Sports-Gaming?”

Da jeg kom ind i Sports-Gaming.dk mødte jeg en meget “lukket” verden. Dansk FIFA var lidt en undergrundsting, som var forbeholdt en meget begrænset gruppe. Til turneringer snakkede vi altid om en top 10-15, og det var nærmest dem, der var. Agges flotte VM triumf i Brasilien var med til, at medierne og offentligheden fik øjnene op for, at FIFA faktisk var en etableret E-sport i Danmark. Jeg tror, at Sports-Gaming.dk var meget heldige med timingen der, for vi oplevede en stigende efterspørgsel og i takt med, at kompetitiv FIFA er blevet kendt og anerkendt, så har dansk FIFA udviklet sig til at blive et åbent rum med en meget stor base af spillere. Folk har fået øjnene op for FIFA og Sports-Gaming.dk og derfor ser vi til hele tiden nye ukendte, der går langt og slår de etablerede navne ud til turneringer. Så der er sket en meget tydelig udvikling henover de sidste par år.”

“Hvad forventer du af 2016? Er der nogle bestemte events, du ser frem til?”

Jeg forventer, at 2016 bliver Sports-Gaming.dk’s absolut største år på flere parametre. I forhold til events, som jeg især ser frem til, så kan jeg jo ikke sige for meget, da 2016 programmet endnu ikke er officielt, men jeg tror og håber på, at der kan komme et par events, der er værd at glæde sig til. I første omgang ser jeg frem til Elgiganten Cup 2. Januar, der umiddelbart tegner til at blive den største 2vs2 turnering nogensinde i Danmark og muligvis også i Norden”

Vi ser frem til endnu flere gode stunder med Danny i rollen som afvikler. Har du mod på at opleve disse turneringer, så hold godt øje med kalenderen, som hele tiden bliver opdateret med de nyeste turneringer.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.