Det er blevet lørdag den 10. december, og i dag bringer vi jer et friskt interview med Lasse ‘Kongen’ Bækkelund, som i år blev den første FIFA-spiller til at skrive kontrakt med en superliga-klub.

Wicked Gaming var i hovedrollen i gårsdagens afsnit af vores egen julekalender, og det afsnit kan du læse lige her. Dagen i dag, byder dog på et friskt interview med fynboen Lasse ‘Kongen’ Bækkelund, som i år blev den første FIFA-spiller til at skrive kontrakt med en superliga-klub.

Lang tid før dette, mere præcist i starten af 2016, kæmpede Lasse til gengæld med at finde motivationen og lysten til at spille FIFA på højt plan.

Lasse med sin officielle OB-trøje.

Han forlod sit daværende team, Tricked eSport, og forholdt sig derudover forholdsvis anonym de kommende måneder. Heldigvis for ham selv samt for den danske FIFA-scene, meldte han sig pludselig tilbage på virtuelle bane, da han i september skrev under på en kontrakt med hans yndlings-fodboldklub, Odense Boldklub, og hermed skulle repræsentere den fynske superligaklub til diverse turneringer. Han blev derfor den første FIFA-spiller nogensinde til at repræsentere en  klub fra den bedste danske række. Dette var formentlig også startskuddet til et comeback fra Lasse, der kort tid efter, tilbage i november, formåede at vinde CULT Cola Copenhagen Open 2016 efter en finalesejr over Carl Emil ‘Carly’ Lindblad. Et andet stort resultat som dagens hovedperson kunne skrive på CV’et i år, var hans 4. plads til Power LAN 1v1-turneringen, hvor samtlige fra den øverste hylde af FIFA-Danmark deltog.

“Jeg er faktisk fint tilfreds med 2016, hvis man tænker på, hvordan jeg havde det ved årsskiftet sidste år. Der havde jeg absolut ingen motivation i FIFA 16 og ingen resultater, men jeg ender alligevel med en 3. Plads til Pricerunner, 4. Plads til Power LAN, 1. Plads til Copenhagen Open og en kontrakt med OB. Så godkendt efter min mening!”, fortalte Lasse om sit år, der også blev spurgt indtil, om han havde turde forvente en sådan fin afslutning på året, hvis han skulle have kigget forud tilbage i starten af året:

“Jeg tror altid på mig selv og jeg kender mit topniveau, så selvom motivationen ikke altid har været der, så har jeg vidst, at det bare var den, der manglede for at blive en topspiller igen.”

Men hvad var det så, som fik ham motiveret til at vende tilbage i løbet af året?

Lasse blev vinderen af CULT Cola Copenhagen Open 2016.

“Kontrakten med OB har bestemt været en kæmpe motivationsfaktor. Det er noget helt andet at repræsentere et hold, der har så mange fans, og så mange fans, som skal overbevises om at Esport er den rigtige vej at gå. De har givet mig en kæmpe støtte plus arbejde under mine præmisser hos en professionel gruppe mennesker, som lytter og lærer omkring denne verden.”

Hernæst ønskede vi at høre om Lasses egne forventninger til 2017. Med et kæmpe år 2015 og et mindre stort 2016 – hvad vil 2017 så bringe?

“Det er et spørgsmål jeg er blevet spurgt om en del gange, men for mig er det svært at svare på. Jeg synes selv, at jeg var en af verdens bedste i 2015, og jeg føler godt at jeg kunne ramme et verdensklasse niveau i FIFA 17 også, men pga. topniveauet i verden er blevet så meget bedre, så tror jeg ikke at jeg vil kunne få et bedre år end i FIFA 15.”

I 2015 deltog Lasse i FIWC, verdensmesterskabet i FIFA, hvor han var utrolig tæt på at opnå viderearrangement. Det store spørgsmål er dog – vil han forsøge at gå efter VM-deltagelse igen?

“Nej, jeg deltager ikke til FIWC. Nu ved jeg ikke hvordan den sidste kval kommer til at foregå, men indtil videre har de jo valgt at man skal spille 40 kampe HVER weekend, hvilket er umuligt at gøre, hvis man samtidig vil opretholde sit sociale liv ved siden af FIFA’en.”

Som det sidste spørgsmål vi stillede Lasse, havde vi lyst til at høre hans holdning omkring, hvilket gamemode, der burde spilles på til fremtidige turneringer. Med valgmulighederne FIFA Ultimate Team og Head to Head, var han ikke i tvivl:

“Der skal klart spilles H2H!! FUT er sjovt, og jeg har spillet det for sjov siden 2012, men der går alt for meget penge ind i spillet, hvis der skal spilles i FUT til turneringer, og det ville være træls, hvis man kunne købe sig til succes.”

Det var alt for denne artikel. Husk, at vi hver dag bringer et nyt hold, ny spiller eller andre i fokus i form af portrætter og interviews. I morgen taler vi med nogle, som aldrig har deltaget i vores julekalender før, men muligvis alligevel kunne have en lang fremtid på FIFA-scenen.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.