I 2015 tog Simon Juul Mortensen et drastisk karriere-skifte inden for FIFA, da han valgte at starte sin egen casting-virksomhed op, hvor han nu vil forsøge at få promoveret dansk FIFA gennem livestreaming. Derfor fortjener Simon og e-Bold.dk selvfølgelig at være med vores julekalender.

I går snakkede vi med Pricerunner, som har været en stor sponsor for den danske FIFA scene i 2015, og i dag kigger vi nærmere på Simon Juul og hans casting-side – e-Bold.dk – der i 2015 begyndte at lukke op for helt nye streaming muligheder i Danmark.

Simon 2

Simon Juul Mortensen og Daniel Barnewitz, som hjælper til med streamingen ved DM i 2 mod 2.

Simon Juul Mortensen har i efterhånden mange år været rundt omkring på FIFA-scenen, både som manager, ansvarlig på Sports-Gaming og har i 2015 lavet et markant karriere-skifte, nemlig som streaming-vært. Han startede derfor e-Bold.dk op, hvor han efter få nogle måneder allerede havde haft mange finurlige streaming-timer under turneringer for ham og hans helt egen virksomhed, e-Bold.dk. Heriblandt var der tale om store turneringer som DM, DM i 2v2, ESWC Denmark og to CULT Cola Tour turneringer, og han har altså mange flere events i sigte, heriblandt nordens største 2v2 turnering den 2. januar, Elgiganten Cup.

Men hvad driver så Simon’s store interesse for sit præg på FIFA og nu altså casting-delen af denne eSport? Det har vi hørt nærmere om i dagens interview:

2015 blev året, hvor du roterede en del i din FIFA-karriere. Du skiftede fra manager til streamingvært og -specialist – hvordan har du tilpasset dig den nye rolle, og har det været svært at slippe den gamle?

“Ja, 2015 har faktisk været et ret spændende år for mig. Vi startede året med at skifte Chiefs ud med Wolves, og jeg har efterfølgende skiftet manager-rollen ud med Caster. Jeg synes selv at jeg har tilpasset mig den nye rolle godt – ligesom jeg synes at rollen passer mig godt. Jeg har en hvis forstand på FIFA, på de danske spillere og især erfaring inden for events. Derudover har jeg en forkærlighed for udstyr, så at kunne kombinere alle de ting, har egentlig længe været en drøm.”

Du har altid haft en finger med i den professionelle scene i FIFA, bl.a. som en af de første mænd med under Sports-Gaming.dk. Bliver det anderledes med din streamingrolle fremover?

“Jeg har haft et tæt samarbejde med Kristoffer siden den første Aalborg Open, og altså også Sports-Gamings start. Kristoffer og jeg blev hurtigt enige om et fælles mål – at gøre FIFA eSporten større og bedre. Vi har altid arbejdet meget godt sammen, og fordi vi er så enige om hvordan tingene skal være, tror jeg det passer Kristoffer og Sports-Gaming rigtig godt, at jeg er blevet fast caster fra deres turneringer. Jeg er i hvert fald blevet budt godt velkommen!”

Som streamingvært må man ikke have favoritter, men er det ikke svært at være upartisk over for eks. dine tidligere spillere?

“Jeg synes selv at jeg er god til at være upartisk på streamen og også i mine udtalelser omkring dem. Selvfølgelig har jeg favoritter, men jeg har næsten fanget mig selv flere gange i at ønske at mine tidligere spillere røg ud, da jeg så vidste at jeg ville kunne hive en endnu større ekspert med ind i studiet.”

Er det esport generelt, der interesserer dig, eller primært FIFA?

“Da jeg startede på Sports-Gaming, kom jeg fra en fortid på Danmarks største eSport site, XplayN.com, som dækkede Counter-Strike. Jeg har altid været stor fan af eSport, og derfor er det ikke kun FIFA jeg har som interesse inden for det felt. Lige nu planlægger jeg en tur til Polen, til IEM Katowice, som må siges at være en af de største eSport turneringer i verden. Jeg tager dertil for at se spillet jeg kender, Counter-Strike, men også for at se LoL som jeg stadig ikke helt har forstået. Jeg tager faktisk mest afsted for at opleve stemningen samt se hvor stort eSport egentlig kan være!”

simon

Simon Juul og Mads Strack til Odense Open.

Hvordan synes du at dansk FIFA har udviklet sig siden du begyndte at deltage aktivt på scenen?

“Der er sket meget, siden jeg første gang stod i en meget varm fodboldfabrikken med tømmermænd, for at være dommer til DM 2011. Dengang var ESWC noget som blev forvekslet med t-shirts med WESC, August var bare en simpel spiller, Paro vandt DM og Norden blev slået ud af en gammel mand ved navn Bjarne (som jeg lige husker det..) Der var ikke noget der hed FIFA-teams som sådan, og eSport hold havde ikke det store fokus på dansk FIFA.. Alt det er nu ændret, og jeg tror at det helt store startskud var Aalborg Open, og ikke mindst den danske ESWC kvalifikation som jeg var med til at sikre.”

Hvad tror du at 2016 kommer til at byde på, både i forhold til dig selv og FIFA generelt?

“Jeg tror (og håber) at 2016 kommer til at byde på en endnu større scene, på den måde at vi får flere bedre spillere, større turneringer og mere seriøse sponsorer. Desuden håber jeg på nogle ændringer i spillet, der gør det nemmere for sådan en som mig at caste til turneringer – især online. Jeg savner noget Spectator i FIFA, ligesom vi kender HLTV i Counter-Strike verdenen. Derudover glæder jeg mig til en masse fantastiske oplevelser og en masse fede Sports-Gaming turneringer – startende med Elgiganten Cup d. 2. januar.”

 

Det var alt for dagens afsnit af julekalenderen – I morgen åbner vi lågen op for et fodboldhold, som har gjort stor brug af glæden ved FIFA, så følg godt med!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.