Der er fem dage tilbage til juleaften. I dag har vi taget et kig på en af 2016’s største danske spillere, nemlig Daniel ‘Dingo’ Kristensen.

Hvis du ikke fik læst gårsdagens artikel, så havde den Wahed ‘The Kid’ Obayd i hovedrollen, hvor der blev talt om hans år, hans resultater og hans nye hold. I dag har vi talt med vinderen af Odense Open og Copenhagen Games – den unge ‘Dingo’.

Dingo har i år fået sine første store sejre, og sikke resultater, der også er fulgt med ham. Han har vundet to større turneringer, fået adskillige høje slutspilspladser samt spillet på et rigtig højt niveau hele året igennem. Han har hele året været under Wicked Gaming, hvor han har nydt stor succes, men han annoncerede for nyligt sin afgang fra holdet. Hvis man spørger Dingo om hvorfor det er gået så godt for ham i år, så giver han ros til både sin egen forberedelse og dem, der står ham nærmest.

Dingo efter sejren i Odense.

“Jeg har haft et fantastisk hold og en fantastisk familie, der altid har bakket mig op. Jeg har kørt samme taktik hele året, hvor jeg dagen inden turneringen har været sammen med min ‘bror’, Frederik. Vi har trænet FIFA samt hygget med fodbold og andre gode sager. Det er vigtigt for mig, at man kommer forberedt til turneringen med masser af selvtillid, men samtidig et godt humør, så man konstant er ovenpå. Ud over dette er det virkelig vigtigt, at man har evnen til at bevare sin koncentration hele kampen ligegyldigt resultatet. Det er noget, jeg har bygget på mit spil, og det er vigtigt for mig, at jeg kan bibeholde dette.”

Som nævnt i indledningen, så har det været et år med mange sejre og mange store øjeblikke for den unge Dingo. Han har været en af årets mest succesfulde spillere med flest sejre, og der er derfor mange muligheder for at nævne hans største øjeblik. Dog er der kun ét øjeblik, der står ud for ham som det vigtigste.

“Der har været mange store øjeblikke i 2016, og jeg føler virkelig, at vi her i FIFA-communitiet kan få hver eneste turnering til at være fantastisk. Jeg må dog uden tvivl udpege min Copenhagen Games sejr til det største øjeblik overhovedet. Turneringen var fyldt med klassespillere, heriblandt ”Afro”, som havde vundet turneringen året inden. Vi mødtes i en særdeles nervepirrende finale, hvor jeg heldigvis gik med sejren. Jeg husker tydeligt, at samtlige FIFA-spillere stod omklamrende omkring os, og stemningen var helt i top. Efter sejren fløj der krammere rundt til højre og venstre, og humøret tror jeg aldrig har været højere. En fantastisk oplevelse og det er forhåbentlig ikke sidste gang, det sker.”

Efter Dingo sagde farvel til Wicked Gaming, mistede de en af deres absolut største stjerner på holdet, og kilden til mange af deres helt store sejre i 2016. Selvom Dingo følte, at det var på tide at komme videre, så har han kun rosende ord til overs for sin tid i et af Danmarks største FIFA-hold.

Dingo overfor MJ til ESWC-kvalifikationen.

“Jeg må indrømme, at Wicked Gaming har været en kæmpe succes for mig. Jeg har lært, at det sociale betyder afsindig meget. I min Wicked-tid var der en god kultur i truppen, hvor alle kunne føle sig godt tilpas. Tiden i Wicked har været positiv, og jeg er glad for, at jeg har tilbragt mere end 1 år i truppen. Nu er det dog på tide at søge videre og tage imod nye udfordringer. Der kan ske mange ting i det kommende år, men jeg håber på at finde et veludviklet hold med højt niveau, en stærk organisation og et godt sammenhold.”

Mange spåede Dingo til at få et fantastisk 2016, og alle dem, der gjorde det, fik ret. Med den enorme vækst, han har haft i løbet af 2016, kan det være svært at forestille sig, at 2017 bliver et passivt år for ham. Han har allerede nu vist gode takter online og offline, og han tror også selv på at præstere på højt niveau igen i 2017.

“Jeg håber på, at jeg kan gøre det endnu bedre end sidste år og måske vinde en turnering i udlandet. Jeg har meget høje forventninger til mig selv, og mine mål er sat højt for næste år. Hvis jeg fortsætter min udvikling, er jeg sikker på, resultaterne nok skal følge med. Lysten for FIFA har aldrig nogensinde været højere, end den er nu, og den vil uden tvivl vokse sig endnu større i løbet af året. Som tidligere nævnt håber jeg, at finde et stærkt hold med spillere, som kan være med til at udvikle mig endnu mere. Jeg har haft dialoger med forskellige klubber, og jeg har fået flere interessante bud. Intet er dog 100 % på plads endnu, men fra 1. januar, er jeg ret sikker på, at der sker noget meget stort for mig. Min vildeste drøm for året må nok være, at kvalificere mig til FUT Champs, FIWC eller en anden stor turnering udenfor de danske grænser. Hvis jeg kæmper hårdt nok for det, ser jeg slet ikke disse turneringer som umulige.”

Følg med igen i morgen, hvor endnu en låge bliver åbnet!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.