Med kun én enkelt dag til juleaften, har vi fået fat i Mohamad Al-Bacha, der i år blev kronet som verdens bedste FIFA-spiller. Læs her, hvad Mohamad havde at sige om sit store år.

I dag bringer vi jer et friskt portrætinterview med Tricked eSports, Mohamad Al-Bacha i hovedrollen, men ønsker du at læse gårsdagens afsnit, der handlede om en anden tidligere dansk verdensmester, så kan det gøres ved at klikke her.

Mohamad Al-Bacha, der løfter FIWC-trofæet i New York, tilbage i marts.

“Fantastisk år. Det kunne ikke have gået meget bedre. Det har været et fremragende år, og jeg håber på en masse fremadrettet,” var altså hvordan Mohamad Al-Bacha beskrev sit 2016, der vil være et år, han formodentligt aldrig vil glemme.

2016 blev nemlig året, hvor den unge Tricked-stjerne stemplede sig selv ind i FIFA-historiebøgerne, da han med to overtidsscoringer mod engelske Sean Allen, sikrede sig FIWC-trofæet, og dermed kunne kalde sig for verdensmester. Et trofæ han sent vil glemme.

“Det kommer til at blive det største minde, da det som sagt er det største du kan vinde! Det kommer til at betyde meget fremadrettet.”

Selv var han også særdeles optimistisk, da vi spurgte ham, om han troede på, at han en dag ville genvinde titlen.

“Jeg tror bestemt på det. Der bliver arbejdet på højtryk konstant herhjemme, så der er bestemt fremgang.”

Et storslået år har det uden tvivl været for Mohamad, der indledte året som ECVisualize-spiller, men blot få måneder inde i året, valgte at skrive kontrakt med Tricked eSport, som han stadig repræsenterer i dag.

Mohamad Al-Bacha mod Wahed Obayd til ESWC Danmark 2016.

Ud over at sikre sig den mest prestigiøse titel, en FIFA-spiller kan opnå, så havde Mohamad også sit største år på hjemmefronten nogensinde. Her kan man blandt andet nævne en 1. plads til Power LAN samt en 2. plads til PriceRunner Cup på Falster.

Også på den danske FIFA-rangliste, betød de mange store resultater, at Mohamad til sidst på året er havnet på en 3. plads, blot 15 point bagved Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg.

Med alt den succes, som Mohamad opnåede i år, fulgte en stor fanbase naturligvis med. I form af sin Facebook-side, YouTube-side og ikke mindst Twitter-bruger, har han forsøgt at holde sine følgere opdateret hele tiden.

Det var altså en ting, han var meget glad for havde fulgt med, og som han derudover mente, han kunne bruge på den personlige front i fremtiden.

Mohamad Al-Bacha, som bliver interviewet af Kay Murray under FIWC 2016.

“Jeg er først og fremmest rigtig glad for at folk følger mig og egentlig gider det. Det er dejligt med en stor fanbase, så man kan bygge noget op på denne måde. Jeg tror bare det bliver noget som jeg personligt kan bruge til noget. Hvordan? Det ved jeg ikke.”

De mange store titler, Mohamad har under sig efter i år, er altså blevet vundet som Tricked-spiller. Vi spurgte dagens hovedperson, hvad der var nøglen til det deres gode samarbejde, og om vi ville se ham i Tricked-trøjen i lang tid endnu.

“Lige nu er jeg i Tricked, og der er intet, der haster. Tricked og jeg arbejder godt sammen grundet en bestyrelse, der ved hvad tingene handler om. Tricked og jeg har snakket om, at HVIS jeg skal videre, skal det være et sted, hvor jeg har samme rammer og hvor det skal kunne betale sig.”

Med det sagt, så kan Mohamad småt begynde at runde et fantastisk år af, som bød på en masse oplevelser for livet. I morgen bringer vi jer det sidste afsnit af årets julekalender, så sørg selvfølgelig for at holde jer opdateret på vores side under julemaden!

Vi lader Mohamad selv afslutte dagens portræt.

“Tak til alle der har støttet mig gennem året, venner, familie og hvad der nu er. Tusind tak til Sports-Gaming for at holde et fantastisk FIFA-år og hæve FIFA i Danmark til et andet niveau. Tusind tak til Tricked for at gøre mig til den jeg er.”

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.