Det er i dag blevet d. 13. december. Vi har taget en snak med den unge Nicklas ‘Niller’ Stensgaard omkring år 2016.

Hvis du ikke læste artiklen fra i går, så omhandlede den Kent ‘TalentKent’ Brylle, der efter endnu et år i spidsen for Trickeds FIFA-hold har oplevet massiv succes og udvikling. I dag har vi talt med Niller, der for alvor har haft et spændende år.

PrimeTurbo og Niller til Elgiganten Cup – kort tid før deres tur til ESWC i Paris.

Niller startede året med at blive signet af Wicked Gaming, hvor han tog et “skridt op” fra holdet HVB E-Sports. Han kom til Wicked som et endnu stort talent med en 3. plads til det seneste DM som største resultat. Året, der efterhånden gik, bød på store resultater, dog uden de helt store sejre – før anden halvdel af året, hvor hans helt store gennembrud kom med kvalifikationen til ESWC, hvor han fejede alle andre af banen og tog billetten til Paris. Ud over dette lykkedes det ham også at levere et rigtig godt resultat til Dreamhack i Sverige, hvor han endte top 8 samlet i turneringen. Derfor har der altså været rigtig mange gode resultater, og det har måske været Nillers bedste år nogensinde.

 

“Det har været et godt år for mig, hvis man kigger på den sidste halvdel af året. Jeg vil se tilbage på 2016 som et år, hvor jeg har vist mig frem på den internationale scene, og spillede rigtig godt FIFA, men også et år, hvor jeg præsterer langt under forventningerne i FIFA 16. Året har været fyldt med mange sjove, gode og dårlige oplevelser for mig. I 2016 har jeg spillet VM i FIFA med verdens bedste i Paris, men også siddet på sidelinjen til Odense Open, hvor Wicked Gaming tog 1-2-3-4, mens jeg røg tidligt ud. Selvom jeg skuffede til ESWC i Paris, så viste jeg til Dreamhack, at jeg havde lært noget af at være i Paris, og så viste jeg, at jeg kan spille med i toppen selv med FUT-hold. Men alt i alt, så har 2016 været et fantastisk år for mig, og ikke mindst den danske FIFA-scene.”

Niller i kamp i Paris.

Som tidligere nævnt, så lykkedes det Niller at kvalificere sig til ESWC i Paris, en af verdens største FIFA-turneringer. Det var, mildest talt, de færreste, der havde forudsagt at Niller ville gå hele vejen, men han tog altså fusen på de fleste ved at vinde finalen over sin holdkammerat, Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg.

“Det var helt uvirkeligt. Selvom jeg hele dagen havde gået, og tænkt på at det i dag skulle blive min dag, så følte jeg stadig, at Paris var langt væk. Efter finalen prøvede jeg at få det hele til at passe sammen, mens tankerne blev fyldt med spænding og glæde. Det var uvirkeligt at stå ved siden af August, som jeg har set op til lige siden, jeg kom ind på scenen, til interviewet og vide at vi snart skulle rejse til Paris og spille VM i FIFA.”

Wicked Gaming har været en stor støtte for Nicklas, der har udviklet sig meget i løbet af året. De har også for nyligt vist at gengælde tilliden ved at rykke ham op fra akademiholdet til førsteholdet på Wicked. Niller er også meget glad for det hold, som han er en del af.

“Wicked Gaming kan give mig gode forhold at spille under, så jeg kan forbedre mig sammen med mine holdkammerater. I Wicked har jeg også rigtig gode venner, så det er rigtig fedt at spille sammen med dem. David og Lars har også vist, at de tror på mig, også selvom jeg spillede langt under de forventninger, som jeg havde da jeg startet.”

Der er i Wicked Gaming et godt sammenhold, der sikrer at spillerne vokser med hinanden og får rigtig stor succes sammen. Det kan man se på Nillers store succes i år. Men det er ikke udelukkende Wicked-spillere, han nævner – der gemmer sig også en enkelt Tricked-spiller iblandt.

“Den spiller, som har hjulpet mig mest er helt klart Lars ’PrimeTurbo’ Korreborg. Han har givet mig en masse selvtillid og hjulpet mig med de mentale aspekter, og uden hans hjælp ville jeg ikke på det niveau som jeg er på nu. Jesper ’Pilm’ Prang og Mikkel Hjorth Bach har også været en rigtig god hjælp.”

Til sidst ville vi have en snak om hvad Niller kunne forestille sig kunne ske i løbet af næste år. Netop med udviklingen i år i perspektiv, så kan det måske blive et endnu bedre år for Niller med endnu større resultater end dem, han allerede har opnået.

“Jeg har selvfølgelig nogle store forventninger til mig selv i 2017. Først og fremmest skal jeg bygge videre på mit spil, og forsætte med at forbedre mig. Motivationen og lysten til at spille FIFA er tilbage, efter et dårligt FIFA 16. Jeg forventer, at jeg er med til at udvikle Wicked Gaming, og at vi forsætter vores vilde udvikling. Jeg forventer, at jeg kan spille rigtig godt og få nogle gode resultater fra både hjemlige, og forhåbentlig internationale turneringer.”

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.